 |
| Fra Vinterkrigen |
PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i
Sverige,
leder af Nordens Institut på
Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors
Universitet.
For nogen tid
siden sagde den svenske udenrigsminister Margot Wallström et sandhedens ord om
Saudi-Arabien. Det drejede sig blandt andet om landets massive krænkelser af
menneskerettighederne, både hvad angår overgreb mod kvinder og censur. Hvad hun
sagde, var ikke andet, end alle tænker, men få i officielle stillinger siger.
Hendes
udtalelser førte til en svensk-saudisk krise på højeste diplomatiske niveau,
som blev løst efter en forsonlig samtale mellem respektive staters konger.
Derimod foreligger der intet om, at Saudi-Arabien overvejer at lægge stilen om.
Til
gengæld er Margot Wallström og med hende Sverige styrket moralsk som den, der
har vovet at sætte ord på den almindelige mening. Prisen var opsagte kontrakter
og tab af eksportindtægter. Det kan Sverige sagtens finde sig til rette med,
både økonomisk og sikkerhedsmæssigt.
Jeg
kan levende forestille mig, at fx det saudiske statsoverhoved i det omfang, han
nu optræder i svensk tv, især siden krisen er blevet udsat for seernes
hovedrysten eller i ekstreme tilfælde for en løftet pegefinger og et symbolsk
udtalt BANG! Altså ikke som et udtryk
for, at svenskere ønsker at indføre den dødsstraf, som saudierne så rigeligt
benytter sig af, men som en markering af dyb uenighed.
I
Finland ved jeg derimod af erfaring, at den samme løftede pegefinger bliver
rettet mod Ruslands præsident, der mere og mere ses som de sovjetiske generalsekretærers
arvtager. Jeg betragter fingeren som en folkelig gestus, som paradoksalt
udtrykke både afsky, men også ønsket om en fortsættelse af et fornuftigt
samarbejde med Rusland. Det er et samarbejde, som trin for trin blev bygget op
efter krigene 1939-44 mellem Finland og Sovjetunionen.
Grundtanken
bag denne såkaldte Paasikivi-Kekkonenlinje var, at politikerne skulle drive
realpolitik for at fremme konkrete resultater. I forhold til overmagten skulle
man kende sin plads og indgå i et samarbejde, hvis fornemste mål var at opbygge
et tillidsforhold, så konflikter og krig kunne undgås.
Se,
den slags overvejelser kan Sveriges udenrigsminister se stort på, når det
drejer sig om forholdet til Saudi-Arabien.
Men
i relationen Finland-Rusland går det ikke an for den mindre part at råbe skiderik til den større. Nu er det ord
naturligvis ikke blevet udtalt af det officielle Finland, men det er det, der
er blevet hørt i Kreml i og med den danske, den finske, den islandske, den
norske og den svenske forsvarsministers fællesartikel, Det nordiska försvarssamarbetet fördjupas, publiceret i bl.a.
lørdagens finlandssvenske Hufvudstadsbladet.
I
artiklen siges om årsagen ikke andet end det, alle allerede ved angående
Ukraine, Krim og russiske militærflys betænkelige nærhed af civile fly i
Østersøområdet. Ordene nordisk solidarisk
oprustning for at imødegå de utilregnelige russiske skiderikkers aggressivitet
bruges ikke, men det er det, som er budskabet i de nordiske landes stærkt
intensiverede forsvarssamarbejde.
Det
har forsvarsministrene så sat ord på i deres fællesartikel. At det er i Finland
og ikke fx i Danmark, den har skabt opstandelse og været forsidestof, er
indlysende. Forsvarsminister Carl Haglund har forsvaret sin deltagelse med, at
den ikke indeholder noget nyt, og at han derfor ikke fortryder, at han ikke før
publiceringen har konfereret med præsidentens kontor og med
udenrigsministeriet, der tegner landets udenrigspolitik.
Hermed
har han med åbne øjne klassificeret sig som en diplomatisk underbegavet
ungdomspolitiker. Han forstår ikke, at politikere ikke er som prælater, der
skal forkynde sandheden, eller som journalister, hvis arbejde det er at grave
den frem. Carl Haglund har ikke indset, at ord har en somme tider uheldig
tilbøjelighed til at skabe det, de nævner, og at hans og de øvrige
forsvarsministres sikkert oprigtige ønske om
att bidra til fredlig
utveckling och undvika militära incitenter och konflikter
er
kontraproduktiv. Kremls svar er bevis nok for min påstands gyldighed.
Putin
lever af konflikter, han kan imødegå med militær og nationalisme. At han og
kredsen omkring ham gennem den efterretningsvirksomhed, som artiklen nævner,
ikke skulle være velorienteret om et nordisk forsvarssamarbejde er en
fuldstændig absurd tanke, som kun overgås af absurditeten i nævnte artikel.
Ikke i det, som den siger, og som jeg er lige så enig i, som jeg er enig i
Margot Wallströms udtalelser om Saudi-Arabien, men at den siger det.
Berusede
af fællesskabet løfter forsvarsministrene krigerfanen så højt, at benene
slipper jorden.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar