GRAV ET HUL






PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.


Grav et hul! sagde arbejdsformanden Graves, og så begyndte Tape, Gringo, Drain, Jess, Herbert, Down, Wales og jegfortælleren at grave på den mark et sted i forstæderne, hvor de var blevet sat af. Efter nogle dages arbejde bliver de enige om, at de graver på det forkerte sted, de kaster hullet til og begynder på et nyt. Imens går snakken om hullet, om dets udstrækning, dybde, funktion. Er det til at spytte i? Er det til at kneppe i? Er det en kælder, en bunkers. Hvem skal bo der?
Men uden konklusion.

Graves mente et lille hul, [siger Jess så] vort hul er for stort, men vi kan gøre, hvad vi vil, for vi kunne ikke vide, hvad han ville, vi kan bare gøre, som vi selv vil og gøre hullet netop så stort, som det passer os. Hullet kan jo gøres mindre igen, om så skulle være.

På et tidspunkt dukker Graves op igen. På spørgsmålet om hullets dybde svarer han

meget alvorligt, at det var planen, at hullet skulle graves helt ned til kineserne, ganske nøjagtigt til spaden rørte ved den første kineserfod.

Dét er den meningsløse mening med graveriet.
Novellen slutter:

Vi er i øjeblikket godt to kilometer nede i jorden. Vi er alle på det rene med, at der er et stykke vej igen.

Seebergs novelle er fra 1962 og med i en absurdistisk bølge med filosoffer som Albert Camus, dramatikere som Samuel Beckett og Eugene Ionesco – for ikke at glemme Franz Kafka, som dog skrev sine prosaværker om meningsløshed og afmagt nogle årtier tidligere.
Når jeg for nogle dage siden kom til at tænke på Hullet, havde det en både himmelvendt og en jordnær årsag, som samles i billedet af de heftige regnskyl, monsterregn, som de kaldes med reference til skumle væsener, der tilbringer det meste af deres tid i det dunkle.
Men når de så viser sig:
HJÆÆÆÆLP!!!
Det var dette hjælp, der hen over Øresund, Sverige, Østersøen, Den finske Bugt og lige til Esbo nåede mine ører med efterfølgende billeder af vand, der fosser ned i danske kældre, presses op af danske kloakker og flyder i danske gader.  
Millimetermængden pr minut var mindre end i fjor, men overraskelsen den samme, og hvad angår beredskabet til at modtage dette års floder af vand var der heller ikke sket nogen ændring.
Grav et hul! sagde jeg til mig selv. Og så begyndte jeg. Samtidig bestilte jeg drænrør og grus, efterså tagrender og sikrede mig, at kloakåbningerne er uden tilbageløb.
Temmelig udansk! vil jeg påstå med henvisning til mine kære landsmænds grundfæstede optimisme og lyssyn, for selv den værste styrtregn går jo ret beset over, og i virkeligheden er det ikke så slemt, bedre end sidste år i hvert fald. Danmark ligger der jo stadig, ved nærmere eftertanke blev det bare lidt vådt.
Nej! grav et hul, tænker jeg med finsk realisme. Ikke et hul ned til kineserne, ikke et skyttehul for Nato eller et hul til at spytte i. Det er helt unødvendigt. Men et hul, der bygger på forudseenhed og afbøder de bølger af truende vand, som vi ved kommer.


ANNONCE:

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar