PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i
Sverige,
leder af Nordens Institut på
Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors
Universitet.
En af de
bibelske fortællinger, der siden folkeskolens religionsundervisning har siddet
i mit hoved, er den om Lots hustru, som blev til en saltstøtte.
Fortællingen
foregår på en tid, da Gud Jahve og hans engle vandrede rundt på jorden og
indlod sig i samtale med de dødelige. For eksempel med Abraham, der ikke kunne
bære over sit hjerte, at Sodoma og Gomorra skulle slettes fra jordens
overflade. Samtalen starter med Abrahams bøn om, at Herren skåner byerne, hvis
der findes så meget som halvtreds retfærdige i dem. Gennem en dramatisk
nedtælling havner de på ti, hvilket som bekendt var ni for mange, idet kun Lot
blev befundet retfærdig.
Ham
vil Jahve dog skåne og udsender derfor engle forklædte som mænd. De befaler Lot
at drage bort med sin hustru og to døtre. Da han tøver, griber englene dem ved
hånden.
Og idet de førte dem
uden for Byen, sagde de: ”Det gælder dit Liv! Se sig ikke tilbage [...] Men hans Hustru, som gik efter ham, saa sig tilbage og blev til en
Saltstøtte.
Den
første del af historien var forholdsvis triviel for et barn, der var vokset op
med alle slags romaner, eventyr og skrøner om helte og skurke, hjælpere og
nødstedte. Slutningen, derimod, var isnende, for den var uden den forklaring,
som et barn, opvokset i de løse øretævers tidsalder, krævede for at godkende en
afstraffelse. Så grundigt havde demokrati og forestillingen om ethvert
menneskes naturlige rettigheder nået ad æde sig ind i barnesjælen, at alle
udtryk for magtfuldkommenhed blev betragtet som afskyelig.
Der
skulle være orden i sagerne, menneskelig orden!
Svaret,
at den guddommelige orden overgik den menneskelige forstand, var naturligvis
uacceptabelt – også set i lyset af andre fortællinger i samme Bibel, der
handlede om, at Gud elskede menneskene og derfor antog en menneskeskikkelse i
form af sin søn.
På
denne måde er det let at fortsætte diskussionen uden at komme gåden om Lots
hustru et hanefjed nærmere, så den lukker jeg hermed.
Kernen
i spørgsmålet angående Lots hustru var for mig: Hvad var det, der drev hende
til at se sig tilbage, når fremtiden bogstavelig talt lå et hundrede og firs
grader i den modsatte retning?
Og
hvilken betydning har det, at hun blev netop en saltstøtte?
Hvad
jeg tænkte den gang, har jeg ingen anelse om i dag. Hvad jeg tænker i dag kan
samles i begreberne nostalgi og livsangst.
Lots
hustru var ikke i vores betydning af ordet et individ. Hun og døtrene, men også
andre, som Lot uden held forsøgte at redde, havde status som medlemmer af Lots
husstand. Det var ham, som Gud talte, og som derfor talte. Det var ham, som i
samråd med Gud udstak vejen. Men at hustru og døtre af den grund skulle være
frataget en menneskelighed, anerkender hverken jeg eller Første Mosebog,
kapitel 19. At nedskrive hendes venden-sig-om til slet og ret ulydighed er
uacceptabelt, for også ulydighed har som bekendt en årsag. I dette tilfælde
det, der var, men nu gik under.
Det,
der var, kan vi kalde slægt, venner, socialt netværk, håb for fremtiden og drømme,
bolig, tryghed, gaden, torvet, brønden og hvad ved jeg. Men jeg ved, at der må
have været noget, ellers ville hun ikke have set sig tilbage. Trods opstår ikke
i et abstrakt rum, trods er en reaktion på noget konkret. Det ved enhver dreng.
Før
sin død havde Lots hustru ingen egenskaber, der udmærkede hende i forhold til
mængden. Men det får hun i og med, at hun vender sig og bliver til salt. Salt i
mængder. Og det ved ethvert barn er giftigt.
Skal
jeg derfor opsummere, bliver Lots hustru – hvilket stemmer med fortællingen i
Gamle Testamente - et billede på GIFTIG NOSTALGI.
Det
var præcis de ord, der ramte mig med store bogstaver, da jeg læste
Socialdemokraternes nye slogan
Det Danmark du kender.
Og
så vidt jeg kan se, er hensigten med det præcis den samme, som da Dansk
Folkeparti tilegnede sig rapperen Natasjas
Gi’ mig Danmark tilbage
og ladede
ordene med en gold længsel mod det forgangne, som ikke rimede med Natasjas rap,
der handler om fornyelse
Med
de to slogans vender partierne, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne, sig mod
fortiden. De vil standse tiden og udtrykker hermed en livsangst, som de gør til
grundlag for deres politik. Det er i denne angst for det, der skal komme, de vil
finde deres vælgere. Og fastholder dem som husstandsmedlemmer uden indflydelse på fremtiden. Med andre ord:
Som
stemmekvæg.
Historisk
set har Danmark altid været i støbeskeen. Nostalgi udtrykker
grædekonementalitet og bagstræb. Og er som sådan giftig.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar