ÉN FOR ALLE – I PRIMÆRGRUPPEN


Fra Finland og den totale krig

  

PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

                                                                                                                                                                                                        
 Behandl andre,
som du selv ønsker at blive behandlet

gælder som en universel tommelfingerregel for en god måde at opføre sig på.
Erfaringen viser, at reglen fungerer bedst blandt ligemænd.
Vi ser det på firmaers direktionsgange, hvor administrerende direktørers ret til eksorbitante bonusser med videre bevilges af bestyrelser, hvis medlemmer sidder på spring efter lignende poster og tager sig godt betalt for ulejligheden med at forære mange penge væk.
Vi ser det blandt arbejdere, der går i strejke for at andre arbejdere kan få rimelige løn- og arbejdsvilkår.
Vi ser det blandt studerende, hvor hverken lærer eller eksamen, men ansvaret over for læsegruppens andre medlemmer er den umiddelbare drivkraft bag den iver, hvormed de forbereder sig til fælles oplæg.
Vi ser det i NATO, hvis musketered binder en række vestlige demokratier i et forsvarsmæssigt sammenhold.
At stå sammen én for alle og alle for én kaldes broderskab, korpsånd, solidaritet, kammeratskab. Det har en af pionererne inden for militærsociologien, han hedder Knut Pipping og var i en lang årrække professor ved Åbo Akademi, skrevet om på en måde, der endelig har givet mig en rimelig forklaring på, at Finland ikke blev tromlet ned af den sovjetiske overmagt i Vinterkrigen (1939-40) og Fortsættelseskrigen (1941-44).
Et blandt talløse eksempler på denne overmagt er det numeriske forhold mellem de sovjetiske og de finske troppestyrkerne under kampene på Det Karelske Næs i 1944:
4:1 for mandskab,
5:1 for tanks,
6:1 for artilleri og
15:1 for fly.
Som modværn havde finlænderne hinanden, og det var præcis, hvad de kæmpede for: hinanden. De militære enheder var i vidt omfang sat sammen af mænd fra samme by, egn eller landsby. Mandskabet havde kendt hinanden før krigen, gået på de samme skoler, været til de samme baller, arbejdet på de samme fabrikker, hilst på hinanden over markskellene.
Knut Pippings doktordisputats fra 1947, Kompaniet som samhälle, iakttagelser i ett finskt frontförband 1941-44, bygger på materiale, han som korporal i et maskingeværkompagni indsamlede under Fortsættelseskrigen. Værket blev genoptrykt i finsk oversættelse i 1972 og oversat til engelsk i 2008. Pippings karakteristik af soldaterne sammenfattes af Claes Johansen i hans formidable bog Finland og den totale krig 1939-45 (1913):

Man bander og svovler, jamrer og brokker sig, men i den sidste ende gør man det der forlanges. Og frem for alt: Det er hverken Gud, fædrelandet, Finlands ledere eller politiske idealer man slås for. Man kæmper for sin primærgruppe, og fjenden er hvem som helst der vover at antaste dens velbefindende, også selv om de skulle bære den samme uniform som én selv.

I Finland og den totale krig modsiges også den gængse finsk-nationalistiske forestilling om, at krigene mod Sovjet fjernede klassehad fra Borgerkrigen i 1918, hvor røde stod mod hvide, og hvor de hvide som bekendt sejrede gennem blodbad og straffede de besejrede ved at internere dem i koncentrationslejre med høj dødelighed.
I sin disputats skriver Knut Pipping:

Man skal huske på at mændene konstant fremhævede at krigen var en ”herrernes krig”, og at de selv var indifferente over for den. De sammenfattede deres holdning til officererne i en enkelt sætning: ”Herrerne er her kun fordi de vil fastholde os i de mest infernalske omstændigheder.”

Billedet af den finske soldat som alt andet end en mønstersoldat med idealer som ære og fædreland og kæft, trit og retning i rygmarven støttes af Väinö Linnas Den ukendte soldat. Romanen udkom i 1954, i 1963 belønnedes den med Nordisk Råds Litteraturpris, men først i 2000 publiceredes den ucensurerede version. Her får vi endelig det billede af omgangsformerne og omgangstonen blandt soldaterne, som det var Linnas oprindelige intention at videregive. At han, også korporal i et maskingeværkompagni, vidste, hvad han skrev om, er almindelig anerkendt af det læsende publikum i Finland, som har gjort Den ukendte soldat til Finlands mest læste roman.
I den gode måde at opføre sig på, som ikke nødvendigvis udtrykker sig i traditionel god opførsel, går solidariteten med ens egen gruppe frem for det meste. Paradokset i forhold til ovenstående er og bliver, at Sovjet ganske vist vandt krigene, men at Finland samtidig undgik at tabe dem. Ikke gennem god opførsel, der i militær forstand handler om at slå hælene sammen, men gennem den gode opførsel, der ytrer sig i, at alle i gruppen indordner sig under løsningen af den fælles opgave.

PS Claes Johansens Finland og den totale krig 1939-45 giver ikke blot kundskaber om sit emne under hensyntagen til den nyeste forskning. Den opmærksomme danske læser får også et tankevækkende perspektiv på Danmarks to slesvigske krige i midten af 1800-tallet. At danskerne elsker at læse om dem fremgår med al tydelighed af den utrolige popularitet, Tom Buk-Swientys Slagtebænk Dybbøl har opnået.


ANNONCE:

 

KRIGSTRAUMER




PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.


Vi hade aldrig haft gran i huset. Far kunde inte tåla doften av barren. Han hade suttit på sin post på Karelska näset i ett kamouflage av gran; han hade suttit där och tvingats se ”när fan gick lös”, som han uttryckte sig. Det var det enda han någonsin berättade om kriget.

Hvad denne far havde holdt for sig selv handlede om at ligge og vente på de sovjetiske soldater, som kom i angrebsbølge efter angrebsbølge. Og først skyde, når afstanden til dem var halvtreds meter. Og siden, når ammunitionen var ved at slippe op, vente, til afstanden var tyve meter.
Det er, hvad der står mellem linjerne i Peter Sandströms novelle ”Låt din ängel gå”, og det véd den, der kan sine finske krige under Anden Verdenskrig: Vinterkrigen (1939-40) og Fortsættelseskrigen (1941-44). For hver dræbt finlænder, 88.000 i alt, var der mellem fem og ti dræbte russiske soldater. De præcise tal er aldrig gravet frem af de sovjetiske arkiver. Hvis de overhovedet findes.
Tallene giver måske en vag opfattelse af, hvad de mange hundrede tusinde finske frontsoldater bar med sig hjem. I gennemsnit. Således også faderen i de ovenfor citerede linjer. Efter krigen rørte han aldrig et våben, står der i lidt senere i novellen. Han bandt blomster og dyrkede grøntsager.
I størstedelen af novellen dvæler jegfortælleren, hans søn, ved begravelsen. Den er foregået i april. Det er, og det ved læseren også, uden at det behøver at blive nævnt, den måned, da man så småt begynder at mærke forårets liv i den finske vinterverden. Begravelsesfølget er fåtalligt, for faderen var gammel. Tre frontkammerater nævnes ved navn.
Men novellens tid er en anden end april. Den foregår julen efter faderens begravelse, og novellen var, tro det eller ikke, Svenskfinlands største avis’, Hufvudstadsbladets, julenovelle den 24. december 2013.
En julenovelle om krig, død og begravelse?!?
Netop! Men det er ikke det hele.
Novellen starter med, at sønnen, en åbenbart noget rodløs forfatter på julebesøg i sit barndomshjem, finder en stor, ny økse under sin mors seng. Ikke, fordi han mistænksomt snuser rundt, men fordi han er ved at støvsuge lejligheden, mens moderen er til – endnu – en begravelse.
Men har man introduceret en økse,

tung, en sådan som man kunde klubba djur med,

skal den naturligvis bruges. Da natten næsten er forbi, vågner fortælleren af, at nogen står ved hans seng. Det er moderen.

Hon hade yxan i nävarna. Hon tittade mig rakt i ögonen, hennes blick var mörk, och det var som om jag hade skådat rakt in i hennes svarthet, ett mörker som inte borde ha varit där, som om jag hade betraktat himlavalvet och med ögat sökt en stjärna som alltid hade funnits, men tvingats begripa att dess plats nu var tom, en insikt som kunde växa  till ren och skär förtvivlan. Så blinkade mor med båda ögonen. Vi måste ha en gran, sa hon.

Himmelhvælvet i mors øjne. Det tabte genvundet. Novellen slutter med dans. Ikke i stuen, men i skoven blandt granerne. Danse, det kunne faderen. Han selv har aldrig danset, sønnen. Nu byder han sin mor op.
Dette var så juleunderet i Peter Sandströms novelle, at personerne er kommet et stykke nærmere fredens normalitet forstået som en tilstand uden for indflydelse fra krigen.
Faderen i novellen deltog i kampene på Det karelske Næs. De måske hårdeste kampe fandt sted i slaget ved Suomussalmi fra den 7. december 1939 til den 8. januar 1940. Her standsede og massakrerede en  finsk skibataljon på et tusind otte hundrede mand sammen med tilkaldte bataljoner de fremrykkende sovjetiske styrker udrustet med kampvogne og artilleri. Målet var at skære Finland over på midten. Var det lykkedes, havde krigen været tabt for Finland.
I slaget ved Suomussalmi var de skiløbende finner stort set kun udrustet med håndskydevåben. Desuden med knive og bajonetter. Det numeriske forhold var ti tusind finner mod halvtreds tusind russere. Resultatet blev omkring femogtyve tusind dræbte russere. Finland mistede et tusind soldater.
Da krigen var slut og soldaterne hjemsendt, kunne mange af dem ikke falde i søvn, og når de endelig sov, fik de mareridt. De led af forfølgelsesmani og kunne uden anledning eksplodere i raserianfald. Koner blev mishandlet, børn tævet, og der var masser af slagsmål i og uden for værtshuse.
Peter Sandströms novellesamling Till dig som saknas (2013) handler om krigens tab. Ikke talt i faldne og sårede, tabt land og bortsprængte bygninger. Men om de blodige spor, den afsluttede krig trækker gennem to generationer.
Sandströms novellesamling er utrolig berørende. Lavmælt og fortalt med den nye historiske bevidsthed om krigene, som langsomt er ved at vokse frem i Finland. Den blev belønnet med den finske statsradiofonis, Yles, litteraturpris 2013. I et tv-interview placerede enmandspriskomiteen, professor i nordisk litteratur ved Helsingfors Universitet, Ebba Witt-Brattström, novellerne på verdenslitteraturniveau.
Jeg giver hende ret. Novellerne fortjener at blive læst viden om. Også i Danmark, hvor krigserfaringerne vokser med billigelse fra store dele af befolkningen.
Her er noget at tænke over. Noget at lære.


ANNONCE:

 

HEN ELLER HØN?


Per Marquard Otzen i Politiken 11.3.12




PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



Forleden var jeg på nippet til at svælge min stolthed og skrive hen, dette i Danmark nærmest oversete og dog latterliggjorte, men i Sverige efterhånden bredt anerkendte kønsneutrale pronomen.
Hon og han i ét ord, altså.
Hen har et perfekt modsvar i m/k, som snarere ligner en del af en teknisk tegning eller matematisk formel end et godt dansk ord. Men der lå en lovbefaling bag konstruktionen m/k, nemlig Ligebehandlingsloven vedtaget af Folketinget i 1978, som forbød, at stillingsannoncer blev stilet til enten mænd eller kvinder.
I starten udløste konstellationen m/k billige grin, man talte om smørrebrødsjomfruer m/k og flyttemænd m/k. I dag har ordet opnået fuld anerkendelse og kan ubesværet indgå i for eksempel journalistisk prosa. Det opfører sig som et normalt substantiv af fælleskøn og lader sig villigt bøje i såvel ental som flertal: m/k’en, m/k’er, m/k’erne.
Men hen, altså!
For det første kommer det fra Sverige. At det her har været indsyltet i transpersonelle, queerfeministiske og genuspædagogiske sammenhænge vil jeg springe op og falde ned på. Dagens kønspolitiske strømninger ændrer ikke sproget, derimod ordets almene nytte og nødvendighed.
For det andet går hen ind i noget så centralt i ordforrådet som pronominer, oven i købet de personlige. At vi i dansk anvender en del af broderlandets faste udtryk, substantiver og verber som for eksempel tage hånd om, helt enkelt, el, bh og kompromisse og har integreret dem fuldstændigt, tænker de færreste over – ligesom vi lever godt med for eksempel ordene borger og arbejde, som tyskerne leverede til os i Middelalderen. Men pronominer, som er blandt de hyppigst anvendte i sproget og de mest personlige? Dem kan man da ikke kopiere!
Spørg for eksempel en englænder, hvad hun/han m/k hen føler, når hun/han m/k hen anvender they, them, their. Og hvad med nogle danske ord i stedet for de engelske? kunne man fortsætte.
Ni og halvfems komma ni ni ni procent vil garanteret betakke sig.
Men så er tidspunktet inde til, at danskeren med tjek på sproghistorien knækker sammen af grin og fortæller, at ordene they, them, their skam da er pære danske. De kom nemlig med vikingerne for godt tusind år siden og findes stadig i dansk som de, dem, deres. Og de står ikke alene, ord som wind, sky, window og heaven er sammen med tusind andre ord også import fra dansk. Ren berigelse østfra, altså, men se, om de er taknemmelige!
Men tilbage til hen. Hvem vil have, at svenskerne skal grine ad os? På den anden side kunne vi heller ikke drømme om at forhindre dem i at gøre hverdagen lettere for sig, når de siger:

Fråga till exempel en engländare vad hen känner när hen använder they, them, their?

henløst dansk kunne det samme udtrykkes sådan:

Spørg for eksempel englænderne, hvad de føler, når de anvender they, them, their.

Indrømmet, det tog et lille minut, før jeg så løsningen i pluralisformen. Samtidig udtænkte jeg følgende, som jeg også synes er et godt bud, oven i købet i singularis:

Spørg for eksempel, hvad en englænder føler ved anvendelsen af they, them, their?

Med andre ord: For at finde et godt udtryk, måtte jeg tænke på hvilke muligheder, sproget kunne tilbyde mig for at give min tanke en passende iklædning uden anvendelse af det æstetisk utiltalende han/hun. Eller det klodsede hun eller han. Det i nogle kredse upassende han. Og i andre kredse lige så upassende hun.
Lettere var det naturligvis i gamle dage, da mændene uden diskussion sad på førstefødselsretten til det hele. Men de tider er forbi. Uigenkaldeligt, synes det, og det er der grund til at være glad for. Samtidig er vi, de danske sprogbrugere, på dette område bragt i en valgsituation.
For svenskerne har givet bolden op, og hvad skal vi? Overtage deres hen ligesom finlandssvenskerne? Der blandt andet henviser til, at der på finsk kun findes ét pronomen for hun og han, nemlig hän. Og at hen, som optræder på skrift i Sverige første gang i 1960’erne, muligvis er en forvanskning af det finske hän, der udtales næsten som hen og skal være blevet anvendt mundtligt i sverigesvensk allerede i halvtredserne. Og som så via det etsprogede svenske Åland er vendt tilbage til sit moderland.
Det lyder indviklet og kan give danskere anledning til mange morsomheder i stil med dem, der florerede omkring m/k. Men havde hän voldt problemer for finske sprogbrugere, ville de for længst have fundet på en udvej.
For mit eget vedkommende må jeg indrømme, at hen tiltaler min dovenskab. Det er som at springe over, hvor gærdet er lavest. Og vil ikke alle det? Man slipper for at standse op tænke over sprogets muligheder. Men medfører anvendelsen af hen ikke alt for let en nedprioritering af de stilistiske prætentioner?
Og stil er som bekendt ikke blot æstetik. Stil er også indholdsrelateret. Anvendelsen af hen fratager således kønnet betydning samtidig med, at det fokuserer på en i sammenhængen irrelevant han-hunkonstellation. Defokus og fokus i samme hug.
I hvert fald i begyndelsen. Og på den tidslinje befinder vi jo os alle sammen i forhold til hen. Hvordan ordet vil virke om ti år, er det svært at sige med sikkerhed. Men mon ikke flittig brug filer kanterne af det?
Så jeg vakler mellem flid og dovenskab. Skal jeg være opportunist og medløber? Foregangsmand? Eller stå støt uden at bøje mig for presset fra omkring ti millioner svenske sprogbrugere? Men én ting er lysende klar for mig:
Vi kan som danskere ikke uden videre overtage hen. Det vil modvirke den nordiske sprogforbistring, som til enhver tid bør fremmes. Vi må finde på noget andet. Noget, der er vores helt eget.
Jeg foreslår høn.


ANNONCE:



 



IM, YAHYA, ÖZLEM, STATSMINISTEREN, DRONNINGEN OG FINLANDS PRÆSIDENT





 
PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.


 Tre danskere er jeg i den forløbne uge kommet så nær, at jeg, inde i mit hoved, er kommet på fornavn med dem. Det hører til sagen, at vores relation er envejs, for ingen af dem kender mig.
Den ene er Im.
Den anden er Yahya.
Den tredje er Özlem.
De er alle personligheder med en stærk integritet, og de har, om end på vidt forskellig måde, anfægtet min forestilling om udviklingen af det kommende års danske kulturklima. Især med henblik på den samtale, der påvirker nationens selvforståelse. Det kan være den samtale, enhver kan føre med sig selv, samtalen med vennerne eller den samtale, der tager sig udtryk i den offentlige debat.
Im er otte år. Hun kom til Danmark som spæd, fordi hendes mor og en vis hr. Nielsen fra Aabybro i Vendsyssel havde fundet kærligheden sammen. Den 10. november sidste år blev Im og hendes mor, Suthida Nielsen, udvist til Thailand efter, at Ims stedfar var afgået ved døden af kræft. Udvisningen skyldtes de danske myndigheders vurdering af, at enken og stedbarnet havde større tilknytning til Thailand end til Danmark.
Den beslutning blev man vrede over i Aabybro. Forældre i Ims klasse oprettede en støttegruppe på Facebook. Udvisningen kom i mediernes søgelys, og tre dage efter udvisningen blev samtlige partier i Folketinget, med undtagelse af Dansk Folkeparti, enige om at ændre udlændingeloven med tilbagevirkende kraft.
Journalister og fotografer står i flere lag, da Im, hendes mor og  en tøjkanin ved navn Ida den 4. januar mellemlander i Kastrup på vej til Aalborg. Her henter en limousine dem, og sammen med sine venner Lærke og Sebastian bliver hun kørt det sidste stykke af vejen til Aabybro. På billederne ser vi, hvordan vejen er kantet af mennesker med dannebrogsflag og balloner i hænderne, som råber Velkommen hjem Iiiiiiiiiiiim. Chaufføren åbner soltaget, og Im, hendes mor og hendes venner stikker hovederne frem og vifter tilbage med Dannebrog.
Fra ankomsten til Kastrup til ankomsten i Aabybro tager Im al opstandelse og spørgsmålene fra journalisterne med smilende ro. Man kan se, at hendes venstre fortand er vokset betydeligt i den tid, hun har været borte. Af hendes svar fremgår det, at det ikke var meget dejligt at være i Thailand, hvor hun ikke har nogen venner og ikke kan sproget. Men super perfekt at være hjemme igen. Udvisningen forklarer hun sådan:

Jeg tror, det er, fordi min far er død. Så sender dommeren mig hjem. Det synes jeg ikke er noget at sende os hjem for.

Mens Im taler og tænker som en normal dansk otteårig, reflekterer hendes mors, Suthida Nielsens, udtalelser til pressen den retsfølelse, der har ligget bag de massive protester mod den lovgivning, der i første omgang sendte hende og datteren ud af landet. Hun håber således, at

deres sag kan hjælpe andre i en lignende situation,

og

at det er lovligt, at vi tænker på følelser og ikke kun tænker på loven.

Yahya er ti år ældre end Im, men den måde, han formulerer sine tanker og følelser på, overgår langt, hvad hans jævnaldrende kan præstere. I egenskab af ung, tidligt moden digter, er han et sidestykke til den franske poet Arthur Rimbaud (1854-91), der som syttenårig udgav den skelsættende digtsamling Le Bateau ivre.
Som digter er Yahya Hassan mindre skelsættende end opsamlende, idet han som den første betydelige ikke-etnisk danske poet formår at give sine erfaringer fra opvæksten i en indvandrerghetto midt i Danmark en stærk lyrisk stemme.
På den måde ligner han Vita Andersen (1944) og hendes lyrikdebut med Tryghedsnarkomaner (1977), som også slog alle rekorder i oplagstal. Mere åbent end nogen før italesatte hun her centrale erfaringer og drømme fra det foregående tiårs kvindekamp, i særlig grad længslen efter at finde en identitet uden at skulle spejle sig i andre, specielt mænd.
På den måde er Vita Andersen mere kollektivistisk indstillet end Yahya, som ikke kan støtte sig til en bevægelse eller en såkaldt indvandrerlitteratur af samme karat som den, vi finder i for eksempel Sverige. Digtsamlingen Yahya Hassan, der altså har altså forfatterens navn som titel, handler især om udenforskab. Både i forhold til familien og slægten, den mellemøstlige verden, han kommer fra, og den danske verden, han er flyttet ind i.
Mindre floromvundet kan man sige, at digtene handler om omsorgssvigt, vold, kriminalitet, religiøst hykleri og den kyniske udnyttelse af det danske samfunds bistandsmuligheder, som har været Yahyas hverdag under opvæksten.
Digtene er båret af en kraft og en vrede, som vi skal to og halvfems år tilbage i dansk litteraturhistorie for at finde magen til. Jeg tænker på R. Broby Johansens (1900-87) digtsamling Blod (1922), et stilsikkert formeksperiment, der indvarsler modernismen. Som Yahyas digte er de trykt med versaler og gennemsyres af gru og råhed. Men i stedet for at give sin forfatter hædrende omtale og en stor pose penge, blev Blod beslaglagt af politiet som usædelig, hvad der i dag er ubegribeligt, og forfatteren fik en bøde og fjorten dages fængsel.
Yahya betaler for sin dristighed på en anden måde. Han er i dag dødstruet og under politibeskyttelse i døgnets fire og tyve timer.
Antallet af interviews med og artikler om fænomenet Yahya Hassan, digteren og bogen i et, har været overvældende. På den måde har han i den grad sat problemer angående de nye danskeres liv i Danmark under debat. Den debat har ganske vist eksisteret i de sidste fyrre år, men aldrig så giftig som i nullerne, da Yahya voksede op. Den er generelt blevet intoneret fra højreradikalt hold og har ud fra en retshaverisk og smålig national indstilling stemplet indvandring som et religiøst og racemæssigt problem, hvorimod venstrefløjen omkostningsfrit har påberåbt sig tolerance og overbærenhed.
Gennem sin udstilling af nye danskeres tilværelse set indefra har Yahya som kritisk indvandrer med sig selv som investering distanceret sig fra højrefløjens kritikere. På denne måde gestalter han insiderens protest mod desintegration og fremstår derfor i al paradoksalitet som en fremstrakt hånd og et håb for fremtiden for sig og det land, han lever i.
Det er denne hånd, Özlem, som er kendt for sin evne til at sætte den politiske dagsorden, har grebet. Hun er syv og tredive år og nyvalgt kulturordfører for Socialistisk Folkeparti, som hun siden 2007 har repræsenteret i Folketinget. Efter sit valg til kulturordfører den 3. januar har hun fået masser af spalteplads. Hendes hovedbudskab er, at hun vil befri danskheden fra en national besættelse. 
Özlem Cekis er tyrkiskfødt kurder, hun kom til Danmark som tiårig og indgik som tyveårig et arrangeret ægteskab, som hun seks år senere brød ud af. Hun er uddannet som sygeplejerske, fagligt aktiv og forfatter til to bøger. Først erindringsbogen Fra Føtex til Folketinget (2009), der betoner, at indvandrernes liv i Danmark er bestemt af de sociale forhold, de lever under, ikke af deres kultur, religion eller moral. Dernæst børnebogen Ayses pyjamasfest (2013), der tematiserer dialogen som vej til fællesskabet. Begge optimistiske fortællinger om, at det er muligt at forandre sit liv.
På nultid har hun efter valget til kulturordfører profileret sig som SF’s politiske frontfigur i et opgør med den tidligere VK-regerings og Dansk Folkepartis kulturpolitik.

For mig er det vigtigt, at kultur ikke bliver brugt til at spille folk ud mod hinanden, men i stedet bliver brugt til at bygge broer. Danmark er et sted, hvor meninger brydes, hvor der er frihed til forskellighed. Jeg synes, at 00’ernes politik har handlet meget om at spille grupper ud mod hinanden og se indad i stedet for at have udsyn.

Det er dette udsyn, som statsminister Helle Thorning-Schmidt, syv og fyrre år gammel, fortæller om i indledningen til sin nytårstale til nationen den 1. januar:

For nogle uger siden deltog jeg i mindehøjtideligheden for Nelson Mandela i Sydafrika. Det var bevægende at opleve den store betydning, som Mandela har haft for mennesker over hele verden.
Men det var også livsbekræftende at mindes et stort menneske. Mandela havde den livsklogskab, som mange og stormfulde leveår kan give. Og han kæmpede for noget alment gyldigt: At alle mennesker er lige.
Danmark støttede Mandelas og det sydafrikanske folks kamp for retfærdighed. Vi var det første land i verden, som forbød handel med apartheidregimet.

Netop viljen til forandring og dialog med henblik på at få alle med i et bedre liv på lige fod var nok den mest fremtrædende del af Dronning Margrethes nytårstale, der ifølge traditionen blev holdt på årets sidste dag. Hun sagde blandt andet:

Danmark er et land med mange forskellige mennesker. Vi er unge eller gamle eller et sted midt i mellem. Nogle bor på landet, andre i byerne. Nogle har boet her altid, andre er kommet til. […]
Nok er Danmark et lille land, men vi skal passe på, at vi ikke bliver et småligt land.
Og hvis vi husker på det, vil vi også forstå, at vi skal løse vore problemer ved at bøje os mod hinanden. Hvis det kun er den ene gren, der skal bøje sig, så risikerer den at knække. […]
Danskerne er også i dag forskellige. Vi har ikke alle rod i den samme religion eller kultur, men lige så lidt som for 70 år siden [da jøderne hjulpet af danskerne flygtede til Sverige] må forskelligheden stå i vejen for, at vi hjælper vore naboer og landsmænd – menneske til menneske.

Så forskellige de end er, er de alle fem, Im, Yahya, Özlem, statsministeren og dronningen, på bølgelængde. Det handler for dem om at bryde med nullernes segregerende kulturpolitik og udvikle Danmark til en helhed.
– Barnet Im, der fik statens anerkendelse af sin følelse af at være dansker.
– Hedsporen Yahya, der på bagsiden af sin bog betegner sig som statsløs palæstinenser med dansk pas, og hvis fortvivlelse over at være uden tilhørsforhold til en nation lyser ud af digtsamlingen.
– Politikeren Özlem, der vil bruge kulturen til at skabe dialog i den kulturelle mangfoldighed.
– Statministeren, der fremhæver Danmark som et land, der ikke er bange for at gå mod strømmen og gøre en forskel, så et lands befolkning kan samle sig i bestræbelse på at give lige ret til nationens diskriminerede og udstødte. Eksplicit taler hun om Sydafrika, implicit om Danmark.
– Statsoverhovedet Dronning Margrethe II, som profilerer sig som Kongeriget Danmarks forenende kraft.  
Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard var straks ude med riven efter Özlems udspil som kulturordfører, som hun kaldte

primitiv, forfejlet, nedladende.

I kampens hede overså royalisten Pia Kjærsgaard, at dronningen i sin nytårstale er på niveau med Özlem. Med Yahya. Med Im, som Pia Kjærsgaard ikke ville have tilbage til Danmark. Og med den overvældende del af danskerne, der som det ser ud har engageret sig i en kulturel retningsændring i Danmark.
Som et apropos kan jeg anføre, at Finlands præsident, Sauli Niinistö, der sin vane tro udtrykker sig enkelt og præcist, mod slutningen af sin nytårstale fremfører følgende:

Finland behöver var och en, såväl de som är födda här, som de som flyttat hit. Alla har något att ge.

Det peger i samme retning.


ANNONCE: