SKAB DANMARK!









 



PROFIL
Asger Albjerg                     
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.


En af de bibelske fortællinger, der siden folkeskolens religionsundervisning har siddet i mit hoved, er den om Lots hustru, som blev til en saltstøtte.
Fortællingen foregår på en tid, da Gud Jahve og hans engle vandrede rundt på jorden og indlod sig i samtale med de dødelige. For eksempel med Abraham, der ikke kunne bære over sit hjerte, at Sodoma og Gomorra skulle slettes fra jordens overflade. Samtalen starter med Abrahams bøn om, at Herren skåner byerne, hvis der findes så meget som halvtreds retfærdige i dem. Gennem en dramatisk nedtælling havner de på ti, hvilket som bekendt var ni for mange, idet kun Lot blev befundet retfærdig.
Ham vil Jahve dog skåne og udsender derfor engle forklædte som mænd. De befaler Lot at drage bort med sin hustru og to døtre. Da han tøver, griber englene dem ved hånden.

Og idet de førte dem uden for Byen, sagde de: ”Det gælder dit Liv! Se sig ikke tilbage [...] Men hans Hustru, som gik efter ham, saa sig tilbage og blev til en Saltstøtte.

Den første del af historien var forholdsvis triviel for et barn, der var vokset op med alle slags romaner, eventyr og skrøner om helte og skurke, hjælpere og nødstedte. Slutningen, derimod, var isnende, for den var uden den forklaring, som et barn, opvokset i de løse øretævers tidsalder, krævede for at godkende en afstraffelse. Så grundigt havde demokrati og forestillingen om ethvert menneskes naturlige rettigheder nået ad æde sig ind i barnesjælen, at alle udtryk for magtfuldkommenhed blev betragtet som afskyelig.
Der skulle være orden i sagerne, menneskelig orden!
Svaret, at den guddommelige orden overgik den menneskelige forstand, var naturligvis uacceptabelt – også set i lyset af andre fortællinger i samme Bibel, der handlede om, at Gud elskede menneskene og derfor antog en menneskeskikkelse i form af sin søn.
På denne måde er det let at fortsætte diskussionen uden at komme gåden om Lots hustru et hanefjed nærmere, så den lukker jeg hermed.
Kernen i spørgsmålet angående Lots hustru var for mig: Hvad var det, der drev hende til at se sig tilbage, når fremtiden bogstavelig talt lå et hundrede og firs grader i den modsatte retning?
Og hvilken betydning har det, at hun blev netop en saltstøtte?
Hvad jeg tænkte den gang, har jeg ingen anelse om i dag. Hvad jeg tænker i dag kan samles i begreberne nostalgi og livsangst.
Lots hustru var ikke i vores betydning af ordet et individ. Hun og døtrene, men også andre, som Lot uden held forsøgte at redde, havde status som medlemmer af Lots husstand. Det var ham, som Gud talte, og som derfor talte. Det var ham, som i samråd med Gud udstak vejen. Men at hustru og døtre af den grund skulle være frataget en menneskelighed, anerkender hverken jeg eller Første Mosebog, kapitel 19. At nedskrive hendes venden-sig-om til slet og ret ulydighed er uacceptabelt, for også ulydighed har som bekendt en årsag. I dette tilfælde det, der var, men nu gik under.
Det, der var, kan vi kalde slægt, venner, socialt netværk, håb for fremtiden og drømme, bolig, tryghed, gaden, torvet, brønden og hvad ved jeg. Men jeg ved, at der må have været noget, ellers ville hun ikke have set sig tilbage. Trods opstår ikke i et abstrakt rum, trods er en reaktion på noget konkret. Det ved enhver dreng.
Før sin død havde Lots hustru ingen egenskaber, der udmærkede hende i forhold til mængden. Men det får hun i og med, at hun vender sig og bliver til salt. Salt i mængder. Og det ved ethvert barn er giftigt.
Skal jeg derfor opsummere, bliver Lots hustru – hvilket stemmer med fortællingen i Gamle Testamente - et billede på GIFTIG NOSTALGI.
Det var præcis de ord, der ramte mig med store bogstaver, da jeg læste Socialdemokraternes nye slogan

Det Danmark du kender.

Og så vidt jeg kan se, er hensigten med det præcis den samme, som da Dansk Folkeparti tilegnede sig rapperen Natasjas

Gi’ mig Danmark tilbage

og ladede ordene med en gold længsel mod det forgangne, som ikke rimede med Natasjas rap, der handler om fornyelse
Med de to slogans vender partierne, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne, sig mod fortiden. De vil standse tiden og udtrykker hermed en livsangst, som de gør til grundlag for deres politik. Det er i denne angst for det, der skal komme, de vil finde deres vælgere. Og fastholder dem som husstandsmedlemmer  uden indflydelse på fremtiden. Med andre ord:
Som stemmekvæg.
Historisk set har Danmark altid været i støbeskeen. Nostalgi udtrykker grædekonementalitet og bagstræb. Og er som sådan giftig.


ANNONCE:






Ingen kommentarer:

Send en kommentar