DRUKTUR













PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.


Her gik man med begyndelsen til brune kinder lige midt i den tidligste forsommer i mands minde og glædede sig til en ny dag med lune vinde, hinkende børn og fuglekvidder – og så dumper den elektroniske avis, forbandet være den! direkte ind på morgenbordet.

Klimatet tränger fåglarna norrut,

lyder den dramatiske overskrift på side 14. Efter nogle få linjers læsning står artiklens pointe iskoldt for mig: De nordlige fuglearter bliver drevet længere mod nord eller højere op i fjeldene, indtil de ikke kan komme længere.
Så dør de.
Artiklen er fyldt med tal, grafer og fuglearter, det virker alt sammen gennemtænkt og pålideligt, så det passer godt med min generelle opfattelse af, at Hufvudstadsbladet ikke løber med en halv vind i den slags spørgsmål.
Lettere deprimeret lukker jeg for min finlandssvenske avis og trykker min danske, dagbladet Information, frem. På side 3 får det yderste venstre i form af partiet Enhedslisten ordet: Dets recept på at redde klimaet hedder bæredygtig beskæftigelse og grøn produktivitet.
Lyder det ikke godt?
Igen er der en masse tal, som det er svært at forholde sig til, men konklusionen – her i to punkter - er klar nok:
- Gennemføres forslagene, vil det kun udgøre en dråbe i havet. Med andre ord og set i lyset af ovenstående, vil det ikke standse fuglenes flugt mod nord og intetheden.
- Partierne til højre for det yderste venstre værdsætter de mange gode, grønne tanker, og dem vil de så kikke nærmere på.
Jamen Halleluja! siger jeg bare. For eksempel på vegne af de nordlige fuglearter, som snart ikke har noget sted at tage hen.
Jeg kunne også citere et gammelt ordsprog, hvis mening en moderne bybo måske har lidt svært ved at forstå:

Mens græsset gror, dør horsemor.

Det var så det?
Nej, ikke helt.
Menneskeheden har stadigvæk en trøst: Bedøvelse fra den ydre verden. Den tager sig uendeligt mange udtryk nu for tiden. Lige fra ørehøjttalere med yndlingsmusikken til den gamle klassiker: Alkohol.
Dét kan for resten også nydes under musikalsk udfoldelse. En snapsevise, for eksempel.
Her kommer en, jeg holder meget af, den passer godt til den tidlige sommer rundt omkring os og afsynges, gerne til akkompagnement af fuglenes kvidren, på melodien til børnesangen Der bor en bager:

Vi gamle børster,
vi går og tørster,
i sommervarmen
vi bøjer armen.
Nu ingen snakken
tilbage med nakken,
og lad os smage
på gibbernakken.

Tømmermændene kommer. Garanteret.


ANNONCE:




Ingen kommentarer:

Send en kommentar