SKURESTRIBER





 
PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.


Skurestriber er en synlig del af Finlands ældste historie. Der er noget mytologisk over dem, de er fra urtiden, den gang vældige ismasser med fastfrosne kampesten sled hen over klipperne og afsatte furer i dem. I dag ligger klipperne som et gammelt ansigt med forhistoriske rynker.
Du kommer fra os, fortæller de, vi findes her som en del af et altid, uden os var du aldrig vokset op som finne.
Noget i den stil gik jeg, dansker af fødsel, opvækst og vane,  og tænkte oven på den mikroskopiske del af Finland, hvor vores hus ligger. Anledningen var færdiggørelsen af et behjertet projekt, som i de seneste fem og tyve år er gået ud på at fjerne mos, jord, småsten og al slags ukrudt fra havens klippeformationer. I alt findes der fire markante af slagsen, to af dem gør livet spændende for børn med trang til at klatre og køre dødskørsel på kælk om vinteren, på den tredje har jeg bygget terrasser af kampesten, hvor der vokser solbær- og hindbærbuske, mens den fjerde rejser sig uudnyttet på den øverste del af græsplænen og ser ud som en hval, der viser ryggen i et grønt hav. Af uudgrundelige årsager er det vejen op over den, katten foretrækker, når han skal ud på jagt.
Det uundværlige middel til at blotlægge skurestriberne er en nyindkøbt højtryksspuler. Vandforbruget er minimalt i forhold til dens kolossale effekt. Mos og muld formelig flyver afsted, og med den i hånden bliver kanten til græsplænen perfekt afstukket.
Da jeg stod og holdt balancen midt på den højeste af klipperne med frit udsyn til vejen, så jeg et glimt af genbokonen, og hun så et glimt af mig, så jeg. Men det resulterede ikke i den vinken eller det nik, der – afstanden taget i betragtning – ellers hører til hilseritualet. Hvad hun tænkte? Det aner jeg ikke, men mødet påvirkede mig i en mærkelig retning, idet det var nær ved at få mig til at løfte den frie hånd og med en sigende mine slå et par slag med den krummede pegefingeren på min isse tok! tok! som et tegn på, at jeg anerkendte min handling som galskab.
Jo, galskab! Ikke i forhold til min egen opfattelse af, at jeg netop var i gang med at blotlægge en af grundens herlighedsværdier og således ydede en tribut for lånet af det lille stykke af Finland, hvor jeg har boet i snart en menneskealder. Men galskab i forhold til den opfattelse, at klippers skurestriber er noget at beundre og bevare – endsige give epitetet herlighedsværdi!
Daglig har jeg nemlig set det modsatte i vores kvarter, hvor huse i de sidste ti år er skudt op på bortsprængte klipper.
Det begynder gerne med, at den nyslåede grundejer selv fælder træerne, kløver dem og bygger en brændestabel stor nok til flere års forbrug i den pejs, han sikkert går og drømmer om. Så kommer gravkoen, vælter stubbene op af jorden og skraber klipperne fri fra jord og sten. Dernæst bliver der boret dybe huller i klipperne, dynamitpatroner sænkes ned og wrruuummm! jorden ryster og klipperne sønderdeles i passende stykker, som gravkoen skovler op i lastvogne. Ved gensynet har enorme skærveknusere forvandlet klipperne til grus, der hældes af til fundament og som dræn, resten bruges til indkørsel, parkeringsplads og haven, der gerne bliver flad som en pandekage.
Sådant dikterer dagens byggemode, det har jeg set i nærområdet og overalt, hvor der bygges. Klipper er bare i vejen, bakker skal nivelleres, sten større end et fugleæg skal knuses, støbte fliser tager over.
Det største i verden er fladt! står jeg på en af mine klipper og tænker. Jeg tager kompasretningen, 240 grader vest-syd-vest var den vej, isen sled sig, kursen går nærmest mod Århus, som jeg flyttede fra i 1975, og nåede is med sedimenter så langt, kunne den vel slæbe sig de sidste kilometer og lade sine aflejringer blive en del af den jyske højderyg.
Det er her, Himmelbjerget ligger midt i det, der for mit indre blik måske er et af de mest danske landskaber overhovedet. Står man i tårnet oven på dette danske bjergs et hundrede og syv og fyrre meter, har man udsigten over Sletten og bøgeskoven hele vejen ned mod Julsø og over på den anden side, hvor der ligger firkantede marker og bondegårde og levende hegn og små skove og campingpladser. Overalt med Danneborg vajende på flagstængerne. Til den anden side, mod syd, strækker markerne sig i sirlig orden helt til Gammel Ry. Der er så mange nuancer af grønt, det er så blødt og overskueligt, så ordentligt.
Jeg befinder mig godt ved at se den vej, og jeg befinder mig godt ved at vide, at de skurestriber, jeg til forskel fra den kompakte majoritet i Finland betragter som en herlighedsværdi, har fremtiden for sig og nok skal ende med at få den anerkendelse, som de fortjener.
Havudsigt eller skurestriber?
Valget er frit. For mig er det let, jeg foretrækker langt mine finske skurestriber frem for et råkoldt hav med høj fugtighedsprocent og et evigt blæsevejr omkring hushjørnerne.
Og de skal nok komme højt i kurs på boligmarkedet, skurestriberne, når de her bliver lige så sjældne, som de er i Danmark.


ANNONCE:

 






Ingen kommentarer:

Send en kommentar