GLOBAL OPVARMNING? JA TAK!

Vintertur i Lapland efter klimaopvarmningen.

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

 

I nat kom den ned på minus 4,5. Efter årstiden er det ikke koldt, sidste år på denne tid lå isen et par kilometer ud fra kysten, nu er der helt isfrit på grund af dagenes mange plusgrader. Men selv om det ikke er koldt, er det koldt nok! Så i morges var jeg altså nødt til at tænde for stuens varmepumpe – for resten også smart om sommeren, for så køler den.

Og nu bliver det snart endnu varmere om vinteren, spår de kloge, og tak for det! Så kan jeg spare så meget på varmeregningen, at der bliver plads i budgettet til endnu en årlig tur til Syden.

Når tørke og misvækst snart sænker levestandarden og forhøjer prisen på fødevarer, begynder de ligefrem at slås om mig og underbyder hinanden, sydlændingene, så man virkelig kan få noget for sine sparepenge. Det virker til at blive endnu bedre end i tresserne, da alt dernede kunne købes for en slik. Og når det rigtig begynder at koge, kan jeg jo bare flyve hjem igen. Mens de perfektionerer sig i den gode borgerdyd at spare.

For tiden tales der meget i tv om  uvejr og oversvømmelser. I den situation er det godt at bo højt og have sikret sig et hus med fladt tag, der ikke blæser af. Folk er jo dumme, som bygger nede ved kysten. Der kan mågerne bo. Og fiskene, som svømmer rundt mellem de store containerskibe. De er som skabt efter mit hoved, de skibe, fyldt som de er med spændende ting fra den anden side af kloden. Og billigt er det. Det holder ikke længe, men hvad gør det, der kommer nye skibe. Det hjælper på humøret og fremmer opvarmningen af klimaet med al den afbrænding af dieselolie.

Det skaber forandring, og det er lige det, der skal til for at holde hjulene i gang. Hvem siger, at den bedste idé er at bygge huse på pæle? Det kan jo være farligt, når isen på Grønland smelter og vandet stiger. Flydende huse og amfibiebiler er det nye koncept. Sådan bliver der plads til innovationer over hele linjen. Jeg glæder mig til at se den moderne vandcykel med ballondæk.

En del mennesker bliver naturligvis nødt til at flytte ind i landet og op i højderne, men mig bekendt er for eksempel Himalaya rimeligt ubeboet. Her er noget at sigte mod for folk med pionerånd, der bor i lavtliggende områder – som Bangladesh, der jo også ligger ovre i Asien. Det svider måske lidt i skindet og giver ømme tæer med sådanne folkevandringer, men det er da et godt alternativ til at drukne, og udsigten fra Mount Everest skulle være imponerende.

Krige og konflikter i den anledning er helt ude i hampen, folk må jo da for himlens skyld lære at vise medmenneskelighed over for de stakkels oversvømmelsesramte.

Nogle synes at mene, at den hjemlige økonomiske krise skal overstås, før vi kan begynde at tænke på klimasikring. Jeg deler ikke den opfattelse, for klimasikring er der penge i. Der er ingen ende på de diger, vi kan bygge, og de grotter til regnvand, der skal graves. Desuden er der penge i at bygge alt det op, som braser sammen, fordi det er dårligt konstrueret. Især i de nordligere lande må vi være glade, specielt i Finland, der kan udvikle sig til et nyt vinland, når temperaturen stiger tilstrækkeligt. En fin, økologisk tanke, ikkesandt, at man inden for en overskuelig tidshorisont kan få tørsten slukket med nærproduceret kvalitetsvin fra finske vingårde i stedet for importerede franske.

Og så er der jo grundpriserne. Lige nu sælges der ud af kystområder til rige russere. Det er kortsigtet. De virkeligt store penge ligger i højderne. For eksempel ligger mit eget hus seksten meter over daglig vande. Sådan en beliggenhed bliver penge værd. Måske ikke lige for mig, men helt sikkert for børnebørnene, og man må jo tænke på fremtiden!

Det bedste er at se de lyse sider og vende truslerne til sin fordel med langsigtede strategier. Drivhuseffekt – det lyder da rart. Og så skønt med al den vækst, der kommer ud af den.

Kort sagt lader jeg andre om at være klimaskeptikere, jeg er forandringsparat og optimist.

Det kan man ikke sige om dem, der lige har skrevet FN’s klimarapport. Hu-ha for nogle sortseere og grædekoner. Olie, kul og gas som verdenshistoriens farligste masseødelæggelsesvåben? Må jeg være her! Det gælder om at tilpasse sig. Ligesom mågen og mælkebøtten.

ANNONCE: