PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Heltekirkegården National Heroes
Acre ligger på et højdedrag nogle kilometer uden for Zimbabwes hovedstad
Harare. Opbygningen af den blev påbegyndt i 1981, et år efter afslutningen på den
kommuniststøttede befrielseskrig mod det hvide apartheidregime. Oprørernes sejr
bragte den sorte socialist Robert Mugabe til magten.
Over en
lavtliggende slette rejser heltekirkegården sig som et monument over Zimbabwes
sønner og døtre, som faldt i kampen for frihed, og over dem, der har viet deres
liv til nationen.
Monumentets
centrale del, som er et minde over den ukendte soldat, består af en gruppe på
to mænd og en kvinde. De er alle i uniform. Manden til højre for beskueren står
lavest. Han er bevæbnet med panserværnsgranat og pistol. Kvinden, i knælang
nederdel og solide sko, holder en AK-47 i hånden. Bag dem rager endnu en mand
op, også han ser på beskueren med bister mine. På ryggen bærer han sit
automatgevær, i højre hånd en fane. Gruppen, og soklen, de står på, er
guldglinsende.
Bag den
rejser der sig en stejl trappe, som slutter ved en obelisk i sort granit. På
begge sider ligger heltenes grave, også hugget af den sorte granit og ens af størrelse.
Gravstenene, de fleste forsynede med portrætter i sort/hvidt, flimrer forbi
under opstigningen ad de hundrede trin til obelisken. Kvinderne er i mindretal,
men de er der.
Vel oppe lykkes
det mig ikke helt at se monumentet som den figur, det ifølge dets nordkoreanske
arkitekter skulle vise, nemlig en udfoldet AK-47, frihedskampens vigtigste
våben. Trappen skulle ligger som løbet, i forlængelse af den obeliskens
bajonet, mens gravstenene forestiller ammunition i magasiner. Derimod rammes min indre nethinde af nordkoreanske
eneherskere, der poserer bag podier og mikrofoner, mens soldater med høje,
vandrette spark marcherer til dundrende militærmusik. Alt er ensrettet og i
geled, der er kun én vej. Den rette. Fremad mod friheden.
Den kan man
så diskutere – både med henblik på situationen i Nordkorea og i Republikken
Zimbabwe, hvis politiske overhoved siden befrielsen har heddet Robert Mugabe.
Zimbabwes historie er kort og blodig, den vil jeg ikke komme ind på i detaljer,
men tre ting skal nævnes:
Landet var
en britisk koloni til 1965, da et hvidt mindretal ledet af Ian Smith erklærede landet for uafhængigt
under navnet Rhodesia.
Ved magtskiftet i 1980 ejede de hvide, som udgjorde 4 procent af
befolkningen, 70 procent af landbrugsjorden, herunder landets mest frugtbare
arealer. En del heraf blev eksproprieret med magt og uden kompensation og ejes
og dyrkes i dag af befrielseskrigens soldater.
Zimbabwe har Afrikas bedste undervisningssystem med en analfabetisme blandt
voksne på under 10 procent.
Mens jeg står der bag balustraden øverst på monumentet, forestiller jeg
mig, at jeg i mikrofoner og på storskærm råber revolutionens sejre og fredens
udfordringer ud over en massivt opmarcheret folkemasse. Men pladsen nedenfor
mig er totalt tom for mennesker. En enlig bil ses, det er den, jeg er kommet i.
Det er ellers søndag formiddag, vejret er behagelig og skulle vel passe til en
valfart til heltekirkegården.
Har zimbabwianerne ikke fortjent deres frihed? Elsker de den ikke?
Jeg ser mig selv nede fra pladsen. Uden storskærm er jeg bare en prik. Mit
blik fyldes helt af monumentet, og jeg finder ikke ord, der stærke nok kan
beskrive hvor chokerende og upassende, det fremstår i det smukke, grønne
landskab. Til og med skabt med en symbolik, som ikke fortæller om den fredlighed,
venlige opmærksomhed og det smittende humør, som jeg i en tidligere blog har fortalt
om er min vigtigste oplevelse fra Zimbabwe.
Og jeg tror, at jeg forstår, hvorfor National
Heroes Acre ikke er et populært udflugtsmål for menigmand. For kirkegården
peger med sit fremmede formsprog og sit symbolske gevær på præcis den kamp,
ingen ønsker genoptaget. Det passer godt med, at de eneste våben, jeg under min
rejse fra nord til syd så uden for nationalparkerne, hvor de udelukkende var
til for at beskytte dyrene mod krybskytter, blev båret af en vagt foran indkørslen
til præsidentens palads.
Det så jeg til
gengæld ikke. Men vel ankommet til Finland spekulerer jeg på, om dette palads
på samme måde som jeg sine steder bemærkede, det var tilfældet med
heltekirkegårdens stenbelægning, er ved at gå i forfald.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar