ER BJÖRN WAHLROOS SLET OG RET IDIOT?



 
Som bekendt vender pyramiderne den tunge ende nedad.
PROFIL
Asger Albjerg                     
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



Engang vidste herremanden, hvad der var bedst for bønderne. Afrikas hvide kolonister var ikke i tvivl om, at de gav de indfødte sorte nogle goder, de aldrig havde kunnet drømme om. Industrifyrster brystede sig af, at de bragte nationen velstand. For bønder, indfødte og arbejdere var først og sidst ansvarsløse, uvidende, overtroiske, misundelige, fordrukne, dovne, ugudelige, liderlige, kortsynede og bærere af andre laster, der gjorde dem uegnede til at bestemme over deres eget liv.
I dag er herremanden erstattet af storgodsejeren, han er uden fæstebønder, i stedet har han traktorer, sprøjtemidler og kunstgødning, og han ved bedst, hvad der tjener et bæredygtigt landbrug. Kolonierne er afviklet, men i de sidste, skarpt bevogtede rigmandsreservater lyder sukket efter de gode, gamle dage, da minerne spyttede diamanter ud og kornet voksede mod stjernerne. Og industrifyrsternes virksomheder er opløst i globale selskaber, hvor penge avler penge.
Finansbaronerne er i dag borgherrer. Også de danner en lille gruppe med nogle særlige regler, som andre i den politiske og økonomiske elite har gavn af. Derfor findes de. Alle ved det, alle kender til miseren og diskuterer den livligt, når sløret falder og skandaler som den med det panamaske advokatfirma Moassack Fonseca viser sig som toppen af isbjerget. Men ingen gør noget radikalt ved det, heller ikke de talrige værdikrigere, som et tilsløret ansigt ellers i årevis har holdt i det røde felt.
For det er jo dem, finansbaronerne, der bringer lykke og velstand til os, de ansvarsløse, uvidende, overtroiske, misundelige, fordrukne, dovne, ugudelige, liderlige, kortsynede og bærere af andre laster, der gør os uegnede til at bestemme over vort eget liv.
Lyt til, hvad en af dem, selv mistænkt skatteflygtning fra Finland til Sverige, Nordeas øverste chef, bestyrelsesformand Björn Wahlros, sagde i et foredrag i PFA-Pension i maj 2015:

Cirka 80 pct. af folk er idioter. I det mindste når det kommer til penge. Finanssektoren handler om at flytte penge fra de 80 pct. uden ideer til de 20 pct. af folk, der rent faktisk har ideer. Finanssektoren er en tunnel, der tager penge fra idioter til folk, der er bedre med penge, så alle får det bedre, både idioterne og de andre.

 Det store spørgsmål er nu, om Björn Wahlroos er vendt tilbage til sit politiske udgangspunkt og er i gang med at hverve kommunister, hvad han selv var den gang i tresserne, da de venstreradikale okkuperede Gamla Studenthuset i Helsingfors.
Eller er han slet og ret idiot?


ANNONCE:





Ingen kommentarer:

Send en kommentar