LILLE MIGRANT, HVAD NU?







PROFIL
Asger Albjerg                     
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.


Det var for et par dage siden. Solen skinnede, og jeg var på vej til Helsingfors for at spise frokost med en god ven. Rundt omkring mig i S-toget sad folk som sædvanlig med næsen i deres skærme, men jeg så ikke så meget som skyggen af en af de tusindvis af migranter, som i mediernes løbende rapporter var på vej mod centrum for at lade sig registrere og få status som...
I det samme slog spørgsmålet ned i mig:
– Hvad med dig selv, lille mand, hvad med din egen status?
– Min status? tænkte jeg overrasket. – Min status er, at jeg er her og...
– Det fremgår, sagde stemmen knastørt. – Men hvorfor?
– Hej, er det her et forhør?
– Her er det mig, der stiller spørgsmålene.
Stemmen var kommet tættere på, og jeg havde let ved at forestille mig, at den tilhørte en finsk strisser i kampuniform.
– Fordi jeg var forelsket, sagde jeg! Ellers havde jeg da ikke blaffet tværs over Sverige. Og jeg var lovet arbejde!
– Er du klar over hvor mange arbejdsløse, der var den gang?
– Jamen jeg var selv en af dem. Det var helt håbløst i Danmark. Ingen fremtid. Men i Finland fik jeg chancen for at undervise i dansk sprog og sådan.
– Du havde altså eksamen i dansk sprog? Og sådan?
– Egentlig ikke, mit emne var europæisk litteraturhistorie. Men jeg var magister!
– Så du snød?
– Ikke det mindste, jeg tog det meget seriøst, anskaffede den relevante litteratur...
– Svar på mit spørgsmål! Snød du med din eksamen?
– I min eksamen indgik, at jeg kunne studere selvstændigt og blive dygtig til hvad som helst. Og dansk er jo mit modersmål! Og dansk kultur...
– Hvad med kulturen i Finland? Og sprogene, finsk og svensk?
– Finsk betragtede jeg som – – – det viste sig jo at – – – at det tog så lang tid at lære det – – – i forhold til nytten. Og svensk og dansk ligner jo hinanden.
– Du taler svensk?
– Egentlig ikke, jeg klarer mig for det meste med dansk. Så på den måde har jeg næsten gjort dansk til Finlands tredje officielle sprog, hvis du forstår.
– Jeg kan altså konkludere –, stemmen var nu så nær mit øre, at jeg kunne mærke den varme ånde, – at du flygtede fra arbejdsløshed og et liv uden fremtid. Halvt til fods og halvt hjulpet af venlige mennesker ankom du til Finland for uden den nødvendige formelle kompetence at udbrede dit sprog og din kultur. Samtidig snuppede du en af vores piger.
– Øh-jae. Men...
– Angående din status som migrant og dine fremtidsudsigter er der kun én ting at bemærke: Din ankomst som bekvemmelighedsflygtning med en udtalt destruktiv hensigt i forhold til finsk sprog og kultur medfører udvisning til dit hjemland med øjeblikkelig virkning.
I det øjeblik nåede S-toget hovedbanegården i hjertet af Helsingfors. Ikke så lidt omtumlet stod jeg af og gik ud i solskinnet. Hvilket held, at det ikke var i dag, jeg ankom med det, jeg den gang, for mere end en menneskealder siden, havde i bagagen. For så havde jeg aldrig fået lov til at vise, at jeg, trods mit anderledes udgangspunkt, kunne blive en duelig borger, fylde min plads, leve i gensidig respekt med mine medmennesker og overholde lovene.
Ikke noget at prale med, egentlig, men tilstrækkeligt til at få et liv så godt, som jeg havde drømt om, da jeg gik langs Sveriges landeveje og håbede på, at nogen ville tage mig op og køre mig nærmere det forjættede land.


ANNONCE:



FRYGT OG MEDLIDENHED












PROFIL
Asger Albjerg                     
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.


Frygt og medlidenhed er følelser, der som aldrig tidligere rammer borgerne i Den Europæiske Union. Følelserne har i disse dage slidt sig ud af privatsfæren, invaderet det offentlige rum og er blevet en del af den offentlige samtale på en måde, som i min erindring er uden fortilfælde.
For netop nu er der intet filter, som kan skabe en behagelig historisk og geografisk afstand mellem dem, som fremkalder disse følelser, og os, der rammes. Det er ikke som en gammel film om mennesker på flugt fra udbombede byer i Tyskland eller et dokumentarprogram om en oversvømmelse i et fjernøstligt land. Det er netop nu, lige på den anden side af ruden, at et aldrig standsende tog af flygtninge stavrer langs jernbaneskinner, at en gammelmor i rullestol bumpes hen over svellerne skubbet af en ældre mand, at kvinder bærer små rygsække med familiens samlede ejendele og fædre går fremadbøjede med den mindste i favnen. De går langsomt, men det går fremad. De har håb.
Imens bæver vi bag vores rude af frygt og medlidenhed, for hvad vil de os? Hvad skal vi gøre?
Når tragedier udspiller sig på et teater, har det siden oldtidens Grækenland været dens mål at fremkalde og befri tilskuerne for netop frygt og medlidenhed.
I dagens virkelige verden er det let at dyrke sin medlidenhed. Som en forelskelse blusser den op ved synet af nødlidende. Men bliver den til en drivkraft, der rækker længere end til at gribe bilnøglerne eller betale en togbillet til videre transport, give en skærv til Røde Kors eller en flaske vand ved vejkanten?
Hvor langt forslår medmenneskeligheden, som medlidenheden opvækker?
Bliver den måske til ægte næstekærlighed, livslang solidaritet eller bare respekt? Er den parat til lidt afsavn i øjeblikket mod, måske! straks eller på langt sigt at blive belønnet med et rigere liv sammen med den, man lige nu i sine hastigt opvækkede følelser lider med? Hjælper. Og helt uanset eventuelle egenkærlige bagtanker faktisk gør godt!
Men hvad ved man egentlig om denne anden? Jeg hørte netop fra en god ven om en politibetjent, som havde været med til at registrere syriske flygtninge med præcis den samme historie om flugt fra tøndebomber, rejser over Middelhavet i slatne gummibåde, alle var de uden pas, desuden velklippede, høflige, i pænt tøj og med mobiltelefon.
Velklippede! Høflige! I pænt tøj! Med mobiltelefon! Hva’beh’ar? Her måtte stikke noget under!
Var de terrorister, som under et poleret ydre var ved at snige sig ind i vores fredelige samfund? Eller bare almindelige forbrydere og potentielle voldtægtsmænd? Måske parasitter og velfærdsflygtninge, hvis egentlige mål var at blive bidragsmodtagere i en velfærdsstat? Eller var de ofre og flygtninge?
Men til forskel fra medlidenheden, hvis første natur det er at blusse op som stråild og forsvinde, er frygten bestandig som favnebrænde. Den vil spærre med farver og pæle og bygger uoverskridelige grænser i sjælen for at holde den fremmede fra fjerne egne ude.
Frygten for multikultur er som et spøgelse, der finder næring i spraglede tørklæder og en religiøsitet anderledes end den luthersk-evangeliske udgave af kristendommen. Den forøges af fremmede tungemål på hjemlige gader og af medfødt hudfarve som den, vi andre med fare for cancer erhverver os på sydlandske ferieøer.
Men ikke mindst vokser frygten sig stærk af rædslen for at blive overskyllet af fremmede horder som folkevandringstidens hunner, der med Attila i spidsen fejede over de asiatiske sletter og efterlod nedbrændte byer og pyramider af afhuggede hoveder – hvilket sidste skulle være hunnernes eneste originale bidrag til historien.
Frygten for multikultur følges af ophøjelsen af den nationale identitets fortræffelighed og bestandighed.
Men både historisk og aktuelt set er national identitet en skrøbelig vare: Fortidens viking, feudaltidens fæstebonde eller gårsdagens hippie er indbyrdes lige så forskellige som oldemor fra Fanø, en samfundsfagsstuderende i Århus eller prins Henriks omgangskreds. Her er tale om kulturelle forskelle mere markante end mellem en flygtet syrisk middelklassefamilie med en tandlægemor, en mekanikerfar og to uvorne unger og en tilsvarende dansk middelklassefamilie. De kan mødes på lige fod og har noget at snakke om, og den syriske familie kan så oven i købet få adgang til den personlige frihed og det demokrati, der var kernen i de folkelige og fredelige protester mod Bashar al-Assad regimente, hvilket jo startede hele miseren.
I dette samvær finder der en kulturel tilpasning sted, og grundlæggende her er, som i alt godt samvær med venner, familie, i nationen eller på tværs af nationerne, respekten for medmennesket.
Måske bliver man ikke hjertevenner, men respekt er, sammen med tillid, det kit, der holder mennesker sammen i fordragelighed. Og ligesom tryk avler modtryk og frygt avler frygt, avler respekt og tillid respekt og tillid.
Medlidenhed er en agtværdig, men ubestandig følelse. Men overgår den til respekt og tillid, kan den blive et væsentligt bidrag til at befri tilskuerne til dagens flygtningetragedie for den frygt, der i dette øjeblik får den ungarske regering til at bygge pigtrådshegn ved landegrænser og true med vandkanoner og gummikugler. Og i Danmark inspirerer landets største borgerlige parti til ideer om at koncentrere flygtninge i Danmark i lejre på ubestemt tid uden mulighed for andet end at vente på bedre tider i hjemlandet.
Frygt og medlidenhed er følelser, der netop nu rammer borgerne i Den Europæiske Union. Bearbejdet rigtigt kan de blive et bidrag til et bedre liv for os, der nærer dem, og for dem, de rammer.


ANNONCE:



STRANDHUG ELLER STRANDHUGG, 3



PROFIL
Asger Albjerg                     
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.


På en sø i Finland.

I Svenska Akademiens Ordbok, som i omfang og pålidelighed er en pendant til Ordbog over det danske Sprog, gentages Vikingetidens betydning af strandhugg. Men i nutidssvensk finder vi en betydning, der radikalt afviger fra den danske. Den kan vi læse om i Nationalencyklopediens ordbok, bind 3, som kort og koncist definerer et strandhug som

tillfälligt besök i land vid längre båttur.

Det praktiske eksempel ser sådan ud:

segla i skärgården och göra strandhugg här och där; göra ett kort strandhugg för att hämta vatten.

Denne anvendelse af strandhugg er belagt fra 1871 og havde altså været i brug i svensk i et hundrede og otte år, da jeg i Sverige og i selskab med svenskere for første gang virkeliggjorde mine drømme om strandhug. Hvorved det selvsamme ord, men i svensk betydning! listede sig ind i mit danske sprog.
For en person med dansk som profession anser jeg en sådan sammenblanding for en næsten utilgivelig brøde. Lidt i stil med misforståelsen af, at det svenske ord rolig betyder det samme som det danske rolig. Jeg har selv som barn gjort mig skyldig i den, idet jeg mistolkede en plakat på børnebiblioteket i Svendborg, hvis tekst lød:

Det är roligt att läsa.

Hvilket altså slet ikke var en tavs formaning fra den ellers evigt tyssende børnebibliotekar om at holde bøtte på læsesalen.
Og jeg kan garantere for, at det i 1979 og i de følgende år var roligt att göra strandhugg med den gode kano Frederikke af Biskops Arnö, og at ikke et hår blev krummet på hverken folk eller fæ, svenskere, finner eller andre folkeslag under talløse togter på Mälaren med landgang som en fast punkt på programmet.
Til sådan aktivitet er netop en kano fremragende, hvad jeg nogle år senere fik bekræftet i den ålandske skærgård. Med kanoens krav om højst ti centimeter vand under kølen er det næsten umuligt at støde på grund med den og muligt at gå tørskoet i land på stort set alle kyster. Netop herved er den som en lillebror til forfædrenes vikingeskibe, hvis mandskab med hensigten at gøre strandhug, altså at myrde og plyndre langs kysterne, sejlede deres lavtgående langskibe helt op til strandkanten og var kampklare efter en kort vadetur med vand lidt op ad lårene.
Overraskelseseffekten var grundlæggende i strategien, og inden de lokale kunne nå at samle sig til at ordentligt forsvar, var vikingerne belæsset med bytte vadet tilbage til skibene og roet i sikkerhed et pileskud fra kysten. Der kunne de så dele rovet, i ro og mag voldtage de bortrøvede kvinder og sidde og mæske sig.
Enkelt og effektivt og nok værd en anråbelse til højere magter om at slippe for:

Fri os fra normannernes vrede,

som bønnen lød i kirkerne i Normandiet, da det skånselsløse  sørøveri under navn af vikingetogter forpestede tilværelsen for derboende fredeligt folk.
Men som sagt, det var ikke sådanne drømme, der engang drev mig til strandhug med Frederikke, eller som nu har drevet mig til (se den første blog i denne serie), at bygge hende om til en stadig bedre sejlende kano.
Hvis der er tale om en ydre inspiration, ligger det inden for det sandsynlige, at Rasmus Klump-hæfterne, der begyndte at udkomme i 1952, har haft betydning for mig. For hvad er det egentlig, Klump og alle hans venner foretager sig? Jo, først bygger de et skib, snækkeformet, for resten, og med det tager de siden på togt efter togt og gør landgang – eller hvorfor ikke sige strandhug nu vi ved, hvad ordet betyder? på de forskelligste steder og altid med store og barnlige oplevelser til følge.
Mine egne togter i år får snart en ende, for her oppe i Finland er efteråret ved at falde over os, overraskende som altid. Men til næste år vil jeg med løbende forbedringer af Frederikkes sejldygtighed udforske nye finske søer. Første skridt er at sætte hende op på bilen og så af sted til en ny sø. Der er tusind at vælge imellem.
Indtil da må jeg udleve mine strandhug i sproget.


PS
Jeg håber og be’r til, at det må ske uden sproglige forviklinger som beskrevet ovenstående, der kunne give en Inger Støjberg anledning til at mene, at jeg har forskertset mit danske statsborgerskab.



ANNONCE: