PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Mens de danske medier den 1.
januar 2016 har travlt med prins Henriks pensionering, bringer det svenske Dagens Nyheter øverst i sin netavis en
helt anderledes vinkel på den danske virkelighed:
Tar guldplomber om jag blir
tillsagd,
lyder overskriften. Under den en
dansk betjent med lyst hår og skudsikker vest. Ved siden af ham, men ikke på
samme billede, et par mænd med – hvordan skal jeg udtrykke det? - et ikke arisk
udseende. De citeres for følgende:
– Polisen i Danmark är inte bra, den är fascistisk. De säger att de ska ta
våra smycken och pengar och har redan kollat vad vi har, säger Arash Salehin.
Farzad Barzegar visar berlocken på sitt halsband. Den är av
guld, säger han, och berättar att han ska ha fått det av sin mamma.
– Men polisen ville ta halsbandet, jag fick kämpa för att behålla det.
I dagene
inden har danske medier præsenteret sine brugere for truslen om svensk
grænselukning og en aldrig standsende hånlatter over, at svenskerne nu,
endelig! er kommet ned på jorden og har indset, at deres åbne
indvandringspolitik var en fejltagelse.
Jeg må
tilstå, at jeg bliver skræmt af uforsonligheden mellem danske og svenske
holdninger, som de har taget sig udtryk i de seneste dage, hvor medier,
politikere og befolkningerne i vekselvirkning optrapper spændingen.
For her er tale
om noget radikalt forskelligt fra den lange tradition for, at de nordiske
naboer gensidigt driller hinanden ved at pointere reelle eller indbildte
nationale særtræk. Sådant har jeg altid betragtet som en uadskillelig del af
nordisk kultur. Af helt samme slags som drillerierne mellem fx jyder, fynboer
og sjællændere er en del af dansk kultur og i virkeligheden samler mere, end de
skiller, fordi de viser, at vi interesserer os for hinanden og ikke kunne
drømme om at separeres.
Med sin
grundtone af gemytlighed bekræfter disse nationale og regionale drillerier
derfor samhørigheden og retten til at være forskellig. De danske dialekter har,
som de nordiske sprog, den samme rod. Trods afvigeler og forskelligartede
påvirkninger har alle varianter i det store og hele udviklet sig parallelt
gennem en tusindårig, interaktiv historie og er fuldtud gangbare til at
beskrive dagens fælles politiske, sociale og kulturelle virkelighed.
Standser vi
et øjeblik op og forsøger at se de nordiske lande i et globalt perspektiv, er
det slående, at vi i Norden lever med ét fælles sprog og i én fælles
virkelighed, hvis afvigelser snarere er kuriøse end eksistentielle. Mine egne
erfaringer med fast bopæl i såvel Danmark, hvor jeg er født og opvokset, i
Frankrig, hvor jeg har studeret, i Finland, i Sverige og på Åland, hvor jeg har
arbejdet, er kun en bekræftelse af dette.
Det
elementære spørgsmål er her hvor længe, et fællesskab kan holde, når det
antastes med grovheder som fascisme og national isolationisme.
Engang var
det ikke sådan. Det var meget værre! For da var der rigtig krig. Og rigtig
mange krige.
For måske
tredive år siden gjorde jeg mig den ulejlighed at sammentælle det antal år,
Danmark og Sverige ifølge de første historiske kilder havde været i krig med
hinanden. For sammenligningens skyld udførte jeg den samme operation med krigene
mellem Danmark og Tyskland - eller hvad man nu på forskellige tidspunkter i
historien har kaldt vores nabo mod syd.
Resultatet
af mine optællinger var, at Danmark havde været i krig med Tyskland i
sammenlagt lidt over et hundrede år. Antallet år med krige mod Sverige var lidt
mindre.
Er dette
relevant i dagens sammenhæng? Forhåbentlig ikke! Men, undskyld mig, det var
altså netop dét, jeg først fik i tankerne for nogle morgener siden, da jeg læste
om guldtænder, fascisme og et jerntæppe gennem Øresund og indså, at der var en
mental mur under opbygning.
Derfor
spørger jeg: Hvor er dialogen på højeste politiske niveau mellem
de bästa grannar i världen?
- for at citere fra morgenens
interview i den finlandssvenske radiokanal med Sveriges ambassadør i Finland.
Men mindre
end det kan også gøre det. Og måske gøre det bedre. For eksempel kunne det
bringes i erindring, at den netop pensionerede prinsgemals gemalinde, dronning
Margrethe, er barn af en indvandret svensk prinsesse, som danskerne i den grad
tog til sig.
For
nationalistisk sindede burde der her være en inspiration til at glemme
indbildte særinteresser og i stedet arbejde på at samle i stedet for at skille.
Hvad har man
ellers kongehuse til?
Det ville
være et stort skridt på vej væk fra dagens mentale krig med hjemmelavede
skyttegrave.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar