PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Siden jeg flyttede til Finland,
har jeg haft en konto, som hedder:
ÉN ORDENTLIG TUR PÅ RØVEN HVER
VINTER MÅ MAN LEVE MED.
Og det
plejer ikke at slå fejl, for når fortovene og småvejene glinser af frosset sne
eller spejlblank is, som især lurer mellem frost og tø, er det let for fødderne
at misforstå underlaget. For det meste er det lige ved og næsten, man fægter
vildt med armene og udstøder måske et ufrivilligt vræl, som eventuelle
forbipasserende kan tolke som et heroisk kampråb.
Men somme
tider går det galt, og på mindre end et splitsekund ligger man så der med næsen
i en snedrive eller baghovedet mod en isklods. Er man heldig, lander man på sin
mindst tænksomme legemsdel, hvilket samtidig er det mindst elegante og mest
smertefulde af alle slags fald. Her gælder det om at bide tænderne sammen.
Benbrud,
brækkede arme og knækkede skuldre hører til dagens orden, hvis man skal tro
aviserne, hvor man også kan læse hårrejsende historier om kæledyr i snor, der har
trukket deres ejere omkuld med dødelig udgang til følge.
Fulgte man
fornuften, gik man aldrig ud for sin fornøjelses skyld, når vandet ligger over
fortovets blankis, og især holdt man sig på den sikre side af dørtrinet, hvis
Fido eller katten Emil skulle tilkendegive lyst til en tur i det fri.
Nu er det
sådan, at husholdet, jeg er en del af, som sit vigtigste medlem tæller en fem
kilo tung skovkat, der ikke lyder
navnet Emil, selv om han bærer det. Vigtigste
er naturligvis kattens egen opfattelse, og faktisk får kræet sin vilje mod min
vilje. Jeg sætter altså snor på ham og går ud, hvorved jeg udsætter mig for en manifest
risiko for at blive trukket omkuld af dette såkaldte kæledyr for at havne på
syge- eller lighuset eller i det mindste overtrække faldkonto med et
uspecificeret antal røvture.
Men så fik
jeg en idé, som jeg, sagt i al stilfærdighed, er kanon tilfreds med at have
ført ud i livet. Inspirationen kom fra katten selv, som med sine medfødte
pigsko uden det mindste besvær springer op og ned ad havens spejlglatte
klipper, mens jeg – nå-ja, det kan selv den mest fantasiløse forestille sig.
Frelst inde
ved computeren googlede jeg så på pigsko og nåede hurtigt frem til, at sådant
findes i en mængde modeller til både hurtigløb om sommeren og sikker gang i
vinterføre. I en butik for fritids- og vildmarksudrustning fandt jeg hurtigt et
par støvler, superlette og med en masse pigge under sålerne.
Nu har jeg
anvendt dem i en uge, og hvis det havde været en julegave, ville det have været
årets bedste. Jeg går som på vandet, det er en helt ny og fantastisk oplevelse
uden den mindste risiko for at gå igennem eller skvatte omkuld. Hovedet er
løftet, jeg kan se mig omkring uden at være bange for at overse det forræderiske
sted, der ligger og lurer for at ekspedere mig nærmere evigheden. Men uden så
meget som at gide registrere det sætter jeg hælen i og forfoden ned, og alle sytten
pigge har på en brøkdel af et sekund med et fast tag i underlaget sendt mig
fremad med den hastighed, jeg selv ønsker. Eller de garanterer, at en hurtig og
uplanlagt drejning er risikofri.
Og dem er
der som bekendt en overflod af, når man er ude at gå for sin fornøjelses skyld.
For det er jo svingene med de nye vinkler på omverdenen, de giver, der er
meningen med det hele.
Det værste,
jeg nu ved, er grusbiler. For de ødelægger fuldstændigt den ubeskrivelige
følelse af at gå på vandet og den uskyldige fornøjelse, det er at føle sig som
kattens ligemand.
– Jeg har jo
altid været den klogeste, synes Emil at sige, mens han i stram snor og op ad havens
dødningeklippe går foran mig med løftet hale.
– Men
endelig fandt du altså ud af det.
Jeg er ikke
fri for at føle samme triumf som knøsen i folkeeventyret, der kravler op ad
glasbjerget for at erobre prinsessen.
Så nu har
jeg opsagt min røvturskonto med den hensigt at gå på to ben. Og nyde det. Hver
dag. Resten af vinteren. Ikke bare lige ud, men også op og ned.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar