TRE SYSTRAR OCH EN BERÄTTARE













PROFIL
Asger Albjerg       
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.


DET ER EN ROMAN, SOM BOBLER AF HUMOR, SPÆNDING OG FOLKELIGHED, HISTORISK BREDDE OG PSYKOLOGISK DYBDE I EN STOR FORTÆLLING OM DØD OG OVERLEVELSE MED ET VÆLD AF PERSONER, MEN UDEN AT DE SAMLES I EN EGENTLIG INTRIGE, ALT SAMMEN LEVENDEGJORT I ET BRILLANT DAGLIGSPROG MED FACETTER FRA DIALEKT, FAGOMRÅDER OG ÆLDRE TIDER. ET VERDENSDRAMA OG KAMMERSPIL I ÉT BOGOMSLAG, SOM FORTJENER TALLØSE LÆSERE OG DE STØRSTE LITTERÆRE UDMÆRKELSER.

Sådan vil jeg sammenfatte min bedømmelse af Lars Sunds seneste bog, Tre systrar och en berättare. Roman i fyra akter, som der står på titelbladet.
Fortællerens litterære rådgivere, som han kalder dem, er intet mindre end en håndfuld af verdenslitteraturens største forfattere, Charles Dickens, Leo Tolstoj, Victor Hugo og Thomas Mann, og hans fortælling, hvis første kapitel på kryptisk jernbanefagsprog hedder KM.529+184, er bygget op med udgangspunkt i Anton Tjekhovs drama Tre søstre.
Selv er fortælleren enøjet som – forstår den, der kan læse - den nordiske overgud Odin, og han har, nej, ikke to ravne som flyvende budbringere, men en lækkersulten, noget knarvorn og borgerligt sindet krage, navnløs som han selv. Sammen står de på grænsen til alfader Odins alvidenhed.
Fortællerens profession er ledvogterens, en funktion, der set med verdens øjne er af diminutiv betydning. Desuden er han krigsinvalid, etbenet, vansiret og har kroppen fuld af granatsplinter. Som befordringsmiddel har han ikke som Odin en ottebenet hest, men får ved sin pensionering i slutningen af romanen en invalidecykel. Hans lidenskab er at skrive, men af den grund hverken forsømmer eller foragter han sin profession, som er at hæve og sænke et sæt jernbanebomme i en ubetydelig finsk provinsby ved Den botniske Bugt, når der passerer tog fra eller til den store verden.
For bommene skal ikke bare gå op og ned, de skal gå op og ned på den æstetisk rigtige måde. Med stolthed og finesse passer han dagens dont og er følgerigtigt politisk så langt ude til venstre, at han og kragen ikke kan tale om politik. Men det er heller ikke det, de er sat ind i fortællingen for.
Deres opgave er at give et billede af en afkrog af Finland, men med spor, bogstavelig talt, ud i den store verden i en tid, da Finlands deltagelse i Anden Verdenskrig var godt og vel afsluttet. Det sker i en springsk fremstilling, der rummer verdensdramaets kamp mellem kommunisme og kapitalisme, illustreret med for eksempel opstand i Ungarn og Cubakrise, men også ses i et lokalt og minimalt perspektiv, for eksempel i fremstillingen af de velhavendes vellevned i saloner og sejlklubber kontraheret gestaltningen af den stolte natmand Skitu-Kalle og af frontveteranernes kamp for brødet og slidsomme opbygning af velfærdssamfundet med krigens traumatiske stress som en spore til at slide, så sveden sprøjter, og neglene sprækker.
Hvis sådan en fortælling skal være retvisende og pege fremad mod fred og velstand, og just det er et underliggende projekt for romanen, må det naturligvis ske i samarbejde mellem en borgerlig og en socialistisk holdning. For det var netop den ødelæggende strid mellem disse to modpoler, der var årsag til først Borgerkrigen i Finland i 1918 og siden til Vinterkrigen og Fortsættelseskrigen med Lapplandskrigen som den nødvendige finale for at få nazisterne ud.
Lars Sunds Tre systrar och en berättare er en roman, som jeg trods det ofte dystre indhold lo mig igennem, hvilket i allerhøjeste grad skyldes dens brillante og mangefacetterede sprog, og læste så langsomt som muligt for at strække nydelsen.
Heldigvis er historien ikke færdig efter de 537 sider, der er udlovet endnu to bind, og Lars Sund er en forfatter, der plejer at holde, hvad han lover.
Til allersidst, romanen slutter i 1968, skriver han – nej, det er ikke Lars Sund, naturligvis ikke, men fortælleren, den næsten alvidende ledvogter, der nu efter tro tjeneste trækker sig tilbage fra arbejdet som ledvogter og romanforfatter, at han ikke er det mindste interesseret i at få opklaret, om et formodet selvmord i fortællingens begyndelse tyve år tidligere i virkeligheden var et mord. Da fandt man lige før tæppet skulle gå op til premieren på en amatørteateropsætning af Tjekhovs Tre søstre, en af rolleindehaverne hængt i et skab. Begrundelsen for ledvogterens manglende interesse er ultrakort og med polemisk brod mod en mængde af den litteratur, der i dag spyttes ud på markedet:

Det här er ingen detektivroman.

Man savner næsten et udråbstegn.
Men lad os nu se, hvad den nye fortæller for det kommende bind to mener om den sag. Jeg gætter stærkt på, at det bliver Alf med evner som et musikalsk vidunderbarn. Jeg glæder mig her i dag den 23. december næsten mere til den end til morgendagens juleaften.
Jeg skal tilføje, at de tre seneste forfattere, jeg har læst, har bidraget til at sætte Lars Sunds Tre systrar och en berättare i relief. Det drejer sig om Helle Helle, hvis andedamsminimalisme i hendes seneste roman, Hvis det er, endnu engang har benovet hendes fædrelands kritikere.
Hertil kommer Kjeld Westös Hägring 38, belønnet med Nordisk Råds Litteraturpris, med sin fremragende gestaltning af historien, men uden en anstændig romans slutning og med et sprog, der sammenlignet med Sunds er en fad omgang.
Til sidst Patrick Modiano, årets nobelpristager, hvis Des inconnues alle burde læse for at opleve, hvor stærkt og autentisk små mennesker kan tale med lav stemmeføring. Hovedfigurerne, tre unge kvinder, er på socialt niveau med Sunds banevagt, men uden hans vidsyn og humor, betingelsen for mental overlevelse i en grum verden.
Ingen når op til Lars Sund!


ANNONCE:



Ingen kommentarer:

Send en kommentar