 |
| Ferdinand Hodler, Der Holzfäller (1910) |
PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Mens jeg står ved den voksende
brændestabel, ser jeg Hodlers ikonisk maleri af en træfælder for mig. Det er et
studie i balance, præcision, kontrolleret raseri og evnen til at koncentrere
kraften i et koldt, beregnende hug hvinende ned fra himmelske højder. Styrken
øges gennem den vredne krop, billedfladen udnyttes maksimalt af
diagonalkompositionen, og det næsten overmenneskelige fremhæves af den lave
horisont, som får træfælderens skikkelse til at løfte sig mod himlen.
I dag bruger
træfælderen motorsav. Til at kløve brænde findes der maskiner. Kunsten at
stable det kan man læse sig til i bøger.
Men
fascinationen af det ældgamle håndværk findes stadig. Tjek på nettet, hvor
ungersvende som en afglans af Hodlers maleri viser musklerne i romantisk
selvforherligelse.
Men den gang
tipoldemor var barn, var træfældning og brændehugning ikke for sjov. Tjek
folkeeventyr nedtegnet i hendes livstid. Her er brændehuggerne fattige og
sulter. Til og med kan de som i grimmeventyret om Hans og Grete optræde som
nogle værre tøffelhelte.
I dag kløver
man brænde med økse aus Liebe zur Kunst.
Den gang blev man brændehugger af bitter nødvendighed. Så slæbte man sig en
pukkel til og døde midt i arbejdet. Tjek Jean-François
Millets maleri af døden og brændehuggeren.
Jeg står ved
min maskine og kløver. Med et let tryk på en knap udløser jeg en kraft, som
svarer til vægten af en elefant. Stilfærdigt bevæger kløvekilen sig frem og
tilbage. Mine tanker flyver frit. Brændestablen vokser. Kun irriterer det mig
lidt, at jeg her nær slutningen af april er begyndt at småfryse.
Men jeg
kunne jo finde kløveøksen frem.
Jeg slukker
for strømmen, lægger en presenning over brændekløveren og går ind og
drikker kaffe.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar