BRYLLUPSBILLEDER

PROFIL

Asger Albjerg       

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

De fleste har prøvet det en gang. En del to. Men den tredje gang – hvor mange af dem går så til fotografen for at få taget det obligatoriske bryllupsbillede?

De ved det, hvor kvinden i renhedens og uskyldens hvide farve og med lettere sænket brudebuket står ved sin trofaste, sortklædte mands side og begge stirrer ind i fremtiden. Alvorstyngede. Værdige som dem, der netop har indgået en pagt om at dele lyst og nød og bære ansvaret.

Klik!

Og så op på væggene i forældrenes og bedsteforældrenes hjem.

Findes der noget mere kedeligt og forudsigeligt?

Men er der egentlig noget galt i det? Ikke set med min øjne. Billederne indgår i en tradition, der fortaber sig langt tilbage i historien. Den handler om at binde sig og få afkom – blive ét kød, som det hedder i det kirkelige vielsesritual. Men går vi bare lidt tilbage i tiden, udtrykker ægtepagtens højtidelige ja ikke med nogen nødvendighed de frie fugles frie valg. Forældreforventninger, formueforhold og almindelig sund fornuft indgik som vigtige forudsætninger i valget af ægtefælle, og jaet indebar for kvindens del et ja til fødselssmerte i en uendelig række af nedkomster og en overvældende børnedødelighed.

Ingen tvivl om, at bryllup og ægteskab var en alvorlig affære, som havde behov for støtte fra velvillige forældre og penge på kistebunden!

Billederne lyver ikke i al deres prangende kedsommelighed og repræsentativitet.

Men også dagens bryllupsbilleder er utrolig kedelige i deres forudsigelighed. Og det gælder, ejendommeligt nok, især de mere fancy, hvor brudeparret demonstrerer deres aerobiske færdigheder i sprælsk eller anstrengt poseren, og fotostudiets usynlige bagvæg er erstattet af bølgebryderes natursten, en have med æbleblomster, en bro eller romantiske naturscenerier i modlys.

For netop skumsprøjt og skovensomhed fremhæver som ramme billedets centrale motiv, der spejler den tosomhed mellem en mand og en kvinde, genusforskere, måske med et glimt i øjet, har beskrevet med tungebrækkeren heteronormativitet. Det er en tung arv at tampes med for både fotografer og for ægtefæller.   

Dette var halvdelen af det nye års første blog, og den kunne man godt springe over, hvis ikke den gav forkundskaber for den anden. Den er inspireret af et billede, Bryllupsbilledet! som en god ven sendte mig som vedføjet fil. Jeg spurgte, om jeg måtte bruge den, han trak lidt på det og endte med, at det nok ikke var så godt.

Men jeg fik da lov til at sige, at faderen til bruden kneb en tåre, da hun fortalte, at hun og Mette Marie havde friet til hinanden og fået ja. Begge veje.

Billedet er taget foran den åbne port til en kendt københavnsk kirke. Alt, hvad jeg før benævnede fornuft og repræsentativitet, tvang, alvor, højtidelighed og fremadrettethed, er som skrællet væk. Langt mindre er der spor af anstrengt poseren og fancy iscenesættelse i et potent natursceneri, og tosomheden, samfundsordenens bærende element, er totalt blæst bort.

Billedet er et snapshot af noget, der kunne føre tankerne hen på et karnevalsoptog. Samtidig sladrer et manende bibelord med guldbogstaver over porten og en præst med et stort smil over krave og kjole om, at vi står ved udgangen til Herrens Hus, og at parret i midten er nygifte.

Brudebilledet holdes sammen af en akut livsglæde, lysår fra atelierfotografens indstuderede smileri, som fortæller mere om tandstilling end om lykke. Brudeparret står tæt sammen og vender, som præsten, hovedet lidt mod venstre. Der er åbenbart noget, som i fotograferingens øjeblik har fanget deres interesse og fremkalder tre smil helt op i øjnene. Og selvfølgelig har brudeparret råd til gavmildt at dele deres opmærksomhed med andre, for nu er de jo forenede med hinanden, det fik de både præstens og den andens ord for, da de stod foran alteret.

Foran denne treenighed, i et spektakulært rod, strækker Mette Maries ældste datter (det fortæller min ven, at hun er) med et hyl hånden op i begejstring, i samme bevægelse rejser hun sig med lukkede øjne op på tæerne og er kun nogle få centimeter fra, utilsigtet naturligvis, at knockoute præsten. Ved siden af hendes mindre brødre, lige gamle, men i forskelligt outfit. Den ene i yndig prinsessekjole, den anden i lang jakke med liljekonval i knaphullet og bowlerhat nærmest ned over øjnene. Han ser ikke på broderen, men på fødderne af sin nye fætter i tylskørt og sneakers. De er begge før skolealderen og er i gang med noget, der ligner en gammeldags twist eller begyndelsen til nærkamp. På venstre fløj en hvidhåret purk med en stor rose i hånden, modsat ham en pige godt over skolealderen i tylskørt. En mindre dreng, der som pigen holder en rose i den højre, skubber lidt til hende med kroppen. Alle drengene bærer hat, det gør den ene af brudene også, den er oven i købet høj, mens småpigernes hår bølger uhæmmet og falder ned over skuldrene.

Der er flere andre personer til stede, men de nævnte må være tilstrækkeligt til at godtgøre en anderledeshed i forhold til det traditionelle bryllupsbillede, der i al sin trivialitet stadig er sindbilledet på lykke i Danmark. At det faktisk også viser lykkelige mennesker, er jeg slet ikke i tvivl om. Jeg kan bare tænke på mit eget.

Men billedet af regnbuebrudeparret, hvis jeg må være så fri at kalde det sådan, er ikke blot et billede af lykkelige mennesker, men er i sig selv et manifest på en befrielse fra nogle normer om, at der kræves to forskellige køn til et borgerlige ægteskab, som også kirken kan velsigne.

Den sidste del, velsignelsen af det samkønnede ægteskab, mangler endnu i Finland, det land, jeg bor i.

Jeg kender nogle, der er meget kede af netop det.

ANNONCE: