DET SIDSTE NÆSEHORN











PROFIL
Asger Albjerg                     
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
 

Det var, da vi standsede for at se på sporene efter en leopard, at et par unge rangere pludselig stod der. Aftensolen kastede skyggerne fra dem langt ind over bushen, automatgeværerne hang som støbt ned langs deres ryggen. Vi vidste, at det betød næsehorn. Og at det ikke var os, de ville rette geværerne imod. For vi var beskyttet af Allan, selv ranger, autoriseret guide, dertil storvildtjæger. En erfaren mand på omkring de halvtreds.
Lyder det som begyndelsen til en dårlig thriller? Det er det ikke. Det er afslutningen på en dag fyldt med oplevelser i Maputo Nationalpark, Zimbabwe, Afrika.
Her havde vi fra tidlig morgen vandret kilometervis gennem bushen for at opleve spændingen ved at være ti meter fra en flok næsehorn. Vi havde fået hold i nakken af at følge et ørnepar, der cirklede lavt over os. Vi havde set flodheste og masser af helt almindelige gnuer og kuduer og aber i mængder. Vi havde bevæget os gennem usandsynlige klippelandskaber med eventyrlige stenformationer for at besøge grotter med ældgamle malerier af vældige giraffer og mænd, der som stregtegninger, men alligevel næsten levende sprang rundt på de klipper, de havde været fæstet til i tusinder af år.
Vi var alle trætte, nogle nærmest udasede, efter en lang dag med spændende oplevelser og ville bare hjem til hytterne ved farmen, en iskold øl og aftensmaden.
Men så stod rangerne der, med license to kill. Ikke os fredelige safariturister. Og slet ikke Allan, der igen havde fundet sin Colt Magnum frem fra jeepens aflåste handskerum. Nej, rangernes jagtbytte var næsehornsjægerne, krybskytterne, som var i færd med at udrydde de mærkelige dyr. Gemte de sig i bushen ikke langt fra os med dum-dumkugler og motorsave? Eller ville de dukke op om fjorten dage?
Tidligere på dagen havde Allan fortalt om de astronomiske beløb, hornene indbragte på det asiatiske marked, hvor ansvarsløse medicinmænd brugte dem som universalmidler mod aldren og faldende potens. Han havde diskuteret forskellige strategier for at holde stammen i live, både de hvide og de lidt mindre sorte. Han havde fortalt om jagter, som ikke rettede sig mod Afrikas firbenede skabninger, men mod de tobenede afskum, som i løbet af endnu et par årtier én gang for alle ville udrydde disse mærkværdige skabninger.
– Mislykkes alle tiltag, og det frygter jeg, er I måske den sidste generation, som får oplevelsen af at se levende næsehorn, afsluttede han. – De vilde bliver udryddet, og dem i fangenskab vil ikke yngle.
Så nyd disse damptromler med sprinterstart, mens tid er. And don’t be afraid, der skal meget til for at starte dem, som han med et smil i øjenkrogen havde beroliget os, da vi om formiddagen stod over for en folk.
Nu gik vi sent på dagen og pludselig befriet fra træthed med to rangers i ryggen, de mandsopdækkede næsehorns bestandige sikkerhedsvagter. Foran os Allan med sin Colt – hvad den så kunne nytte...
Efter et par hundrede meter dukkede en stor han frem bag en busk.
Den var tydeligvis i færd med at pisse sit revir af på præcis den måde, Allan tidligere på dagen havde fortalt om. Når de gør det, havde han sagt, føler de sig truet, og så skal man være på sin vagt. Stå tæt sammen, forlad aldrig flokken.
Men vi stod ikke tæt sammen denne aften, de første klinede sig op ad Allan, de tre sidste stod fastfrosset med fem meters mellemrum og lige meget, hvor ivrigt han vinkede dem til sig, rørte de sig ikke ud af stedet.
Så strakte Allan hånden frem mod næsehornet og udstødte nogle usandsynlige, gutturale fløjtelyde, hans helt personlige identifikationslyde, som han havde demonstreret tidligere på dagen. Og som ved et under faldt næsehornet til ro. Den piskende hale hang slapt ned, venstre forben standsede sin skraben, og hovedet med det mægtige horn blev holdt i ro.
– En gammel kending, hviskede han, da det listede af. – Jeg syntes nok, vi havde set hinanden.
Da vi nåede tilbage til jeepen, rangerne dannede igen bagtroppen, var vi blevet endnu en oplevelse rigere. Vi indså på en helt anden måde end tidligere næsehornets farlighed, men også den fare, det levede i.
I tusmørket kravlede vi om bord. Jeg tror, at flere end jeg tænkte på det uigenkaldelige spørgsmål, men ingen stillede det:
– Hvor mange krybskytter har du dræbt for et næsehorns skyld?

 
Bonusbillede fra Maputo Nationalpark  


ANNONCE:  




Ingen kommentarer:

Send en kommentar