PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Det, du formulerer klart,
modbevises i en fart. Det, du maler i det dunkle, vil som visdom længe funkle.
Verselinjerne, her skrevet ud som
prosa efter hukommelsen, er af den danske digter og naturvidenskabsmand Piet
Hein. Hans litterære pseudonym var Kumbel Kumbell, og den epigrammatiske genre,
han bemestrede og skabte tusinder af, kaldte han gruk. Betegnelsens førsteled er hentet fra ordet grin, sidsteleddet fra suk. Grukket er, som vi kan se, kort og
med en fyndig, ofte satirisk pointe, der udgår fra en modsætning.
Ovenstående
gruk har ofte været mig til trøst, når jeg har læst berømmede forfattere og
filosoffer, hvis modsigelsesfuldhed eller kapricer jeg kun har kunnet forstå
som latterligt prætentiøse og af en art, som hører hjemme i et kladdehæfte,
hvorfra en seriøs forfatter ved senere lejlighed kunne tage det frem og gøre
det brugbart.
Men det
omvendte kan lige så vel været tilfældet, for grukket kan også blive nærværende
for mig, når jeg møder en kompliceret tanke udtrykt fyldestgørende i en
enfoldig form. Så standser jeg op og forsøger at holde på ordene ved at lære
dem by heart, som englænderne meget
betegnende benævner det, vi danskere kalder udenadslære.
En sådan
mulighed tilbyder den danske tegner og forfatter Robert Storm Petersens
såkaldte fluer, som han har skabt tusinder af. En flue består af en kort tekst
med en enkel stregtegning. For et par dage siden blev jeg opmærksom på
nedenstående, hvis blot tyve ord gav mig en slående forklaring på og et
uigendriveligt alibi for den iver og glæde, hvormed jeg i de sidste par måneder
har fordybet mig i oldtids- og middelalderlitteratur. Over for
historieskeptikere har jeg altid haft mange og lange forklaringer for at
legitimere min interesse. Den her glæder jeg mig til at bruge. Den sidder bare!
Under billedet
af en mand, mere lærd end udadvendt, står de bevingede ord:
Man har ment, at oldtiden
ikke vedkommer os, men havde vi ikke
haft den, havde vi heller ikke haft nutiden.
Så er den
ged barberet, som man i dansk, uformelt sprog siden 1997 har kunnet sige om en
sag eller et problem, der er afklaret.
Hvis den
kanoniserede engelske digter T.S. Eliot hørte, at jeg brugte de samme ord om
nogle af hans guddommeliggjorte linjer fra Four
Quartets, ville han måske trække godkendende på smilebåndet, måske betragte
mig som en illitterær plebejer uden adgang til poesiens højeloft.
Time
present and time past are both perhaps present in time future. And time
future contained in time past.
Hans
karakteristik af mig kan jeg tåle, for jeg har haft stor glæde af hans
statement, som jeg har båret med mig i jeg ved ikke hvor mange år.
Efter alt dette
positive må der jo komme et antiklimaks.
Noget som trods – eller måske netop på grund af sin forfatters i øvrigt højt
besungne verbale formåen er og forbliver uklart. Forstået på den måde, at den
klargørende forklaring, eksegesen med
et ord lånt fra teologien område, kræver en umådeholdende anstrengelse af sin
læser og mange stykker papir. Måske tykke bøger. Med andre ord kræver mere end
godt er.
Nedenstående
linjer er fra Karl Ove Knausgårds Om
vinteren, en samling korte prosastykker, hvor forfatteren på præcis samme
måde som det er tilfældet i mastodontværket Min
kamp har held til gang på gang at forplumre det banale. Har man hang til at
hensynke i mystifikationer, tilbyder der sig her en gylden lejlighed.
Stykket
hedder Syttitallet, jeg citerer fra
slutningen.
Lengselen etter syttitallet er
ingenting annet enn lengselen etter framtiden, for den fantes da, alle visste
at alt ville forandre seg, men den finnes ikke nå, når alt er forandret. Jeg
tror at alle kulturens epoker er preget av disse to modiene, eksistensen av
framtid og fraværet av framtid, og det merkelige er at det er som om kulturen
streber mod framtidsfraværet, som om det er dens høyeste form, når lengslene er
oppfylt, noe det ikke er, for da vender lengselen sig mot fortiden, eller mot
noe annet tapt eller ufullført, som den gjorde i årene før den første
verdenskrigen, en krig ingen ventet og ingen ville ha, drevet fram av krefter
ingen så, men som på aller mest brutale vis, først én gang, så én gang til,
ryddet veien for et nytt framtidsnærvær.
En anden
måde at forholde sig til teksten er at man, nu efter endt læsning, ser klogt nikkende
frem for sig og mumler: Jo, han kan, den Knausgård! Hvorefter man blader
videre, læser næste prosastykke og lader sig fængsle. For fængslende, det er
han, Karl Ove Knausgård, når han hæmningsløst katalogiserer det selvoplevede.
Om han
holder som profet ud i litteraturen, hvad det ikoniske portræt af ham kunne
antyde, vil tiden afgøre.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar