VINDIGT VIPPENDE

PROFIL

Asger Albjerg                     

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Det var i lørdags gennem saunavinduet. Udenfor, i toppen af et stort birketræ, sad en fugl, i modlyset sort.

– Kråka, sagde min kone, der taler svensk og mindst af alt er ornitolog.

– Skade, rettede jeg. – Kan du se, at den vipper vindigt med halen?

– Vindigt? spurgte hun og så ud. Men fuglen var fløjet.

– Sådan op og ned, svarede jeg lidt tøvende. – Det er ikke helt almindeligt, ordet altså. Jeg kender det faktisk kun i en enkelt sammenhæng.

– Nå?

– En sang. Grøn er vårens hæk. Den stod i Højskolesangbogen. Fra begyndelsen af 1800-hundredtallet. Jeg har sunget den masser af gange. Til morgensang. Mindst én gang om året i syv år. Og ellers også. Når jeg cyklede, for eksempel.

Jeg så aulaen for mig. Her stod vi, eleverne, med front mod rektor, som besteg talerstolen og forkyndte et nummer i Danmarks næstmest udbredte digtantologi. På balustraden over os lærerne med vagtsomme øjne og lænende sig mod gelænderet. Vi elever var inddelt klassevis. 1. mellem, som ikke ragede så højt i vejret, stod først, 3. g længst tilbage. Jeg så gangen ned midt gennem salen. Til højre pigerne, til venstre drengene. Eller var det sidste bare en hallucination dér i vores finske sauna mere end et halvt århundrede efter. Men erindringen om fryden ved at synge er jeg sikker på.

– Ja? sagde min kone.

Jeg tog hendes spørgsmål som en opfordring til – ikke at synge, for dét gør man altså ikke i en sauna i Finland, men til at fortsætte min tankegang. Med den langsomhed, som er en naturlig følge af den høje puls, der kommer af at opholde sig i et luftfugtigt rum med en temperatur på op mod halvfems grader, begyndte jeg lidt famlende at citere efter hukommelsen:

Grøn er vårens hæk,

kåben kastes væk,

jomfruer sig alt på volden sole.

Luften er så smuk,

deres længselssuk

kendes let på deres silkekjole.

– Hmmm, kommenterede hun. 

Havde jeg hørt ordentligt efter hendes hmmm, burde jeg have bemærket det lidt ildevarslende i tonefaldet i den usædvanligt korte kommentar. Men uanfægtet kørte jeg temmelig stolt over min langtidshukommelse på med nogle af de linjer, jeg huskede bedst:

Hulde piger små,

røde, hvide, blå,

sende deres blikke rundt som pile.

Og som krigerflag

i det kælne slag

silkebånd fra liljenakken ile.

– Bleu, blanc, rouge, sagde min kone. – Altså Den Store Franske Revolutions farver. Er dét mon en pointe i denne sang fra begyndelsen af 1800-hundredtallet?

– Sikkert, svarede jeg glad over, at vi var på bølgelængde. – Frihed, lighed og...

– Søsterskab, afbrød hun. Dog uden at standse min lyst til at citere videre:

Aftnen driver på,

mens de skønne gå,

bare de dem ikke skal forkøle.

Hvilken yndig strøm,

barmen blir så øm,

man mit hjerte kan på vesten føle.

– Og det er så her, det dér med vindigt og skadens hale kommer ind?

– Jeg er ikke helt sikker på rækkefølgen, indrømmede jeg. – Men det hele slutter i hvert fald med, at digterjeget efter at have set på pigerne og al den frugtbarhed, han finder omkring sig i form af storke, gæslinger og violer med et suk konstaterer, at han må gå hjem alene.

Så havde jeg fortalt, hvad jeg skulle, om den ting, og ingen af os sagde noget i et stykke tid. Jeg øste vand på saunaovnens sten, og da effekten af den skoldhede damp havde fortaget sig, og det igen var muligt at tale, fortsatte min kone:

– En tekst med en udpræget mandlig synsvinkel. Og som sådan en del af den kanoniske danske litteratur, forstår jeg. Hvem var det, du sagde, der havde skrevet den?

– Poul Martin Møller. Filosof og digter, sagde jeg en smule stødt over hendes drilagtighed. Og for at imødegå den med en virkelig trumf, tilføjede jeg med patos, ikke på egne vegne, men på Poul Martin Møllers, naturligvis:

– Med stor indflydelse på Søren Kierkegaard, you know.

– Javist. Ham med Forførerens Dagbog. Et til perfektion rendyrket udtryk for kvindeundertrykkelse, vil jeg påstå. En potensering af den visuelle befamling af kvindekroppen, du tydeligt har demonstreret med din sang.

Jeg øste mere vand på stenene. Skovlfuld efter skovlfuld til huden brændte, luften nærmest gik ud af os, og vi måtte trække vejret gennem hændernes let spredte fingre.

– Det dér i Köln, fortsatte hun lidt efter.

Hun er altid den første til at få vejret og dermed ordet i sin magt, men så er hun jo også født og opvokset i Finland med saunakultur og det hele. En anden en, der ikke har været med fra barnsben, kommer altid håbløst efter.

– Nytårsnat, husker du. De nordafrikanske mænds befamlinger. Det var konkret. Men i grunden – var det kvalitativt forskellig fra det i din sang? Og de danske mænd... Ja, du ved jo bedst selv..., afsluttede hun og så på mig med et uskyldigt smil.

Hun, som netop havde befamlet min kære, danske sang fra min kære, danske sangskat sad med et uskyldigt smil!

Eller også afsluttede hun slet ikke sådan. Måske havde hun i virkeligheden slet ikke sagt hverken det sidste eller noget af det foregående. Måske var det hele bare udtryk for mine egne overophedede tanker sat i gang af saunaens umenneskelige varme og af skadens vippende hale. Med andre ord en hallucinerende internalisering af dagens politisk korrekte måde at betragte spillet mellem kønnene på. Et spil, som i Poul Martin Mølleres aprilvise muligvis slet ikke er et spil, men et regederligt overgreb styret af den mandlige lyst til ikke at gå hjem alene, som sangens slutord lyder.

Da vi havde badet færdigt, været ude og rulle os i sneen og i et stykke tid siddet med hver sin øl, genoprettet væskebalancen og pustet ud, sneg jeg mig hen til reolen med Ordbog over Det Danske Sprog og trak bind 27 ud. Under vindig smuglæste jeg, at ordet blandt andet kan betegne:

præget af (hyppige, stærke) vinde [...] som ved sin fart, lethed, mangel paa substans, tyngde osv. minder om vinden [...] (nedsæt.) som mangler alvor, dybde, grundighed; flygtig; overfladisk; letbenet [...] ofte om udsagn (navnlig m. (bi)bet.: upaalidelig, usandfærdig).

Det var jo ikke præcis mine ord om skadens hale. Så rethaverisk, som jeg er, fik jeg fat i kommentaren til min gymnasietids danske læsebog. Her blev vindigt kort og godt forklaret med lapset, hurtigt.

Men selv om vindig altså ikke ligefrem betyder op og ned, som jeg i saunaens hede havde for mig, er den åndelige mening den samme: der er tale om noget let, flygtigt, upålideligt. En hurtig, lapset flirt, med andre ord. Og var det egentlig ikke  essensen i Poul Martin Møllers Aprilvise?

Med dens hjælp – og sikkert hjulpet af meget andet, som jeg ikke lige kan komme på – blev jeg og mine kammerater under fællessangens dække for mange år siden indoktrineret til et maskulint, for ikke at sige mandschauvinistisk syn på kvinder. Overvåget af strenge lærere lærte vi drenge teorien. Nogle af pigerne lærte den også. Og lærte at holde kæft og tage imod, når drengene praktiserede det indlærte.

Sådan måtte jeg i hvert fald konkludere, som jeg stod der foran reolen med et håndklæde om livet og en øl i hånden.

Og nu står vi så her i dag, vi hvide, blonde, blåøjede, og skal forestå opdragelsen til såkaldte danske værdier af brune mænd fra Nordafrika. Nytårsnattens befamlere fra Köln og andre storbyer.

Sådan noget skrives der en masse om i aviserne. Hver dag. Der står om faste grænser. Og om flydende. Om grænsebomme.

Starter vi med at tage et spejl, bliver der sikkert grund til at feje en masse splinter op. 

ANNONCE: