FERIEBILLEDER

 

Fra virkelighedens verden.

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Solen kikkede netop frem, da vi gik gennem porthvælvingen og ind i en af Prags små havecaféer. Fem runde og et rektangulært bord, opslåede parasoller overalt. Et engelsk par sad med et glas hvidvin og studerede spisekortet. Tjeneren, grå vest og sorte sko, nærmede sig hurtigt det bord, vi havde valgt. Med et lille buk rakte han spisekortet ind i skyggen til os. Jeg rystede på hovedet, nej tak, ingen middag nu, men cappuccino og iskoldt vand, tak. De eneste lyde i havecaféen var englændernes dæmpede bemærkninger og hans raske trin hen mod baren, halvt i skjul bag et lindetræ.

Ud af porthvælvingen kommer nu et selskab, som indtager de ledige borde. To unge teenagepiger trækker et rundt bord ud i solen, smider bluserne på det og sætter sig med soltoppe og optrukne shorts. De begynder at fotografere hinanden, og under kvidrende latter holder de deres smartphones over bordet, så de kan studere den andens billede af sig selv. Det øvrige selskab sætter sig ved det rektangulære bord, som forlænges med et rundt.

Det er tilsyneladende to ægtepar, og ud over teenagedøtrene følger en dreng på fire og en pige på otte med.

Bag min ryg parlamenteres der i nogle minutter livligt om spisekortets tilbud og især om børnenes drikkeønsker. Efter bestillingen bliver stilheden påfaldende. Jeg drejer hovedet og ser alle sidde begravet i hver sin skærm.

Den mindste gør krav på de størres opmærksomhed, iPadden vil ikke, som hun vil, men hjælpen er nær.

En af kvinderne videofilmer teenagepigerne, som svarer igen ved at tage billeder af hende og af hinanden, hvorefter de under anerkendende latter viser resultaterne frem i skyggen af en parasol.

Efter endnu nogle øjeblikkes intens gniden og trykken på smartphonesene kommer tjeneren med drikkevarerne på en bakke. En af mændene fatter om et højt ølglas med begge hænder, duggen perler ned ad det, og sætter sig halvt i solen lidt fra de andre. Den anden af kvinderne finder et systemkamera med telelinse frem fra sin mulepose og tager en serie billeder af ham, klik-klik-klik, mens han tavs løfter glasset og drikker med lange slurke.

– Ah, siger han, kvinden klikker igen og går over og viser ham billederne, han støtter glasset på sit knæ og ser ned i det med et tilfreds smil.

Midt i den efterfølgende tavshed påkalder den første af kvinderne sig pludselig de andres opmærksomhed.

– Vigtig sms! udråber hun. – Jeg sender.

– Hyggeaften. Ikke med dem, sukker den ene af teenagepigerne og ser op fra skærmen.

– De har to balkoner, den ene er til jer, siger manden, ham uden øl.

– Er der billeder? spørger pigen med iPadden.

– Jeg sender.

– Også mig, råber den anden teenagepige.

– Så hyggeligt der kan blive, siger de to kvinder og kikker ned i deres smartphones.

– Jeg har en adresse, hvad vil I have? Nødder? Chips? Cola?

– Kulørte lamper!

– Campari til mig, hvis vi kan få is, altså.

– Også lidt øl, siger manden med øllet.

Sådan fortsætter de, mens kvinden gnider og trykker.

– Skal vi selv hente, eller kører de ud?

– Vi får det kørt, der er billigt.

Roen sænker sig, alle har igen travlt ved skærmene, jeg lister mit fotografiapparat op af bæltetasken, stiller på widescreen og sniger mig til et billede hele vejen rundt, men standser før det engelsktalende par, som netop nu får serveret.

Vi nipper til kaffen, drikker rigeligt af vandet og tænker hver for sig på, hvornår virkeligheden er mest virkelig.

For resten tog jeg selv, de tre dage, vi opholdt os i Prag, fem hundrede og seks og halvtreds fotos. Et af dem af Cambell's Soup, kreeret af Andy Warhol.

 ANNONCE: