ONDT GØR OND

Det Konservative Folkepartis valgplakat

PROFIL

Asger Albjerg 

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Så meget desto værre ser det ud til, at Finlands afgående forsvarsminister ved det netop overståede parlamentsvalg har tjent stemmer til sit parti, Svenska Folkpartiet, gennem ligefremme udtalelser om sin manglende tillid til Ruslands vilje til fred. I så henseende, skrev jeg i min seneste blog,

har han med åbne øjne klassificeret sig som en diplomatisk underbegavet ungdomspolitiker.

Jeg tør nok sige, at de ord er faldet nogle af mine læsere for brystet. I håb om at forbedre mit omdømme er jeg blandt andet blevet henvist til en artikel i Hufvudstadsbladet, hvor militære eksperter fra såvel Finland som Sverige udtrykker deres uro over, at Åland, et selvstyrende område i Finland, udgør en sikkerhedsrisiko ved en væbnet konflikt med Rusland.

Hvorfor? Jo, fordi Åland, ifølge den beslutning i Folkeforbundet, der i 1921 gav det autonomi, også blev demilitariseret og neutralt. Det bør der gøres noget ved, mener eksperterne. Og parallelt hermed skal det svenske Gotland igen bevæbnes. Øen ligger omkring to hundrede og halvtreds kilometer syd for Åland og har i de seneste år været uden militær.

At disse to små områder indgår i en trend, der hedder genoprustning, er let at forstå, men jeg kan ikke indse, at denne genoprustning er et bidrag til freden i verden.

Samtidig er jeg overbevist om, at man ikke skal betragte ovenstående og andre forholdsregler som en trussel mod Rusland.

Men det gør man åbenbart i Rusland, hvor man tager til både verbale og praktiske modforholdsregler i form af for eksempel skramlen med atomvåben og chikanerier med kampfly i Østersøområdet.

Hvem der begyndte, og hvad der er årsag, og hvad der er virkning i denne gradvise skærpelse af trusler er af højeste interesse for historikere. Dog ikke for borgere, der bare ønsker at leve i en verden uden krig. Lad mig her minde om, at ingen ønskede Første Verdenskrig, men gennem en gradvis optrapning, hvis egentlige mål var at skræmme modparten, havnede man til sidst i en situation, hvor det var umuligt at vende om.

Min første pointe er, at fortsat skærpelse af trusler og våbenskramlen er en sikker vej mod krig.

Min anden pointe vil jeg illustrere gennem et citat af

nazijægeren Simon Wiesenthal:

Sproget skaber sin egen virkelighed. Indrammer man mennesker og deres tro med foragt, ender det med, at mange bliver grebet af foragten. Giver man anerkendelse, vokser en hel anden realitet frem. Tro mig, jeg ved, hvad jeg taler om.

Jeg efterlyser med andre ord, at det offentlige og det diplomatiske rum mellem Rusland og dets mulige modstandere i en krig fyldes med en samtale, som målbevidst styrer mod forståelse og ikke sætter konflikt som det fælles interessefelt.

Dialogen er vores civilisations hjerte og hjerne. Dens første forudsætninger er sprogkundskaber og viljen til at tale.

Det er selvfølgeligt.

Men hertil kommer fantasi til at se verden med den andens øjne og anerkendelse af, at verden kan se forskellig ud.

Dette nødvendige grundlag for dialog vil ikke vide af den arrogance, det overgreb og den ydmygelse, som fører til vold.

Når en militæralliance, en statsleder eller en gadedreng nedgraderes til en utilregnelig voldsudøver, det ikke er muligt at samtale med, planter det en forventning om utilregnelighed og vold. Når den forventning er gensidig, er der fare på færde. Og det er der nu.

Jeg tror, at ingen i den vestlige verden ønsker en militær konflikt med Rusland, og at det omvendte heller ikke er tilfældet. Men konflikten fremmes af for få og sporadiske forsøg på dialog, af dårlig kommunikation, af omfattende militære drillerier og af en udiplomatisk sprogbrug.

Alt dette er en del af en konfrontatorisk opførsel, hvis mage måske ikke er set siden Cubakrisen i 1962. Den tids ledere havde muligvis ikke mere fantasi til at forestille sig krigens rædsler end nutidens, men Anden Verdenskrigs ragnarok var den gang i frisk erindring hos befolkningerne og deres politikere.

Det er ikke tilfældet i dag.

ANNONCE: