FORARGELSE






PROFIL
Asger Albjerg                     
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



Forargelse er kilde til meget godt.
I denne blog henter den sin næring i afvigte søndags Hufvudstadsbladet, familiens finlandssvenske husorgan. På ledersiden har chefredaktør Jens Berg en klumme, hvor han lovpriser det statslige eksportprogram Finland Care, der markedsfører finlandsk specialistbehandling og sundhedsteknologi. Efter rublens bratte fald er rige russere ude af billedet som kunder, men nye findes i blandt andet De Forenede Arabiske Emirater og i Singapore.
Men Finland Care beskæftiger sig ikke blot med eksport, på programmet står også import af utländska patienter i nöd, som der står. Hvilket i denne sammenhæng er alt andet end pengenød. Importideen har vakt interesse ikke blot i Arbejds- og beskæftigelsesministeriet, også kapitalstærke investorer ser mulighederne i finsk sundhedsbusiness med patienter fra for eksempel Sverige.
Jens Berg taler om både millioner og milliarder. Euro, naturligvis, for vi er i Finland. Og om stordriftsfordele i de privatiserede lægemodtagelser og skatteplanlægning via skatteparadiset Jersey.
Jo tak, tænker jeg forarget, her er klassesamfundet virkelig slået igennem. Og fri Danmark, mit fædreland, fra at nå så vidt. Er man i Finland en almindelig patient uden en arbejdsgiver, der betaler lægeregningen, og heller ikke har en stor indkomst eller en betydelig formue og ser stort på, at et privat lægebesøg koster små tusind kroner, er det bare at stille sig bagest i køen og vente. Selv stod jeg der sidst i godt en måned, fordi sygeplejersken i den anden ende af telefonen vurderede, at mit tilfælde hverken var livstruende eller akut.
Elitens velbeslåedes værdifællesskab længe leve! lyder som en passende konklusion på Jens Bergs klumme. Han ser bort fra de faktiske forhold og burde skamme sig!
På modstående side i samme nummer af Hufvudstadsbladet skriver Ebba Witt-Brattström, svensk statsborger og professor i litteratur ved Helsingfors Universitet, en klumme med den forjættende titel Kom och köp konserverad gröt. Hun starter med at referere elitært sniksnak om branding og afslutter med et selvkritisk perspektiv, idet hun fortæller, om de faktiske forhold.
I centrum står det svenske Udenrigsministeriums dekret om, at Sveriges ambassader rundt om i verden skal bedrive feministisk udenrigspolitik som et stærkt svensk brand. For den svenske ambassadør i Ungarn kom Ebba Witt-Brattströms deltagelse i en konference på universitetet i Budapest meget belejligt. Som kendt feminist blev hun indbudt som æresgæst ved en middag, hvor hun skulle promovere den svenske vidtberømte ligestilling mellem mænd og kvinder. Så de kunne få noget at tænke på i Ungarn, hvor som bekendt blot ni procent af den lovgivende forsamlings medlemmer er kvinder, feminisme et fyord og så videre i den dur.
Det er her, den konserverede grød kommer ind i billedet. For det var lige det, som den svenske feminist leverede i læssevis til modløse kvindelige politikere på den svenske ambassade i Budapest. Det handlede om taktik, hemmelige netværk og smarte mediestrategier for at ændre magtbalancen mellem mænd og kvinder i regering og rigsdag.
Men inden desserten kom sandhedens time. For da begyndte de ungarske tilhørere at stille spørgsmål om de faktiske forhold angående lønforskelle mellem mænd og kvinder i Sverige.

Bara 14 procent pep jag. Va? I Ungern är den 17 procent, sa de, men kanske är ni på väg att avskaffa den helt? Nej, sedan 1994 har vi bara lyckats få ner orättvisan med 2 procent, erkände jag. Vad har ni alla era kvinnliga politiker till, sa den ungerska regeringsens jämställdhetsexpert vasst. Ni vill ha en feministisk utrikespolitik men har ingen feministisk inrikespolitik. Tänker kvinnor som män i nordisk politik?

Uheldigt nok for det svenske eksportfremstød var det ikke mangel på ungarsk ligestilling, men svensk elitefeminisme, der endte som genstand for forargelse blandt de ungarske middagsgæster på den svenske ambassaden i Budapest. Og Ebba Witt-Brattström, indkaldt svensk-feministisk æresgæst, havde ikke en muselkvindes chance for at forsvare den.
For eliten har sat sig tungt på feminismen uden at interessere sig for fundamentals i enhver kamp for lighed, som er at udjævne forskelle med hensyn til løn og goder. Det gælder for eksempel også på begge sider af Den Botniske Bugt og handler om mænd, kvinder, klasser – og nationer.
Mit gæt er, at det har lange udsigter med ligheden, så længe EU er underlagt et liberalistisk værdifællesskab.


ANNONCE: 






Ingen kommentarer:

Send en kommentar