PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i
Sverige,
leder af Nordens Institut på
Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors
Universitet.
Min første
saunalærer var finlandssvensker, og lektionen foregik i en badstue højt mod
nord i Sverige tæt ved den norske grænse. Vi var en blandet flok danske studerende
fra samme kollegiegang på ferietur i det nordsvenske, og naturligvis var der sauna
i vores feriehytte.
–
Grundregeln är, sagde han, att man skall vara naken och bada så länge och så
hett att man känner att det är skönt.
–
Og så?
–
Då skall man slappna av och ta det lugnt.
Kønsopdeling
fik vi ingen instruks i, og selv om der var særskilte omklædningsrum for tjejer og killar, samledes vi, natural
born danes som vi jo var, i badstuen og pressede os ned ved siden af
hinanden. Hjemme på kollegiegangen var brusebad i samme rum utænkeligt, selv om
en plakat på døren annoncerede
Save
water, shower with a friend.
Men
i saunaer er man frigjort, som bekendt. Måske derfor slog finsk saunabad aldrig
an i Danmark.
Jeg
husker ikke detaljerne i den nordsvenske oplevelse, men mon ikke vi har brugt
vores medbragte danske frigjorthed til, midt i varmen, som steg i takt med vanddampen
fra ovnens hede sten, gennem øjenkrogene at sidde og bage på hinanden. Hvilket
naturligvis var alt andet end afslappende.
Vi
springer nogle år i tid. Jeg er på mit første besøg hos min finlandssvenske
kæreste. Højt oppe i Finland for mig, i virkeligheden langt under midten af det
aflange land. Det er Midsommar eller Johanne, som Sankt Hans kaldes, og
hendes forældre skal, traditionen tro, besøge et par gode venner, og,
traditionen tro, skal de starte med att
bada – altså gå i sauna.
–
Jeg troede ikke, at dine forældre var så frigjorte, sagde jeg til hende, da vi
selv sad i husets sauna med sveden trillende ned ad kroppene. For også vi
skulle naturligvis have vores midsommarbad.
–
Vad tror du? sagde hun forarget og smed en slev vand på ovnens brandvarme sten.
Det
sagde jeg ikke højt, i stede skyndte jeg mig at tro om igen.
Hvordan
det i virkeligheden forholdt sig, ved jeg ikke den dag i dag, og jeg har aldrig
spurgt i forvisning om, at jeg ikke ville få andet svar end dette:
Enten
bader herrerne for sig og damerne for sig – eller også bader hvert par for sig.
– Har man børn med, bader man familievis,
indtil børnene ikke længere gider.
Køn
og familie altså. Det er det, der er fundamentet i saunabadets
forretningsorden. Alt andet er brud på etiketten og ødelæggende for den sjælens
ro, som ingen får, der lader sig eksponere for interesserede blikke. Det være
sig idealkroppen, der vil beundres, eller den laskede fedtbunke, der trods sin
volumen helst vil gemme sig. Og alt midt imellem.
Når
mand sidder balle ved balle med mand, mens bølgen af hed luft, löylö, rammer huden og temperatur og
fugtighed stiger, er kroppen som form uden interesse. Det gælder også blandt
kvinder, har jeg hørt. I stedet synker man ind i sig selv, glemmer alt om
politik, skrantende økonomi, ægteskabelige bekymringer, skrigende unger,
dårlige kammerater, mislykkede projekter, den elendige tid i det sidste
halvmaraton, ugravede haver, ulæste bøger, den nye bil, den velturnerede replik
til chefen, yndlingsfilmen, lottogevinsten næste lørdag, kampen med havørreden
på næsten syv kilo og andet uvæsentligt.
Hvad
man har i hovedet, kan man ikke huske bagefter. Det er som hos sejleren, der
for en frisk vind styrer mod det åbne hav, eller hos motorcyklisten, der æder
sig gennem landskabet med fartvinden i ansigtet og sjælen i maskinens cylindre.
Naturligvis
kan man lavmælt samtale om, hvorhen man styrer på sin livsrejse. Kontemplation,
filosofiske betragtninger eller slet og ret tavshed hører saunaen til. Den
livlige konversation, derimod, kan man tage, når man sidder med håndklædet om
livet, gerne på en badebro, og nyder en iskold Karhu, mens man ser solen, der
næsten ikke kan tage sig sammen til at gå ned under horisonten.
Hvis
man altså gider.
Man
kan også læse bøger om badstuen og badstuebadet, dets historie, udstyr,
tradition med videre. Dem er der efterhånden mange af.
Men
hvorfor skulle man? Man har jo saunaen lige ved hånden – i hvert fald i
Finland.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar