PROFIL
Asger
Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i
Sverige,
leder af Nordens Institut på
Åland
og i det
meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors
Universitet.
Mon de er
inspireret af fanden selv, tænkte jeg, da han sagde hårdt imod hårdt og fes imod tordenvejret?
Ikke
nogen køn tanke, det skal jeg være den første til at indrømme – og selve
handlingen, uha-da! Og kønnere bliver det ikke af, at de implicerede alle er medlemmer
af Folketinget.
Fra
Dansk Folkeparti drejer det sig om værdiordfører Pia Kjærsgaard, retsordfører
Peter Skaarup og udlændingeordfører Martin Henriksen. Fra Venstre, Danmarks
Liberale Parti, finder vi politisk ordfører Inger Støjberg og udlændingeordfører
Karsten Lauritzen, og endelig fra Socialdemokraterne kommer retsordfører Trine
Bramsen.
Men
lad mig, for at få orden i sagerne, fortsætte
med begyndelsen. I centrum står dansk-marokkaneren Sam Mansour, sigtet for at
opfordre til terror og mord på navngivne danskere, kendt skyldig og i torsdags ved
domstolen på Frederiksberg dømt til fire års fængsel med en ankefrist på
fjorten dage.
Sam
Mansour er uden tvivl ikke, hvad min farmor ville have kaldt en rar mand med
gode hensigter. Det var der en række politikere, det er dem i listen ovenfor,
som heller ikke mente. Med visse nuanceforskelle i udtalelser til pressen har
de sat hårdt ind mod denne gentagelsesforbryder og ønsket en hård dom, herunder
fratagelse af dansk statsborgerskab.
Det
er her, det bliver uskønt, det var her,
jeg kom til at tænke på fanden og tordenvejret.
Ikke
specielt, fordi Danmark nærmer sig et folketingsvalg, og en del partier
forsøger at vise kant og hente stemmer i en sortskægget dansk-marokkaners
opfordring til terror og mord.
Det
virkeligt grimme er, at denne populistiske holdning i dette tilfælde strider
imod Danmarks Riges Grundlov.
Blandt
andre retspræsidenten på Frederiksberg, Torben Goldin, og formanden for
Folketinget, Mogens Lykketoft, har derfor været ude med løftede pegefingre.
Førstnævnte har henholdt sig til, at ovennævnte politikere ubehørigt har forsøgt
at påvirke sagens retlige afgørelse, både fordi nogle af udtalelserne faldt før
domsafsigelsen i torsdags, og fordi ankefristen på fjorten dage ikke er udløbet,
hvorfor sagen ikke er endeligt afgjort. Sidstnævnte har i generelle vendinger
opfordret politikerne til at respektere magtens tredeling.
Denne
deling af magten er karakteristisk for de vestligt-demokratiske stater, vi
gerne vil sammenligne os med. Den kan aflæses af Grundlovens § 3, hvor der blandt andet står:
Den dømmende magt er hos
domstolene.
Fortolkning
af loven og afsigelse af domme er således den dømmende magts domæne. Det må den
lovgivende magt, Folketinget, ikke blande sig i, før dommen er afsagt og
retssagen afsluttet. Er Folketingets medlemmer bagefter utilfredse, er det
deres ret – ja, vel ligefrem deres pligt, at råbe vagt i gevær og søge at få
ændret loven i overensstemmelse med de gældende regler.
De
nævnte folketingsmedlemmers utidige udtalelser har derfor ført til, at Sam
Massours forsvarer, Thorkild Højer, har indgivet en politianmeldelse imod dem i
henhold til Retsplejelovens § 1017, stk. 2, nr. 3, der kan give bøde eller
fængselsstraf. Dette er af nogle af de implicerede blevet kaldt latterlig og
absurd, men så vidt jeg ved, har ingen af dem gjort afbigt, fortrudt deres
udtalelser og trukket dem tilbage.
–
Hvad kommer der mon så ud af hele
balladen? spurgte jeg min nabo, en lun finlandssvensker, da jeg over hækken havde
fortalt om verdensbegivenhederne i kongeriget. Spørgsmålet var nærmest retorisk
ment. Men sådan tog han det ikke.
–
En storm i en hornlygte, svarede han alvorligt.
Han er historielærer, kæmper kækt med det danske sprogs mange udtryk og elsker
Danmark, som det var, da han boede der før nullerne.
Jeg
troede, at han havde talt færdigt, men efter nogle øjeblikke lyste han op og fortsatte.
–
Jo, sagde han, – det er fine navne og fine titler, men det skal
være slut med finheden nu, hvis de ikke alle sammen over en bred bank fortryder
og kravler til Canossa på deres bare knæ.
–
Jamen det gør de ikke, sagde jeg, – der er alt for mange stemmer i skidtet.
–
Jamen så har jeg en plan. De skal alle
sammen fratages deres danske statsborgerskab. Derefter skal de sættes i en
tidsmaskine og (han tøvede et øjeblik) returneres til 1600-tallets Frankrig. Det
var der, solkongen regerede.
–
Nå, sagde jeg forundret.
–
Ja, ja, fortsatte han overbærende. – La loi, c’est moi, det var det, han
sagde. For han var både loven og staten i en og samme person. Det er jo der, de
hører hjemme. Før demokratiet. Før magtens tredeling var med til at gøre en ende
på barbariet. For de sparker retsstatens fundament væk under foregivelse af at
ville forsvare den.
Han
skuttede sig.
Jo,
det var ved at blive koldt.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar