STRANDHUG ELLER STRANDHUGG





PROFIL
Asger Albjerg                     
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.


 For tredje år i træk har jeg forbedret vores gamle kano. Ikke, at der var noget i vejen med den. Hverken med formen, der er som taget ud af en fortælling om indianere på de store søer mellem USA og Canada, eller med materialet, bygget som den er af amerikansk letvægtsaluminium af samme type som den, der ved slutningen af Anden Verdenskrig blev anvendt til konstruktion af flyvemaskiner. Bortset fra nogle minimale buler var den efter seksogtredive år så god som ny. På den måde gav den et perspektiv af evig ungdom oven i købet med mulighed for fornyelse. Hvilket utvivlsomt udgjorde en afgørende årsag til min drøm om at udvikle den til et fartøj, der ikke blot med stor lethed kunne padles, men også sejles.
Havde jeg haft bare den mindste anelse om det endeløse besvær, mit nyindkøbte sejlkit ville føre med sig, havde jeg nok mere end tøvet. Jeg var aldrig gået i gang. Men selve firmanavnet Grumman, der også lagde navn til den fremragende kano, støttede den fejlagtige opfattelse, at her fik jeg til en overkommelig pris et fuldendt sæt med sejl, mast, mastefod, ror og køl samt tre reb og nogle bolte, alle naturligvis med amerikansk gevind.
Det er stadig dette, fraset boltene med det omtalte gevind, der udgør grundelementerne i kanoens transformering. Men til disse grundlæggende enheder, omkring femogtyve i antal, har jeg nu på tredje sommer i træk føjet i alt seks hundrede og seksogtres nyerhvervede dele. Alt anskaffet successivt som jeg fandt ud af, at denne eller hin dims, som jeg vidste måtte findes, men ofte ikke kendte navnet på og ved enkelte tilfælde end ikke eksistensen af, var uundværlig.
Til dette medregner jeg ikke flaget Dannebrog med flagstang, der i sig selv består af ti dele.
Fæstet for selve stangen, otteogtres centimeter af en hvid gardinstang indkøbt i IKEA, er skåret ud af et stykke teaktræ til noget, der i hvert fald i min forestillingsverden ligner et stiliseret dragehoved på en lang hals. Med lidt fantasi kan man se, at kæften bider sig fast i bagbords side af rorholderen, der er savet i form af en luftsejlende albatros.
At der er tale om en illusion, ved ingen bedre end jeg, for her er hverken dragetænder eller fuglefjer, men rustfrie bolte, spændeskiver og møtrikker. Jeg nævner det bare for at give et indtryk af det, der har drevet mine drømme og fået hænderne i sving. Inklusive den tvangsforestilling, at det altid er sjovest at gøre det umulige.
Og mon ikke disse og lignende forestillinger har drevet mange andres, hovedsagelig mænds drømme om at skabe let transportable, vindbårne sejlere? Googling på sailing canoe synes at give syn for sagn.
I går fik jeg så endelig testet sommerens konstruktioner i form af to pontoner – eller amaer, som det hedder i Mikronesien. Kernen i dem er plader af Finnfoam, et polystyrenmateriale til isolering af huse. Med opstanderne af eg, som er boltet fast til skabelonen af krydsfiner, er hver af dem sat sammen af i alt otteogtredive dele. Hvortil kommer glasfiber, epoxy og maling.
Afprøvningen af amaerne på Bodom Träsk, en pænt stor finsk sø med et par småøer, blev desværre alt for kort, for et tordenvejr trak ubønhørligt op. Men sejladsen varede trods alt længe nok til konstateringen af, at amaernes forgængere, at par fendere, møjsommeligt surret til udliggerne, og forgængerens forgængere, et par et hundrede og seks-millimeters kloakrør af plastik med en træprop i hver ende, aldrig mere skulle i brug. For hvor de gled gennem søen, de nye amaer! Hvilken balance! Og ophængningen viste sig at have den rette fleksibilitet, hvilket i denne sammenhæng ikke blot er en styrke, men også sikrer den perfekte vinkel til vandspejlet, som de uden besvær smuttede hen over og ved større belastning kløvede med fart.
Dertil er de smukke i også andres øjne, forstod jeg af et forbipasserende  ungt par, hvis interesse ellers var et helt andet sted. De holdt en pause fra deres egen verden og iagttog tilrigningen af kanoen og bad bagefter om lov til at fotografere. Silja Line, sagde de og pegede på amaernes blåhvide farver. Det var ikke så lidt i overkanten, syntes jeg, men tonefaldet var venligt, så jeg tog det som en uforbeholden ros.
Hvad er så meningen med de utalte timers arbejde og den linde strøm af småbeløb, der helt uden forestillinger om totalsummen er lækket fra min pengepung?
Nøgleordet er strandhug eller strandhugg, ord hvis betydninger besværer mig ikke så lidt.
Det vil jeg på næste tirsdag fortælle mere om, lige nu har jeg ikke tid, jeg skal ud og sejle.


ANNONCE:

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar