DAGS DATO – ELLER MORGENDAGENS









PROFIL
Asger Albjerg                     
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
  


For at få et førstehåndskendskab til de forhold, flygtninge lever under, er den danske integrationsminister Inger Støjberg på rejse til Jordan. I en facebook-opdatering rapporterer hun, at hun har fundet landets bedste shawarmabar. Velunderrettede kilder i den jordanske kødindustri dementerer på det kraftigste,  at kødet stammer fra tøndebombede syriske børn.

Dansk Folkeparti er i dag parat til at påtage sig et ansvar... Nemlig for at tøjle udviklingen i det danske sprog. Til det formål vil det udstede en sprogcheck til Dansk Sprognævn på et par håndfulde millioner fra Kulturministeriets pulje for internationale kulturaktiviteter.
Hvilket vil give både dem i det internationale og os i det danske forøgede muligheder for at passe os selv.
At det fremmede forurener, og at vi samtidig med stormskridt er på vej bort fra den H.C. Andersenske intersproglige idyl, da storken kunne gå frit rundt i de grønne, danske enge og på lange, røde ben snakke egyptisk, for det sprog havde han lært af sin moder, står ikke længere til diskussion.

Den finske finansminister Alexander Stubb, som skal have sine otte timer på øjet før vigtige beslutninger om hjælpepakker til Grækenland træffes, er uden for søvnens rige nået frem til et epokeskabende statement, som han ved en pressekonference for et cyklende team af journalister og fotografer presented i tre punkter:
  For det første skal  det beløb i hjælpepakken, der går tilbage til långiverne i form af renter og afdrag, udregnes i procent og offentliggøres.
  For det andet skal det beløb i hjælpepakken, det herefter er muligt at lade gå ind i den græske økonomi i form af produktivitetsskabende investeringer, udregnes i procent og offentliggøres.
  For det tredje skal de lande, der modtager højt kvalificerede græske indvandrere på flugt fra den hjemlige elendighed, kompensere den græske stat med et beløb, der svarer til udgifterne til de pågældendes opvækst, skolegang og højere uddannelse.
Direkte adspurgt om den procentandel, der i og med modtagelsen af hjælpepakken går ind i den græske økonomi, meddelte minister Stubb, at han selv havde regnet sig frem til 8,75 procent, men at han imødeser de officielle tal fra EU-kommissionen. Hvorefter ministeren vekslede til højeste gear og forsvandt i en sky af brændt gummi.

Fra det danske Ministeriet for børn, ligestilling, integration og sociale forhold forlyder det, at kravet til verdens svageste flygtninge, de såkaldte kvoteflygtninge, skal skærpes. Et forslag lige til højrebenet er, at flygtninge med posttraumatisk stresssyndrom på forhånd udelukkes.
Begrundelsen? At udgiftskvoten til behandling af denne lidelse er forbeholdt danske veteraner fra missionerne i Kroatien, Bosnien-Herzegovina, Kosovo, Afghanistan og Irak. Engagementet med bombningerne mod Islamisk Stat kan forventes at forværre problemet. Således står et antal flymekanikere, der uden fagforeningsmæssigt fastlagte hvilepauser har arbejdet med at holde bombeflyene missionsklare, allerede på trapperne.

Det kan ikke udelukkes, at der i samme ministerium arbejdes med at udvikle en intelligens- og personlighedstest, som mandlige kandidater til modtagelse af asyl i Danmark skal igennem. Målet er at frasortere dem, der må formodes ikke at have kompetence til at beklæde posten som formand for Folketinget.
Her er med eneret for bloggen midtialt et forslag til et af de afgørende spørgsmål:

  Vil du straffe din datter med voldtægt, hvis hun har spist en shawarma med en dansk yngling på en bænk i Kongens Have? Vælg Ja eller Nej.

Pointen er, at spørgsmålet, som udtrykker dansk ironi og kynisme, ikke er et enten-eller spørgsmål, men at rigtigt svar kræver kryds ved både Ja og Nej.

Hvis elementer i ovenstående ikke stemmer med dagens virkelighed, er der, med forbehold for Alexander Stubbs helt fiktive udtalelser, grund til at formode, at de kan blive en del af morgendagens.


 ANNONCE:



Ingen kommentarer:

Send en kommentar