PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Begyndte det med drømme om
strandhug?
Jeg tror det
næsten.
Til gengæld
er det tvivlløst, at det aldrig kan have været i den danske betydning af ordet.
Det var i den svenske. For mens selve stavningen forførende udviser en næppe
markbar forskel mellem dansk og svensk i form af et ekstra svensk g i udlyd, er forskellen i betydning
mellem de to nabosprogs næsten enslydende ord så meget mere bemærkelsesværdig.
Jeg blev
opmærksom på den, da jeg ville bruge ordet i denne blog og slog det op med den
hensigt at få belyst dets afstamning og oprindelige betydning, for jeg havde
svært ved at se forbindelse mellem dette at gå i land på en strand og dagligsprogets hug.
Lå her en
hund begravet?
Svaret er
ja!
Men det var
ikke en metaforisk hund, det var bogstaveligt talt slagtet kvæg spredt ud over
en strand, og opdagelsen føltes som en spand koldt vand i hovedet, for det var
slet ikke sådan en slags strandhug, jeg havde drømt om. Men nu stod det altså i
bind 22 af Ordbog over det Danske Sprog,
og det, der står i den ordbog, står til troende.
Altså: Ordet
strandhug kan føres tilbage til det
oldnordiske strand(ar)hǫgg, som betyder
det at
røve kvæg og hugge det ned paa stranden; overfald af sørøvere (vikinger) paa en
kystbygd for at røve, tage bytte; strandrov.
Noget af det bedste ved ODS er, at
ordforklaringerne belægges med citater fra et bredt udsnit af den danske
litteratur. Jeg videregiver to, det første er fra P.F. Suhms Historie af
Danmark (1782), det andet står Axel Olrik for, det er hentet fra hans Nordisk
Aandsliv i Vikingetid og tidlig Middelalder (1907).
(han) landede ved
Sieland, hvor han udøvede Strand-Hug. Eierne af Qvæget satte efter ham med
Skibe.
Og:
Guldet
og Sølvet, som graadige Vikinger førte hjem fra Strandhug paa fremmed Kyst.
Under varianten
strandhugst, som der henvises til i
artiklen, er belægget nogle farvestærke verselinjer fra Holger Drachmanns Vølund Smed
(1894):
Min Farfar var Konge; paa Strandhugst han fór,
med Blodrødt han mønjed sin Drage.
Men ud over disse martialske eksempler,
der fortæller om blodsudgydelse og elendighed i kølvandet på strandhug(st),
sniger der sig i slutningen af 1800-tallet en ny, billedlig betydning ind i
ordet, ofte med en spøgende undertone.
Hvis Du finder nogle morsomme
Bøger paa din Vandring .. saa gjør Strandhug og send mig dem,
skriver Sophus Schandorph i 10 Fortællinger (1891).
Men ét er en
historisk søgning på ordet strandhug(st).
Hvad med nutidsdansk, der ifølge Google foretrækker strandhugst for strandhug?
Den bedste
kilde til at få det spørgsmål klarlagt er Den
danske ordbog, bind 5. Den første betydning henviser til Vikingetidens
strandhug(st), den anden, tusind år yngre, betyder ugenerte eller skamløse forsøg på at skaffe sig noget, der rettelig
tilhører eller hører under andre. Ingen forsonende humor her, minsandten! Eksemplet,
som er hørt i Danmarks Radio (1986), lyder:
headhunterne går på strandhugst i de forskellige
virksomheder.
Og hermed punktum. Altså heller ikke noget,
jeg kan bruge for at retfærdiggøre mine drømme om at gøre strandhug, for de er,
med hånden på hjertet, så langt som overhovedet tænkeligt fra ovennævnte
voldelige, kriminelle og skamløse tiltag, hvor der blev hugget ned for fode og
hugget guld og sølv og værdier af forskelligste art.
Mine drømme var i al fredsommelighed at
gå i land, strække benene, hygge med kaffe, et lille solbad eller en bog på en
varm klippe i skyggen af en enebærbusk. Men, rædsel! dette kan slet ikke gøres
i den danske betydning af ordet. Kun i den svenske, hvad jeg nu vil vise.
(forts. næste tirsdag)
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar