HVASSE KNIVE OG DØDELIGE TRUSLER












PROFIL
Asger Albjerg                     
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.


Dette er en blog i tre dele og et tillæg, som kan læses hver for sig.

I:
For nogen tid siden gav jeg en god ven en slibesten. Min tanke var, at han selv skulle holde sine knive skarpe, så de svarede til hans talent i køkkenet. Han værdsatte højlydt gaven, men da jeg senest besøgte ham, fik jeg en tilståelse: Han vidste ikke rigtigt, hvordan stenen skulle bruges. Derfor gav jeg ham et hurtigt kursus, han var en god elev og forstod grundprincipperne.
Men håndelaget manglede fatalt.
Han spurgte, hvornår jeg havde lært at slibe en kniv, og jeg svarede, at det har jeg da kunnet så længe, jeg kan huske. Og det var næsten sandt.
Jeg var seks år den gang, og min mor havde lovet mig en rigtig dolk, hvis jeg i et halvt år ville lade være med at falde, slå hul på bukserne og knæene til blods. Jeg holdt min del af aftalen, det var sikkert ikke let, for den gang faldt rigtige drenge meget, når de legede. Men jeg ville også være en rigtig dreng med en rigtig dolk, og da der var gået et halvt år, fik jeg penge af min mor, stak dem i lommen og gik de to kilometer ned til isenkræmmer Kaufmann på torvet i Svendborg. Det var her, Peter Most fra drengebøgerne havde købt sin svanekniv, inden han stod til søs som skibsdreng.
Men jeg skulle ikke have en svanekniv, jeg skulle have en rigtig dolk. Mens jeg stod og valgte med lidt mere end næsen over diskens kant, blev jeg iagttaget af nogle håndværkere. De billigede mit valg og klappede mig på skulderen, så jeg straks voksede med nogle centimeter.
Da jeg havde betalt og fået penge tilbage, gik jeg hjem med kniven i bæltet på den side af vejen, jeg havde fået besked på. Eller – nej, jeg er sikker på, at jeg løb.
Efter søndagsmiddagen hos farmor, synede farfar dolken, men misbilligede æggen. Den er jutte skarp, sagde han. Hvorefter han ikke blot gav mig mit første kursus i at slibe en kniv, men også en lille slibesten. Karborundum, hed den. Og lovning på en skiffersten, som krævede spyt, men så blev æggen også så skarp, at den kunne kløve et hårstrå i modvind.
Det husker jeg nu ikke, at jeg gjorde. Men jeg snittede kæppe og skar flotte mønstre i dem. Julegaver i form af skeer. En del af kæppene blev til spyd, og jeg udviklede en kasteteknik, som jeg siden fik nytte af i Svendborg Idræts Forening.

II:
Jævnlig interviewes jægere, friluftsfolk, campister eller mennesker, der i al almindelighed er praktiske. Mange er frustrerede, andre er rasende, en del forvirrede, fordi deres dolke, lommeknive og hobbyknive iflg. knivloven er våben, der gør dem fortjent til en tur i spjældet. Der er vel at mærke ikke tale om dobbeltslebne stiletter, men om praktisk værktøj med et væld af anvendelsesmuligheder og fast plads i bukselommen. Især foldeknive, der med lidt fingerfærdighed kan åbnes med én hånd, og knive med låsbart blad anses for farlige for den offentlige orden. Af dårlig erfaring ved jeg, at knive med løst blad er farlige for især brugerens højre pegefinger.

III:
Denne tirsdag morgen hører jeg i radionyhederne, at det russiske luftvåben i dag indleder en øvelse i det nordlige del af Rusland med deltagelse af 250 fly og 12.000 mand. Øvelsen betegnes som en overraskelsesinspektion og skal kontrollere det russiske kampberedskab. I går mandag gik en anden stor, luftbåren militærøvelse i gang, Arctic Challenge. Det er en Nato-øvelse med Norge, Sverige og Finland som værtslande. 100 kampfly og 4.000 mand skulle deltage. I går blev denne øvelse kaldt årets største.

***

Jeg føler mig ikke truet af praktisk værktøj, som fredeligt folk går rundt med i lommerne, og jeg er sikker på, at ufredelige smågangstere altid finder en udvej til at effektuere dødelige trusler. Politikere, der optrapper ufreden med øvelser som Arctic Challenge, og sender svar, som jeg hører om denne tirsdag morgen, er ikke smågangstere uden våbentilladelse.



ANNONCE:

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar