PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Det var, da vi standsede for at
se på sporene efter en leopard, at et par unge rangere pludselig stod der.
Aftensolen kastede skyggerne fra dem langt ind over bushen, automatgeværerne
hang som støbt ned langs deres ryggen. Vi vidste, at det betød næsehorn. Og at
det ikke var os, de ville rette geværerne imod. For vi var beskyttet af Allan,
selv ranger, autoriseret guide, dertil storvildtjæger. En erfaren mand på
omkring de halvtreds.
Lyder det
som begyndelsen til en dårlig thriller? Det er det ikke. Det er afslutningen på
en dag fyldt med oplevelser i Maputo Nationalpark, Zimbabwe, Afrika.
Her havde vi
fra tidlig morgen vandret kilometervis gennem bushen for at opleve spændingen
ved at være ti meter fra en flok næsehorn. Vi havde fået hold i nakken af at
følge et ørnepar, der cirklede lavt over os. Vi havde set flodheste og masser
af helt almindelige gnuer og kuduer og aber i mængder. Vi havde bevæget os
gennem usandsynlige klippelandskaber med eventyrlige stenformationer for at
besøge grotter med ældgamle malerier af vældige giraffer og mænd, der som
stregtegninger, men alligevel næsten levende sprang rundt på de klipper, de
havde været fæstet til i tusinder af år.
Vi var alle trætte,
nogle nærmest udasede, efter en lang dag med spændende oplevelser og ville bare
hjem til hytterne ved farmen, en iskold øl og aftensmaden.
Men så stod
rangerne der, med license to kill. Ikke os fredelige safariturister. Og slet ikke
Allan, der igen havde fundet sin Colt Magnum frem fra jeepens aflåste
handskerum. Nej, rangernes jagtbytte var næsehornsjægerne, krybskytterne, som
var i færd med at udrydde de mærkelige dyr. Gemte de sig i bushen ikke langt
fra os med dum-dumkugler og motorsave? Eller ville de dukke op om fjorten dage?
Tidligere på
dagen havde Allan fortalt om de astronomiske beløb, hornene indbragte på det
asiatiske marked, hvor ansvarsløse medicinmænd brugte dem som universalmidler
mod aldren og faldende potens. Han havde diskuteret forskellige strategier for
at holde stammen i live, både de hvide og de lidt mindre sorte. Han havde fortalt
om jagter, som ikke rettede sig mod Afrikas firbenede skabninger, men mod de
tobenede afskum, som i løbet af endnu et par årtier én gang for alle ville
udrydde disse mærkværdige skabninger.
– Mislykkes
alle tiltag, og det frygter jeg, er I måske den sidste generation, som får
oplevelsen af at se levende næsehorn, afsluttede han. – De vilde bliver
udryddet, og dem i fangenskab vil ikke yngle.
Så nyd disse
damptromler med sprinterstart, mens tid er. And don’t be afraid, der skal meget
til for at starte dem, som han med et smil i øjenkrogen havde beroliget os, da
vi om formiddagen stod over for en folk.
Nu gik vi sent
på dagen og pludselig befriet fra træthed med to rangers i ryggen, de mandsopdækkede
næsehorns bestandige sikkerhedsvagter. Foran os Allan med sin Colt – hvad den
så kunne nytte...
Efter et par
hundrede meter dukkede en stor han frem bag en busk.
Den var
tydeligvis i færd med at pisse sit revir af på præcis den måde, Allan tidligere
på dagen havde fortalt om. Når de gør det, havde han sagt, føler de sig truet,
og så skal man være på sin vagt. Stå tæt sammen, forlad aldrig flokken.
Men vi stod
ikke tæt sammen denne aften, de første klinede sig op ad Allan, de tre sidste
stod fastfrosset med fem meters mellemrum og lige meget, hvor ivrigt han
vinkede dem til sig, rørte de sig ikke ud af stedet.
Så strakte
Allan hånden frem mod næsehornet og udstødte nogle usandsynlige, gutturale
fløjtelyde, hans helt personlige identifikationslyde, som han havde
demonstreret tidligere på dagen. Og som ved et under faldt næsehornet til ro. Den
piskende hale hang slapt ned, venstre forben standsede sin skraben, og hovedet
med det mægtige horn blev holdt i ro.
– En gammel
kending, hviskede han, da det listede af. – Jeg syntes nok, vi havde set
hinanden.
Da vi nåede
tilbage til jeepen, rangerne dannede igen bagtroppen, var vi blevet endnu en
oplevelse rigere. Vi indså på en helt anden måde end tidligere næsehornets
farlighed, men også den fare, det levede i.
I tusmørket
kravlede vi om bord. Jeg tror, at flere end jeg tænkte på det uigenkaldelige
spørgsmål, men ingen stillede det:
– Hvor mange
krybskytter har du dræbt for et næsehorns skyld?
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar