PROFIL
Asger
Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i
Sverige,
leder af Nordens Institut på
Åland
og i det
meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors
Universitet.
DET ER EN ROMAN, SOM
BOBLER AF HUMOR, SPÆNDING OG FOLKELIGHED, HISTORISK BREDDE OG PSYKOLOGISK DYBDE
I EN STOR FORTÆLLING OM DØD OG OVERLEVELSE MED ET VÆLD AF PERSONER, MEN UDEN AT
DE SAMLES I EN EGENTLIG INTRIGE, ALT SAMMEN LEVENDEGJORT I ET BRILLANT
DAGLIGSPROG MED FACETTER FRA DIALEKT, FAGOMRÅDER OG ÆLDRE TIDER. ET VERDENSDRAMA
OG KAMMERSPIL I ÉT BOGOMSLAG, SOM FORTJENER TALLØSE LÆSERE OG DE STØRSTE
LITTERÆRE UDMÆRKELSER.
Sådan vil jeg
sammenfatte min bedømmelse af Lars Sunds seneste bog, Tre systrar och en berättare. Roman i fyra akter, som der står på
titelbladet.
Fortællerens
litterære rådgivere, som han kalder
dem, er intet mindre end en håndfuld af verdenslitteraturens største
forfattere, Charles Dickens, Leo Tolstoj, Victor Hugo og Thomas Mann, og hans
fortælling, hvis første kapitel på kryptisk jernbanefagsprog hedder KM.529+184,
er bygget op med udgangspunkt i Anton Tjekhovs drama Tre søstre.
Selv
er fortælleren enøjet som – forstår den, der kan læse - den nordiske overgud
Odin, og han har, nej, ikke to ravne som flyvende budbringere, men en lækkersulten,
noget knarvorn og borgerligt sindet krage, navnløs som han selv. Sammen står de
på grænsen til alfader Odins alvidenhed.
Fortællerens
profession er ledvogterens, en funktion, der set med verdens øjne er af
diminutiv betydning. Desuden er han krigsinvalid, etbenet, vansiret og har
kroppen fuld af granatsplinter. Som befordringsmiddel har han ikke som Odin en ottebenet
hest, men får ved sin pensionering i slutningen af romanen en invalidecykel. Hans
lidenskab er at skrive, men af den grund hverken forsømmer eller foragter han sin
profession, som er at hæve og sænke et sæt jernbanebomme i en ubetydelig finsk
provinsby ved Den botniske Bugt, når der passerer tog fra eller til den store
verden.
For
bommene skal ikke bare gå op og ned, de skal gå op og ned på den æstetisk
rigtige måde. Med stolthed og finesse passer han dagens dont og er følgerigtigt
politisk så langt ude til venstre, at han og kragen ikke kan tale om politik.
Men det er heller ikke det, de er sat ind i fortællingen for.
Deres
opgave er at give et billede af en afkrog af Finland, men med spor, bogstavelig
talt, ud i den store verden i en tid, da Finlands deltagelse i Anden Verdenskrig
var godt og vel afsluttet. Det sker i en springsk fremstilling, der rummer
verdensdramaets kamp mellem kommunisme og kapitalisme, illustreret med for
eksempel opstand i Ungarn og Cubakrise, men også ses i et lokalt og minimalt
perspektiv, for eksempel i fremstillingen af de velhavendes vellevned i saloner
og sejlklubber kontraheret gestaltningen af den stolte natmand Skitu-Kalle og af
frontveteranernes kamp for brødet og slidsomme opbygning af velfærdssamfundet
med krigens traumatiske stress som en spore til at slide, så sveden sprøjter,
og neglene sprækker.
Hvis
sådan en fortælling skal være retvisende og pege fremad mod fred og velstand,
og just det er et underliggende projekt for romanen, må det naturligvis ske i
samarbejde mellem en borgerlig og en socialistisk holdning. For det var netop
den ødelæggende strid mellem disse to modpoler, der var årsag til først Borgerkrigen
i Finland i 1918 og siden til Vinterkrigen og Fortsættelseskrigen med Lapplandskrigen
som den nødvendige finale for at få nazisterne ud.
Lars
Sunds Tre systrar och en berättare er
en roman, som jeg trods det ofte dystre indhold lo mig igennem, hvilket i
allerhøjeste grad skyldes dens brillante og mangefacetterede sprog, og læste så
langsomt som muligt for at strække nydelsen.
Heldigvis
er historien ikke færdig efter de 537 sider, der er udlovet endnu to bind, og
Lars Sund er en forfatter, der plejer at holde, hvad han lover.
Til
allersidst, romanen slutter i 1968, skriver han – nej, det er ikke Lars Sund,
naturligvis ikke, men fortælleren, den næsten alvidende ledvogter, der nu efter
tro tjeneste trækker sig tilbage fra arbejdet som ledvogter og romanforfatter, at
han ikke er det mindste interesseret i at få opklaret, om et formodet selvmord i
fortællingens begyndelse tyve år tidligere i virkeligheden var et mord. Da
fandt man lige før tæppet skulle gå op til premieren på en
amatørteateropsætning af Tjekhovs Tre
søstre, en af rolleindehaverne hængt i et skab. Begrundelsen for ledvogterens
manglende interesse er ultrakort og med polemisk brod mod en mængde af den
litteratur, der i dag spyttes ud på markedet:
Det här er ingen
detektivroman.
Man
savner næsten et udråbstegn.
Men
lad os nu se, hvad den nye fortæller for det kommende bind to mener om den sag.
Jeg gætter stærkt på, at det bliver Alf med evner som et musikalsk vidunderbarn.
Jeg glæder mig her i dag den 23. december næsten mere til den end til morgendagens
juleaften.
Jeg
skal tilføje, at de tre seneste forfattere, jeg har læst, har bidraget til at
sætte Lars Sunds Tre systrar och en
berättare i relief. Det drejer sig om Helle Helle, hvis andedamsminimalisme
i hendes seneste roman, Hvis det er, endnu
engang har benovet hendes fædrelands kritikere.
Hertil
kommer Kjeld Westös Hägring 38, belønnet
med Nordisk Råds Litteraturpris, med sin fremragende gestaltning af historien, men
uden en anstændig romans slutning og med et sprog, der sammenlignet med Sunds
er en fad omgang.
Til
sidst Patrick Modiano, årets nobelpristager, hvis Des inconnues alle burde læse for at opleve, hvor stærkt og
autentisk små mennesker kan tale med lav stemmeføring. Hovedfigurerne, tre unge
kvinder, er på socialt niveau med Sunds banevagt, men uden hans vidsyn og
humor, betingelsen for mental overlevelse i en grum verden.
Ingen
når op til Lars Sund!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar