PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i
Sverige,
leder af Nordens Institut på
Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors
Universitet.
Hvad fik størst opmærksomhed i DR’s nyhedsudsendelse kl. 18.30 den 4. april
2015:
– Meddelelsen om, at en af Danmarks største digtere er
død?
ELLER
– En integrationsordførers udspil?
Jo, rigtigt svar. Det var ikke Klaus Rifbjerg, som radikalt
fornyede og berigede dansk litteratur gennem en produktion af langt over et
hundrede værker inden for de forskelligste genrer.
Det var Martin Henriksen, folketingsmand for Dansk
Folkeparti, som fik størst opmærksomhed, og det til trods for, at han i den grad
er kørt fast i forudsigelighed angående sit og sit partis yndlingsproblem:
Muslimer.
Sætter man dansk, syrisk, afghansk, somalisk,
indvandrer, flygtning, opholdstilladelse, arbejdstilladelse, statsborger,
familiesammenføring o. lign. for eller bag muslimer,
får man et billede af Martin Henriksens talefærdighed, som, løseligt anslået,
bygger på færre end et hundrede ord og udtryk. Hvilket inkluderer fraser som ud af
Danmark og ind i Danmark samt grænsebomme op og grænsebomme ned.
For kort tid siden præsenterede han Danmarks lydhøre
journalister for en ordkombination, som rigtignok tog pippet fra de fleste. Det
var exit-strategi. Igen måtte forsiderne
ryddes, og den, der ikke var dum og ufølsom, så for sit indre blik et lykkeligt
Danmark med muslimer som et lemmingtog på vej sydover under de højt løftede
rød-hvide grænsebomme.
I forgårs kom Martin så igen på forsiderne ved at
demonstrere, at han er langt mere avanceret til tal end sine konkurrenter
blandt Socialdemokraterne. For de er bare nået til tallet 1, når det drejer sig om at tælle det antal år, som flygtninge med
opholdstilladelse skal vente for at få familien til Danmark.
Martin Henriksen bemestrer både tallene 5, 7
og 8. Så mange år skal den først
ankomne flygtning nemlig vente på resten af familien, synes han. For ellers
kommer der for mange af dem, og så får de det ikke godt her i Danmark, som er
et godt land, hvor alle skal have det godt! Hvilket jo bare understreger, at Martin
i den grad har en god og human indstilling.
Men ærlig talt, er denne kamp om stadig stigende
talstørrelser ikke ret fantasiløs? For nu, når Martin har sagt 8, slår Socialdemokraterne bare til med tallet
10. Det var kattens, tænker man som
tilskuer, ingen højere? Jo, minsandten, efter at have sundet sig et øjeblik,
forhøjer Martin buddet til 15. Og
inden krigen i Syrien er ovre, er vi oppe på et hundrede og fem, som er det
antal år, man skal vente på familiesammenføring.
Enhver kan se, at en ventetid på 105 år er helt
uholdbar. For på den måde får Danmark en invasion af plejehjemspatienter, hvilket
selvsagt ikke blot er for dyrt, hvad angår madrasser og plejere, det vil også
hurtigt resultere i et enormt areal dækket af muslimske gravpladser. Og i
betragtning af, at Danmark er et lille land, er dette en rigtig dårlig idé –
både med henblik på tab af landbrugsjord og den medfølgende nedgang i
økonomien, men også når man tager i betragtning, at følgen bliver en enorm
ophobning af de gamles unedbrydbare bleer nær de danske strande.
På den måde bliver det hurtigt slut med hyggen, lykken
og den friske luft i Danmark, og hvad har man så vundet?
Jeg vil derfor gerne fremlægge et eksempel på, hvordan
man kan afhjælpe Dansk Folkepartis yndlingsproblem:
Udgangspunktet er en muslimsk far, der har haft held
til at slippe igennem den hjemlige granatregn og er havnet i Danmark. Hjemme i
flygtningelejren, hvor tøndebomberne falder hver anden nat, bor hans hustru og
deres fem fælles børn på 1, 3, 5, 7 og 11 år. Idet vi går ud fra, at alle
overlever, er modellen for familiesammenføring følgende:
Når faderen efter højst tre måneder har bestået
danskprøven på niveau 3, kan det yngste barn efter 100 dage komme til Danmark med
rejsen betalt af den danske stat.
Barnet har nu 3 uger til at finde arbejde. For, som
det jo hedder, er du i Danmark, skal du
arbejde. Det er en politik, som jeg er sikker på, at Martin bakker et
hundrede og ti procent op omkring.
Efter endnu 100 dage kommer barn nummer 2, som har 3
uger til at leve op til sin yngre brors eller søsters gode eksempel.
I runde tal indebærer dette, at der bare er gået 2 år,
før hele familien er sammenført under de lykkeligste omstændigheder.
Moderen er den sidste, som får chancen. Når hun er vel
ankommet med billetten betalt og det hele, har hun en prøvetid på 14 dage til
at lære at hakke svinekød i kødmaskine, lave frikadeller og spise leverpostej
med rødbeder eller agurkesalat. Som et tillæg skal hun lære at gå i højhælede
sko, have lært kongerækken fra Gorm den Gamle samt afsværge sig al benyttelse
af hovedbeklædning, medmindre temperaturen kommer under minus 20. Ankommer hun
i sommertiden, skal hun uanset vejret vise sig i bikini på Bellevue i mindst ti
minutter hver dag i hele prøvetiden.
En og anden vil måske betragte det sidste som ret
barsk, men sådan er det: er man i Danmark, må man vænne sig til det barske
klima. Jo før, desto bedre.
Med det ovenfor skitserede tilbud om
familiesammenføring viser vi i Danmark, at vi værner om familieværdierne og
stiller os først i køen, når det drejer sig om en human behandling af verdens
mest udsatte. Som en tillægsgevinst får arbejdsmarkedet et løft, hvilket er en
god pointe i et land, der hylder princippet noget
for noget.
Men – for der er selvfølgelig et men: Lykkes det ikke for det første barn i vores eksempelfamilie at
få arbejde, bliver det hjemsendt på skatteydernes bekostning og under eskorte
af uddannede pædagoger. Og da vi jo gerne vil vise vores menneskelighed, får
barnet en gratis blegave i babystørrelse til mindst 14 dages forbrug. Herefter
får det andet barn sin chance. Men da
der jo skal være retfærdighed i det hele, må barnet naturligvis selv stå for
alle transportomkostningerne.
Viser det sig så, at barn nummer to heller ikke lever
op til de danske værdier om at give sit bidrag til fællesskabet, er det
selvfølgelig den lige vej hjem!
Det lyder måske lidt trist, men her er det virkelig
værd at betænke, at ordningen faktisk giver far og barn 100 dage i Danmark i hinandens
selskab, så de rigtig kan hygge. Og det er mere, end de havde fået, hvis
ordningen ikke havde eksisteret.
Humant eller hur?
Overordnet set skiller man efter ovenstående
retningslinjer fårene fra bukkene, så dem, der ikke vil yde, heller ikke skal
nyde. Men som en konsekvens af, at Danmark er et land med en humanitær
indstilling og mere end gerne lever op til alle internationale konventioner om
flygtninge, får hver enkelt ud over bleer, hvis de er i den alder, helt gratis en
staveplade med sig hjem, så de kan lære at stave til tolerance og human behandling
og på den måde udbrede budskabet om vores kærnedanske værdier til dem, der
smider bomber på dem. Så de endelig kan forstå, at det skal de bare ta’ og holde
op med!
Fordelene ved den skitserede fremgangsmåde er utallige.
Jeg skal nævne tre.
– Kun de bedste og absolut integrationsvillige bliver
sluppet ind.
– Danmark får blankpoleret sit ry som et land, hvor alle
muslimer bliver behandlet lige, med respekt og efter fortjeneste.
Forudsat at tankerne nyder fremme blandt danske
politikere, vil samtlige indvandrings- og integrationsproblemer meget snart være
løst ikke bare for øjeblikket, men for al fremtid. Og her kommer vi så til
fordel nummer tre:
– Der er sat et solidt punktum for den sædvanlige overbudspolitik,
som ikke blot er uskøn, men også giver et grumset billede af, hvor Danmark er
på vej hen.
For Danmark er ikke
på vej nogen steder hen. Danmark ved vi,
hvor ligger, som det hedder i fremtidens turistbrochurer.
Afslutningsvis vil jeg tillade mig at anføre, at jeg
ikke tror, at Klaus Rifbjerg ville have været enig i indholdet af ovenstående,
men at han måske havde værdsat selve radikaliteten i tankegangen.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar