HVASSE KNIVE OG DØDELIGE TRUSLER












PROFIL
Asger Albjerg                     
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.


Dette er en blog i tre dele og et tillæg, som kan læses hver for sig.

I:
For nogen tid siden gav jeg en god ven en slibesten. Min tanke var, at han selv skulle holde sine knive skarpe, så de svarede til hans talent i køkkenet. Han værdsatte højlydt gaven, men da jeg senest besøgte ham, fik jeg en tilståelse: Han vidste ikke rigtigt, hvordan stenen skulle bruges. Derfor gav jeg ham et hurtigt kursus, han var en god elev og forstod grundprincipperne.
Men håndelaget manglede fatalt.
Han spurgte, hvornår jeg havde lært at slibe en kniv, og jeg svarede, at det har jeg da kunnet så længe, jeg kan huske. Og det var næsten sandt.
Jeg var seks år den gang, og min mor havde lovet mig en rigtig dolk, hvis jeg i et halvt år ville lade være med at falde, slå hul på bukserne og knæene til blods. Jeg holdt min del af aftalen, det var sikkert ikke let, for den gang faldt rigtige drenge meget, når de legede. Men jeg ville også være en rigtig dreng med en rigtig dolk, og da der var gået et halvt år, fik jeg penge af min mor, stak dem i lommen og gik de to kilometer ned til isenkræmmer Kaufmann på torvet i Svendborg. Det var her, Peter Most fra drengebøgerne havde købt sin svanekniv, inden han stod til søs som skibsdreng.
Men jeg skulle ikke have en svanekniv, jeg skulle have en rigtig dolk. Mens jeg stod og valgte med lidt mere end næsen over diskens kant, blev jeg iagttaget af nogle håndværkere. De billigede mit valg og klappede mig på skulderen, så jeg straks voksede med nogle centimeter.
Da jeg havde betalt og fået penge tilbage, gik jeg hjem med kniven i bæltet på den side af vejen, jeg havde fået besked på. Eller – nej, jeg er sikker på, at jeg løb.
Efter søndagsmiddagen hos farmor, synede farfar dolken, men misbilligede æggen. Den er jutte skarp, sagde han. Hvorefter han ikke blot gav mig mit første kursus i at slibe en kniv, men også en lille slibesten. Karborundum, hed den. Og lovning på en skiffersten, som krævede spyt, men så blev æggen også så skarp, at den kunne kløve et hårstrå i modvind.
Det husker jeg nu ikke, at jeg gjorde. Men jeg snittede kæppe og skar flotte mønstre i dem. Julegaver i form af skeer. En del af kæppene blev til spyd, og jeg udviklede en kasteteknik, som jeg siden fik nytte af i Svendborg Idræts Forening.

II:
Jævnlig interviewes jægere, friluftsfolk, campister eller mennesker, der i al almindelighed er praktiske. Mange er frustrerede, andre er rasende, en del forvirrede, fordi deres dolke, lommeknive og hobbyknive iflg. knivloven er våben, der gør dem fortjent til en tur i spjældet. Der er vel at mærke ikke tale om dobbeltslebne stiletter, men om praktisk værktøj med et væld af anvendelsesmuligheder og fast plads i bukselommen. Især foldeknive, der med lidt fingerfærdighed kan åbnes med én hånd, og knive med låsbart blad anses for farlige for den offentlige orden. Af dårlig erfaring ved jeg, at knive med løst blad er farlige for især brugerens højre pegefinger.

III:
Denne tirsdag morgen hører jeg i radionyhederne, at det russiske luftvåben i dag indleder en øvelse i det nordlige del af Rusland med deltagelse af 250 fly og 12.000 mand. Øvelsen betegnes som en overraskelsesinspektion og skal kontrollere det russiske kampberedskab. I går mandag gik en anden stor, luftbåren militærøvelse i gang, Arctic Challenge. Det er en Nato-øvelse med Norge, Sverige og Finland som værtslande. 100 kampfly og 4.000 mand skulle deltage. I går blev denne øvelse kaldt årets største.

***

Jeg føler mig ikke truet af praktisk værktøj, som fredeligt folk går rundt med i lommerne, og jeg er sikker på, at ufredelige smågangstere altid finder en udvej til at effektuere dødelige trusler. Politikere, der optrapper ufreden med øvelser som Arctic Challenge, og sender svar, som jeg hører om denne tirsdag morgen, er ikke smågangstere uden våbentilladelse.



ANNONCE:

 

FORÅRSGALSKAB





PROFIL
Asger Albjerg                     
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.


Det er forårsgalskaben, der angriber,
jeg kan ikke sidde stille,
maj måned skælver i mig,
knopperne springer ud til højre og venstre,
fugleskarer synger,
hjertet er en trykkoger
i konstant fare for overophedning,
jeg graver, planter,
og regnen falder,
mens jeg banker måtter, ude af mig selv.

På den anden side af hækken
svulmer naboens hjerte.
Mens han tumler rundt
på sine alt for høje bakker,
gør jeg mig nyttig i urtebedet.
Han hyrer en gravko,
jeg starter min trillebør og kommer først.

Næste morgen vågner jeg med ondt i ryggen,
det er svært at komme på højkant,
umuligt at sætte sig,
endnu værre at blive stående.

For megen lidenskab i går,
også for knæene, som jeg lå på
i evig tilbedelse med min plantepind i hånden.


Med tak til Mud, Nordbrandt, Heine, Oehlenschläger, Sørensen, Rifbjerg, Andersen og naboen, som ikke siger et ord.


ANNONCE:

BRÆNDT BARN



                                                                                  
PROFIL                                                                  
Asger Albjerg                     
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,                
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.


I både Danmarks og Finlands rigsvåben optræder der løver.
De danske løvers røde tunger hænger halsende ud af flaben, og poterne med de gyldne kløer er som skabte til selvsikker gang på jorden og til at gribe fjenden.
Løven i det finske rigsvåben har to træk, der afviger fra den umiddelbare dyriskhed, der lyser fra de danske løver. Det finske løvehoved er menneske-ligt, og højre forekstremitet, som holder et vestligt riddersværd, er et menneskes arm. Det peger mindre på vildskab end på forstandighed.
Men ud over at stå mennesket nærmere viser den finske løve en færdighed, som de danske er helt uden forbindelse til. Den kan balancere – ikke på en knivsæg, men på en krumsabel af østlig oprindelse.
Jeg kom til at tænke på dette træk, da jeg forgangen uge i den finske statsradiofonis TV-nytt på svensk hørte følgende:
Først speakeren, dernæst Danmarks og Finlands udenrigsministre. Sidstnævnte optræder som den realpolitiker og diplomat, han har været så længe, jeg kan huske ham. Efter det finske valg den 19. april siden er han afgående.

SPEAKER:
De nordiska utrikesministrarna har mötts i Helsingör i Danmark för att tala säkerhetspolitik och energisamarbete med de baltiska länderna. Dessutom vill man satsa på strategisk kommunikation: att understöda ryskspråkiga fria medier i Ryssland och till exempel i de baltiska länderna.
MARTIN LIDEGAARD:
Jeg forventer, at de nordiske lande kan tage en beslutning om, at vi afsætter to millioner danske kroner til at støtte de baltiske lande med at udvikle uafhængige, frie medier på russisk som alternativ til den russiske propaganda.
ERKKI TUOMIOJA:
Vi har ett behov att förstärka den strategiska kommunikationen, inte med EU’s egen propaganda utan att bidra till att alla länder har tillräckligt resurser och erfarenheter hur sköta informeringen möjligast objektivt och ge pålitlig information också för dom som följer ryska media.

Det fylder mig med bekymring, at Erkki Tuomiojas afløser kan blive en person, der i ordvalg og selvsikkerhed ligner Martin Lidegaard, men mangler evnen til at balancere.


ANNONCE:



 

UNDER JORDEN






PROFIL
Asger Albjerg                     
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



Det eneste vellykkede i denne blog er billedet, som viser alt. Men sådan er historien bag det:
En af forårets små sejre er over en stub, jeg skubbede op med jernstangen. Den stod nede i græsplænen, og der havde den stået i femogtyve år som én rest af de syvogtyve træer, jeg fældede. Der er folk, som påstår, at de kan huske kyssene med deres første kærester bedre end dem med deres ægtefælle gennem mange år. Andre husker deres biler. Selv husker jeg mine første træer, og hvor de stod.
Også på grund af stubbene.
Hvor jeg dengang kæmpede for at få dem op! Lige indtil jeg fik en motorsav og begyndte at snyde ved at grave en rende ti centimeter ned og hele vejen rundt omkring dem og sætte motorsaven til.
Wrumm-wrumm. Jord på. Så græsfrø, solbærbuske, kartofler, bønner, squash, salat, dild, gulerødder eller hvad, det nu var. Det var det rene hokuspokus med den motorsav.
Nu, femogtyve år efter, hævner stubbene i græsplænen sig.
Det meste af dem er blevet til muld, men tilbage findes der huller dækket af ti centimeter græstørv. Det gynger lidt. Behageligt. Og faretruende som i en mose. Jernstangen forsvinder i frit fald en meter ned, så der er ikke andet at gøre end at få fat i spaden og skrælle tørvene af og skubbe resterne af stub og de største rødder op.
Som regel rummer sådan et hul fire læs med trillebøren – en påmindelse om, at stubbene var nogle ordentlige krabater.
Stumpen efter dagens stub stod cirka en meter under jorden. Dens længde var godt halvtreds centimeter, diameteren det halve, den underste del afsavet, træsorten fyr.
Men det var jo et birketræ, der havde stået der! Dét husker jeg tydeligt.
Og det var jo stubbens øverste del, jeg havde savet af!


ANNONCE: