DYRKELSEN AF DET PERFEKTE












PROFIL
Asger Albjerg                     
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



Hvad skal man gøre, når håret falder af, knæene svigter, nyregruset rasler, der er bremsespor i underbukserne, gigten plager, depressionerne hærger, kæresten flyttet, forureningen tager overhånd, og man mest af alt har lyst til at grave sig ned, sådan bogstaveligt og for al tid?
Ja, man skal i hvert fald ikke fortælle om det på Facebook, har jeg fået at vide af en god ven, som jeg i en mail betroede mine overvejelser om at opgive min blog og tilmelde mig dette usandsynlige fællesskab.
Hans svar fyldte flere sider. Det handlede ikke direkte om mig. Det handlede ikke om ham selv heller, hvad hans breve til min store glæde ellers plejer at gøre. Jeg læste det som en fiktion om et celebrity life, sådan à la Hollywood. Hvor alle altid udstiller solsiden.
Ensidigt fokus på lykke er let at forveksle med pornografi, konkluderede han efter et væld af eksempler, af hvilke jeg vil referere et fåtal:
 nye løbepræstationer på skovstien i den friske morgenluft, der gør en så fit! fit! fit! – og download så for en sikkerheds skyld min app og følg mine fremskridt i hele næste uge;
 en helt ny kaffesmag hos frisøren du ved dér på Strøget lige ved siden af Ravbutikken;
 børnenes chokoladesmil, mens de laver kikskage og bager grovbrød sammen med Mor;
 week end-trippet, improviseret, til Barcelona, og har I prøvet Bravo 24, lige ved vandet, den har sør’me fortjent sine Michelinstjerner;
 ja, og véd I, hvem jeg løb på i dag, jo, selveste MM, og hun nikkede til mig og smilede og sagde hej! selv om det er længe siden vi flygtigt blev præsenteret for hinanden ved receptionen i Det Kongeliges foajé.
Og der sidder man så, skrev min ven, med de andres livsglæde og porcelænssmil og enestående præstationer. Det er til at blive skør af eller deprimeret over. Men dén går jo ikke, i stedet gælder det om at matche og overgå, få mæslinger til at ligne et sundhedstegn og gøre søvnløshed til en filosofisk tilstand. Nederlag fortælles der ikke om som andet end vejen til allerede udfoldede successer, som ens liv er brolagt med.
Livet på Facebook er således en rejse med uophørlige orgasmer som følgesvend, sluttede han før det obligatoriske Kh.
Der sad jeg så og tænkte:

mit hår falder af, min knæskal er løs,

og hvor katten jeg havde det fra?
Jo, selvfølgelig, fra en vise af den halvt fordrukne svenske kyniker Svante, hvis viser Benny Andersen i 1972 udgav under eget navn. Jeg fandt digtet og har løseligt gengivet indholdet ovenstående. Da jeg kunne nikke genkendende til en hel del, også selvironien, blev jeg enig med mig selv om, at Facebook, den venter jeg med at komme på. Jeg må først have afklaret nogle småting, inden lykken og jeg i den grad tilsmiler hinanden, at jeg med sindsro kan begynde at dyrke mig selv som perfekt.
Det skal dog ikke hindre mig i som illustration til denne blog at vise, hvad jeg i sidste uge som God Husfar, mens foråret afløstes af forsommeren og sommeren bogstavelig talt eksploderede omkring mig, præsterede med henblik på kommende minusgrader. Stablen er fotograferet den 6. maj ti minutter i ni, i skumringstimen, da jeg netop havde tørret sveden af panden.
Min kone siger, at den står lidt skævt, hvilket dog ikke fremgår af den valgte billedvinkel. Jeg henviser til tårnet i Pisa, som jo trods sin skråt opretstående stilling ikke er faldet.
Hun ler og siger, at billedet er som taget til Facebook.


ANNONCE:





Ingen kommentarer:

Send en kommentar