PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Hvad skal man gøre, når håret
falder af, knæene svigter, nyregruset rasler, der er bremsespor i underbukserne,
gigten plager, depressionerne hærger, kæresten flyttet, forureningen tager
overhånd, og man mest af alt har lyst til at grave sig ned, sådan bogstaveligt
og for al tid?
Ja, man skal
i hvert fald ikke fortælle om det på Facebook, har jeg fået at vide af en god
ven, som jeg i en mail betroede mine overvejelser om at opgive min blog og
tilmelde mig dette usandsynlige fællesskab.
Hans svar
fyldte flere sider. Det handlede ikke direkte om mig. Det handlede ikke om ham
selv heller, hvad hans breve til min store glæde ellers plejer at gøre. Jeg
læste det som en fiktion om et celebrity life, sådan à la Hollywood. Hvor alle
altid udstiller solsiden.
Ensidigt
fokus på lykke er let at forveksle med pornografi, konkluderede han efter et
væld af eksempler, af hvilke jeg vil referere et fåtal:
– nye løbepræstationer på skovstien i den friske
morgenluft, der gør en så fit! fit! fit! – og download så for en sikkerheds
skyld min app og følg mine fremskridt i hele næste uge;
– en helt ny kaffesmag hos frisøren du ved dér
på Strøget lige ved siden af Ravbutikken;
– børnenes chokoladesmil, mens de laver kikskage
og bager grovbrød sammen med Mor;
– week end-trippet, improviseret, til Barcelona,
og har I prøvet Bravo 24, lige ved
vandet, den har sør’me fortjent sine Michelinstjerner;
– ja, og véd I, hvem jeg løb på i dag, jo,
selveste MM, og hun nikkede til mig og smilede og sagde hej! selv om det er så længe siden vi flygtigt blev
præsenteret for hinanden ved receptionen i Det Kongeliges foajé.
Og der
sidder man så, skrev min ven, med de andres livsglæde og porcelænssmil og
enestående præstationer. Det er til at blive skør af eller deprimeret over. Men
dén går jo ikke, i stedet gælder det om at matche og overgå, få mæslinger til
at ligne et sundhedstegn og gøre søvnløshed til en filosofisk tilstand.
Nederlag fortælles der ikke om som andet end vejen til allerede udfoldede
successer, som ens liv er brolagt med.
Livet på
Facebook er således en rejse med uophørlige orgasmer som følgesvend, sluttede
han før det obligatoriske Kh.
Der sad jeg
så og tænkte:
mit hår falder af, min knæskal er
løs,
og hvor katten jeg havde det fra?
Jo,
selvfølgelig, fra en vise af den halvt fordrukne svenske kyniker Svante, hvis
viser Benny Andersen i 1972 udgav under eget navn. Jeg fandt digtet og har
løseligt gengivet indholdet ovenstående. Da jeg kunne nikke genkendende til en
hel del, også selvironien, blev jeg enig med mig selv om, at Facebook, den
venter jeg med at komme på. Jeg må først have afklaret nogle småting, inden
lykken og jeg i den grad tilsmiler hinanden, at jeg med sindsro kan begynde at
dyrke mig selv som perfekt.
Det skal dog
ikke hindre mig i som illustration til denne blog at vise, hvad jeg i sidste
uge som God Husfar, mens foråret afløstes af forsommeren og sommeren
bogstavelig talt eksploderede omkring mig, præsterede med henblik på kommende
minusgrader. Stablen er fotograferet den 6. maj ti minutter i ni, i
skumringstimen, da jeg netop havde tørret sveden af panden.
Min kone
siger, at den står lidt skævt, hvilket dog ikke fremgår af den valgte
billedvinkel. Jeg henviser til tårnet i Pisa, som jo trods sin skråt
opretstående stilling ikke er faldet.
Hun ler og
siger, at billedet er som taget til Facebook.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar