PROFIL
Asger
Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i
Sverige,
leder af Nordens Institut på
Åland
og i det
meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors
Universitet.
Blandt min
skolegangs traumatiske oplevelser står karaktergivningen. Det var ikke det, at
min karakterbog var faretruende dårlig, eller at jeg blev påduttet, at den ved
lidt mere anstrengelse burde blive bedre – som de flestes, vel.
Det
var først og fremmest det, at mine lærere, af hvilke jeg dog oplevede nogle som
helt menneskelige, som en del af uddannelsesritualet bøjede nakken for
Systemets impertinente påbud om at trække en vurdering i form af en
uimodsigelig, objektiv formel ned over mig.
Det
var som at blive rullet ind i et kondom med åndenød, nedsat bevægelsesfrihed og
tab af værdighed som resultat.
Jeg
oplevede det som en reduktion af mig selv som et individ med skjulte ressourcer
og muligheder i alle retninger. Dog ikke i matematik, hvilket fag jeg på grund
af et usandsynligt held og mod alle odds afsluttede med en absolut uretfærdig topkarakter.
Men i hvert fald i dansk stil, som jeg til gengæld til studentereksamen
afsluttede med en regederlig dumpekarakter.
Jeg
overdriver ikke, når jeg siger, at de to karakterer er og bliver mit livs store
triumf over Systemet.
Hvad
matematikken angår, kan jeg nævne, at jeg uanset karaktergivningen altid har
været i stand til at kende forskel på plus og minus, og at jeg med denne
færdighed har kunnet regne og måle mig til holdbare resultater indenfor både
håndværk, offentlig administration og privatøkonomi.
I
samme åndedrag vil jeg gøre opmærksom på, at der på mit eksamensbevis for
afsluttet magisterkonferens i Moderne og sammenlignende litteraturhistorie fra
Aarhus Universitet står ét ord: Bestået.
Konferensen blev i øvrigt afsluttet med en bog om Ludvig Holberg, som betegnede
et nybrud i Holbergforskningen og stadig læses og bruges ved de højere
læreanstalter.
Den
triumf havde jeg selvfølgelig til gode, da mine lærere i min skoletid
etiketterede mig og på den måde som en embedspligt ville vise sig selv og
omverdenen, at de duede til deres embede.
Gennem
karaktersystemet lærte de børnene at leve op til nogle forventninger i stedet
for at hjælpe dem til at udfolde sig. Det drejede sig ikke om fordybelse og
erkendelse, men om at finde det rigtige svar og blive færdig. Retten til at
stille spørgsmål var ikke børnenes, det var lærernes. Genlæs for eksempel
billedbogen Spørge Jørgen og oplev,
hvordan det fungerede.
Jeg
har altid vidst, at lærerne ikke havde noget på. Men den gang gik det jo ikke
an for en skoledreng at pege på dem med den slags konstateringer. Sådant hørte
eventyrerne til.
Når
jeg, trods det traumatiserende i Systemet, ikke bare overlevede mentalt, men
også bevarede mit gode humør, skyldtes det et trick, som jeg aldrig forsøgte at
holde hemmeligt, men som i dagens perverterede konkurrencesamfund ikke har en
kinamands chance. For her trues børn og hver mand som bekendt med, at netop
kineserne kommer og ta’r os, hvis ikke præstationerne er i verdensklasse.
Tricket
gik i al sin enkelhed ud på at sigte efter middelmådighed i mit karaktergennemsnit.
Mit mål efter H.C. Ørsteds karakterskala fra 1833 var følgelig mg = meget godt
med en talværdi på 7. Efter 13-skalaen fra 1963 var det 8, hvilket ifølge
definitionen stod for den middelgode
præstation og skulle svare til landsgennemsnittet for samtlige afgivne
karakterer. Min studentereksamen 8,2 udtrykte derfor næsten hårfint det bedst
tænkelige resultat.
Som
en del af mine senere erfaringer på området vil jeg nævne, at jeg engang opgav
en fast stilling ved en svensk folkehøjskole, fordi et forstanderskift tvang
mig til at deltage i tildelingen af det såkaldte omdöme med en skala fra 1-4. Det resulterede hvert år ved
afslutningen i megen gråd og vrede blandt eleverne, der var kommet til skolen for
at lære og opleve og ikke for at blive bedømt.
I
de efterfølgende år har jeg fortløbende kunnet iagttage, hvordan Systemets præstationsforventninger
er blevet øget ved i stadig højere grad at presse ikke blot børn og unge, men
alle i den erhvervsaktive alder. Resultatet er en rangordning i mentale, rigide
strukturer, som fører tankerne tilbage til de sociale hierarkier i feudalismens
glansperiode.
Det
er deprimerende. Og tragisk, når man betænker, at selvmordsraten blandt
karakterjagende børn i danske politikeres undervisningyndlingsland,
Pisatopscoreren Sydkorea, er stigende.
En
gang imellem får jeg dog anledning til et glædesudbrud, når denne eller hin skribent
påviser karaktergivningens fordærvende indflydelse på skoleelever. Hermed
lægger skribenten – han eller hun - som en anden terrorist en bombe under vor tids
intensiverede ritualisering af objektgørelsen af værgeløse mennesker. Og det er
ikke som et forsøg på at gøre mennesker klogere og verden bedre, at denne
objektgørelse finder sted. Den omsiggribende gennemevaluering er et stadig
stærkere udtryk for Systemets trang til selvretfærdiggørelse, hvorved
originalitet og foretagsomhed som bekendt kvæles til fordel for det
velafprøvede og sikre.
For
det skævtgroede duer ikke i en strømlinjeformet verden.
Årsagen
til mit seneste glædesudbrud på karaktergivningsfronten findes i Dagbladet Information fra den 26. januar
dette år. Forfatteren er Christian Bennike, og artiklen konstaterer allerede i
overskriften med dræbende selvfølgelighed, at
Grisen bliver jo ikke
tungere af at blive vejet.
Den
fortsætter:
Intet tyder på, at
karakterer gavner folkeskoleelevers læring. Tværtimod gør de små tal de fleste
elever pressede og umotiverede, og en ny undersøgelse peger på, at børn fra
karakterfri skoler klarer sig lige så godt som andre elever. Alligevel er
karakterer mere i fokus end nogensinde.
Mere
citat, nu af Jens Dolin, Leder af Institut for Naurfagenes Didaktik på
Københavns Universitet, der siger følgende om de små tal med den store
betydning:
De elever, der er svagt
præsterende, får det psykisk dårligt, og det mindsker deres selvværd. Og man
ved, at hvis man har dårligt selvværd, så klarer man sig dårligere.
Karaktergivning
resulterer med andre ord i en nedadgående spiral.
Om
ranglistningen af eleverne, en af karaktergivningens konsekvenser, siger Malene
Georgi Sloth, lærere ved Middelfart Friskole, som aldrig bedømmer eleverne med
et tal:
Hvis en elev, der har
det rigtig svært, udvikler sig og gør det bedste, han kan, så kan han jo ikke
gøre det bedre. Hvorfor så sammenligne ham med andre?
Christian
Bennikes artikel lader ikke svaret blæse i vinden. Det er, at ranglistning
demotiverer de svage, og at de ganske få, som karakterer motiverer, kan
motiveres på anden måde.
Jeg
lader Jens Dolin få de sidste ord:
Der er et krav og et
ønske fra systemet om at have et stempel på dem, der kommer ud, og i øjeblikket
er det karakteren. Derfor ville det være verdensfjernt af sige, at de skulle
afskaffes.
På
spørgsmålet, om det ville være bedre, hvis der slet ikke var karakterer i
folkeskolen, svarer han:
Ja, det ville det.
Eleverne ville lære mere, og undervisningen ville blive mere frigjort.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar