PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Lige siden
Egon klagede over længden på gaden, hvor vi begge boede som børn, har jeg haft
et problem med personlig hastighed angivet i et præcist antal kilometer i
timen.
Jeg vil
kende den.
For Egon var
den slags småttérier, han så farten fra et højere perspektiv, for ham drejede
det sig i al sin uspecificerede enkelhed om at cykle så stærkt, at hjulene på
hans orange drengecykel slap asfalten, og han svævede op mellem skyerne med
tusind kilometer i timen tværs over Tyskland til Amerika.
Men det gik jo
ikke at få tilstrækkelig startfart på vores alt for korte vej. Sgu Satan i Helvede
da osse!
Min egen
cykel, lakeret sort af min far og med tykke træklodser monteret på pedalerne
for at mine korte ben kunne nå, kom aldrig op på den slags hastigheder. Min
triumf var, at naboen, efter at jeg engang havde forfulgt hans kromglinsende
Opel Capitaine, betroede mig, at vi havde været oppe på femogtyve kilometer i
timen – lige så hurtigt som fuglene flyver, du ved.
Og at jeg faktisk
kunne cykle hurtigt mærkede jeg med passende mellemrum, når klodserne i skarpe
sving ramte jorden, og jeg strøg hen over alfalten i korte bukser og med næsen nederst.
Til min
konfirmation var min hedeste ønske en kilometertæller på en ny cykel. Jeg fik
begge dele, og i min erindring har jeg et kært billede af mig selv i blazer med
blanke knapper, hånden ligger på styret, og næsen er rettet mod
kilometertælleren, den ligner en mindre konservesdåse og drives af et
spiralkabel ned til forhjulets nav.
Mange, ja,
virkelig mange år senere fik jeg i fødselsdagsgave mit livs første løbeur, et
Garmin Forerunner 305. Det havde forbindelse til satellitter, GPS lærte jeg, at
det hed, og kunne derfor registrere både afstand og fart samt en masse andet
løberelateret som for eksempel omgange og tempo. I de næsten ti år, det holdt,
holdt jeg ud og blev bedre til at løbe, også efter busser og s-tog, som jeg dog
aldrig indhentede, når de først var kørt i gang.
Så gik løbeuret
sig en tur, som det jo hedder, og jeg gik i gang for at søge efter et nyt. På
nettet, naturligvis. Valget faldt igen på et Garmin, denne gang med tilnavnet
Vivoactive, som kunne tilfredsstille mine enkle behov om at kende fart og afstand og skabe en boble, hvor det kun var os tre, der gjaldt.
Jeg tilstår
det blankt, det var udseendet, som forførte mig, og den, der har set den
krogede kartoffelform på det tre gange så tunge Forerunner 305 og sammenlignet
med det diskret flade Vivoactive, vil forstå mig.
Hjemkommet
med min nyindkøbte fitness pal, som ekspedienten benævnede løbeuret, finder jeg
brugervejledningen på nettet.
Den står
naturligvis i imperativ, så det er bare at rette ind, og første krav til mig er
at parre enheden med min smartphone for at kunne aflæse notifikationerne. Ordet
er nyt for mig, Den danske Ordbog har
det uden betydningsangivelse, men jeg finder snart ud af, at ordet dækker
mails, sms’er, telefonopkald og påmindelser om møder, som jeg har noteret i
smartphonens kalender.
Javel!
Jeg
downloader og får samtidig en widget ind med aktuelle temperaturer og
vejrudsigten.
Imens
opretter Vivoactive et dagligt mål for antallet af skridt baseret på mit
aktivitetsniveau. Den vil også tælle kalorier i forhold til min højde og min vægt.
Det sker automatisk, men som alternativ kan jeg vælge at opstille et personligt
mål ved at følge en step by step brugsanvisning. Efter et swipe på urskiven
viser en kurve mine fremskridt i forhold til dagens mål, som aflæser på en graf.
I sammenhæng
med dette gør brugsanvisningen mig opmærksom på, at der kan opstå uønskede
ændringer i stofskiftet, hvis jeg sidder ned i længere tid. Derfor har enheden
en aktivitetsalarm, som vil minde mig om at holde mig i bevægelse. Den aflæses
på en graf samtidig med, at enheden vibrerer. Miseren i form af mit lave
aktivitetsniveau afhjælpes med en gåtur på mindst et par minutter.
Min søvn er
også på enhedens program. Det udfærdiger mellem kl. 22 og 6 eller i et tidsrum,
jeg selv bestemmer, en statistik over mit samlede antal timer med dyb og rolig
søvn og let søvn med bevægelse. Så er det bare at trykke og swipe og vise frem,
når jeg om morgen vil fortælle, om jeg har sovet godt.
Endelig
kommer jeg til atletik- og fittnessaktiviteterne.
Men inden
jeg fordyber mig i anvisningerne for, hvordan jeg løber en tur og samtidig får
registreret min fart, min puls og tiden, jeg løber, fortæller min fitness pal
mig, at jeg kan dele mine sensordata med et worldwide Garmin Connect fællesskab
ved at trykke og swipe og vælge og sende.
Det er ikke
et problem, for jeg er allerede connected.
Og hvis jeg
skulle løbe vild i et fremmed terræn i en fjern verdensdel, har enheden en
smart navigationtilbagetilstart-funktion. Det er bare at følge det indbyggede
kompas.
Jeg tager en
pause i tilpasningen af mig selv med min fitness pal og min smartphone og
tænker på Egon. Han behøvede i hvert fald ikke kompas, for han kom aldrig op
over skyerne på sine svimlende cykelture. Dertil var vejen for kort, som han
sagde. Faktisk var den ikke længere, end at hans mor kunne se ham fra sit
køkkenvindue.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar