PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i
Sverige,
leder af Nordens Institut på
Åland
og i det
meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors
Universitet.
Når der er
maskebal, er det på forhånd aftalt, at alle skal bære maske, for at ingen skal
kunne genkende nogen. Det kan være en uskyldig fornøjelse, men det kan også
være en efterligning af de romerske saturnalier, hvis idé var at ophæve de
sædvanlige standsforskelle som kompensation for social undertrykkelse.
Men
masker og maskerader er ikke nødvendigvis forbundet med specielle situationer,
selve livet kan ses som én stor maskerade, hvor alle bærer de masker, som
moder, sædvaner og kultur pålægger. Sådant kan for eksempel ytre sig i såkaldte
gode manerer, der er olien i det såkaldte gode samværs maskineri. Det drejer
sig om at holde Takt og Tone, som etikettebogsforfatteren
Emma Gad i begyndelsen af 1900-tallet skriver om i bogen af samme navn.
Ludvig
Holberg, dramatiker, essayist, forfatter til Danmarks første bog om folkeret
med meget mere, vender to hundrede år tidligere gang på gang tilbage til dette
at maskere sig. Han skriver:
De fleste Mennesker
ere masquerede, og ligesom Comoedianter paatage sig fremmede Skikkelser, saa længe
som Spillet varer. Naar Rullen er spillet, og Masquen aftages, legges
allerførst for Lyset, om det haver været skrømt eller Alvor.
Om
formålet med maskspillet i Holbergs forfatterskab lades vi aldrig i tvivl. Her
ligger den intelligentes og snarrådiges chance for at nå frem til fornuftige
løsninger på problemer, som skabes af forbenede magthierarkier.
Det
tilbagevendende eksempel i komedierne er indgåelse af ægteskab, hvor den
behændige intrigemager, ofte en kvinde blandt tjenestefolket, drejer den forstokkede
familiepatriark en knap, så ikke hans, men hans barns interesser tilgodeses i
valget af ægtefælle.
Udvides
perspektivet fra familie og ægteskabsindgåelse til holbergtidens hierarkiske
samfund både i og uden for Dannark, er ovenstående budskab om fornuftens og
oplysningens forrang begyndelsen til den borgerlig omvæltning. Den starter som
bekendt i Frankrig i 1789 og breder sig efterhånden til alle oplyste stater. Og
set fra det sejrende standpunkt, det borgerlige demokratis, er det klart
acceptabelt, at målet helligede midlet. For det var et enormt fremskridt, at feudaløkonomi
blev afløst af kapitalisme, og at først mænd, siden kvinder fik stemmeret til
parlamentariske forsamlinger.
Altså
længe leve den omvæltning, der starter med maskeraden og bygger på intelligente
ræsonnementer. Den, der har hovedet med sig, sejrer. Eller som Jesper Oldfux formulerer
det negativt i komedien Jacob von Thyboe:
Ingen bliver hengt,
fordi han stiæler, men fordi han ikke forstaar Konsten at stiæle ræt.
Hundrede
år senere, i første halvdel af 1800-tallet, finder vi B.S. Ingemann. Han skrev
blandt andet de første danske historiske romaner, der blev virkelige
bestsellere, og en række morgen- og aftensange for børn.
Ingemanns
produktion er forankret i historie og kristendom, og for den, der har let ved
udenadslære, er hans mundrette vers svære at komme fri af.
Et
af hans digte, I alle de riger og lande,
hører til i De små synger, min
barndoms foretrukne sangbog – ikke foretrukket af mig, men af de voksne, der
bestemte, hvad jeg skulle synge.
Sangens
jegfortæller er Danmarks myteomspundne nationalhelt Holger Danske med rod i
middelalderen. Han er en rigtig krigskarl, hvis kendetegn blandt andet er, at
han slår ridderhjelmen op og fægter med
åben pande / for, hvad jeg for alvor tror.
Jeg
skal citere sidste vers:
Vil dansken i verden
fægte,
men dølger åsyn og
navn,
jeg ved, hans ånd er
ej ægte,
jeg tager ham ej i
favn.
Sangen
er åbenlyst et moralsk imperativ til ikke at løbe med halve løgne og trekvarte
sandheder, men altid at sætte krop bag sine ideer og handlinger. Kaste handsker
og udkæmpe dyster. Budskabet, som i den samtidige melodi af J.C. Gebauer
formidles i marchtakt, virker ophøjet og rigtigt. Desuden er det, det kan jeg
bevidne, som skabt til øretæver.
Jeg
kom til at tænke på sangen, da jeg for-jeg-ved-ikke-hvilken-gang så et billede
fra Ukraine med en person klædt i camouflageuniform og med en hætte over
hovedet, så kun øjnene var fri. Og ikke blot tænkte jeg, jeg stillede mig på ét
ben foran min kone og lirede hele sangen af.
–
Hvorfor kæmper de ikke med åben pande? spurgte jeg og kastede mig efter min
patetiske optræden igen over iPadden, min kilde til nyheder uden grænser. Et
øjeblik efter kom der et billede op af franske specialstyrker i gang med en anti-piratoperation
uden for Somalias kyst, også de var maskerede, lidt varmt, formodentlig, men
ellers, alt taget i betragtning, helt fornuftigt og acceptabelt. Så faldt mine
tanker på anarkistgruppen Anonymous’ demonstranter forklædt bag Guy
Fawkes-masker. Og på de danske frihedskæmpere, som under Besættelsen, afsluttet
for 69 år og 2 dage siden, formummede sig, for at de ikke skulle blive fanget
og henrettet.
Men
her mærker jeg, at jeg er ved at vikle mig ind i et morads af problemer med
idealistiske, moralistiske, pragmatistiske m.v. løsninger – alt efter situationen
og den enkeltes udgangspunkt. Jeg beder derfor i al uskyldighed læseren selv
fortsætte ræsonnementet, og ikke glemme, at grundlaget for løsningen hver gang
ligger i oplysning, oplysning og stadig mere oplysning.
ANNONCE:
Tak for redegørelsen og tankerne. Her til morgen er nyheden rettens stadfæstelse af forbudet mod burka og Kabab eller-hvad-det- hedder. Og jeg går og filosoferer over "det åbne ansigt" og de dybe værdier der ligger bag "at vise sit ansigt" Herren lade sit ansigt lyse over jer og så videre .., om beduinhøvdingen, der nedlader sig til at se på den fremmede. Også jeg kom til at tænke på "Ingen formummet skælm" i I alle de riger og lande - - men jeg spørger mig selv: Hvem er det, Ingemann i den historiske situation, polemiserer imod ??
SvarSletNå, men sjovt på Nettet at finde én, der tænker som mig selv. Juli 2014.
Venligst Peter fra Ry, cand.teol. og forfatter