MR. POSTMAN IN MEMORIAM

Snart på frimærke

PROFIL

Asger Albjerg                     

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet

Kan nogen mon huske:

På landevejen går Jens Post

i regn og sne og slud og frost,

han bringer bud fra syd og nord

til alle, som i byen bor.

Eller hvad med den prosaiske udgave af samme heroiske forehavende:

I slutningen af 1800-tallet var postbuddet mellem Frederikshavn og Sæby en mand i træsko. Og posten kom altid frem.

Ikke blot var posten pålidelig, han var også en omhyggelig mand, der altid ringede to gange. Ikke for at efterligne en halvdårlig bog fra trediverne, der blev til en elendig film i firserne, men fordi han levede op til sin embedspligt. Han var den betroede forbindelsen mellem mennesker og institutioner.

I begyndelsen af tresserne fik hans transport af sorger og glæder et stærkt udtryk i The Beatles’ indspilning af Please Mr. Postman.

Mr. Postman look and see
Is there a letter in your bag for me
I’ve been waiting a long long time
Since I heard from that girl of mine

There must be some word today
From my girlfriend so far away
[...]
For just a card or just a letter
Saying she's returning home to me

I dag, mere end et halvt århundrede senere, kan jeg få melodien som ringetone til min mobil. Vel at mærke i andre udgaver end The Beatles’. De har et anstrøg af noget syntetisk, hvilket dog passer fint med, at de breve og notifikationer, der løber ind i en jævn strøm, er lige så immaterielle i deres form som i deres indhold.

Den tid er forbi, da den elskedes brev duftede af parfume.

Tårerne, der fik blækket til at løbe ud i brevet om dødsfald og tragedier, må nu i deres konkrete form søges i den anden ende af cyperspace.

Og fedtpletten, et udtryk for et arbejdstempo så intenst, at spisning og skrivning er foregået ved samme bord og på samme tid, også den er en saga blot.

At det typiske postbud i dag hverken går med træsko, bærer rød jakke, betjener sig af en gul cykel eller kører i bil, men  er en internetforbindelse i min lomme, blev jeg, tro det eller ej, først rigtigt klar over, da jeg fra en bekendt i Danmark uden internet hørte, at nu måtte man regne med en udbæringstid på fem (5) dage for et almindeligt brev.

Og ser jeg mig omkring i min finske dagligdag, bliver postkontorene nedlagt på stribe. Skal jeg hente et anbefalet brev eller sende en pakke, sker det nu fra den lokale slikbutik. I den kan man også, har jeg læst, gøre en aftale med det lokale postbud om anden slags service end udbæring af breve. For eksempel plæneklipning. Eller hvorfor ikke vinduespudsning?

Med til postvæsenets bestræbelser for at få penge ind hører, at man kan få sit eget kontrafej på frimærke. Med andre ord kan enhver nu lade sig afbilde i paradisisk idyl med et par næsehorn, hvis de altså lige kan finde dem. Hvilken afstand til den tid, da det var kongelige portrætter, der prydede og garanterede for forsendelsen!

Men hvis dét kan få postbuddet og slikbutikkerne til at overleve til glæde for dem, der ikke har internet eller brænder efter at sende et parfumemættet brev i stedet for en selfie til den elskede, så er det ok for mig.

Bare jeg uforstyrret bevarer min internetforbindelse.

Den er hurtigere end Jens Post, indtil videre pålidelig og er, har jeg observeret, fuldtud duelig som budbringer fra hjerte til hjerte. Og så tager udbringningen samme tid uanset hvor på kloden, man befinder sig.

Det lokales og det nationale, som før var afgørende for postgangen og kunne aflæses af frimærket og poststemplet, er i dag uden perspektiv for andre end samlere og har ikke relevans, når det drejer sig om at forene mennesker og bringe kulturer nærmere hinanden.  

Multikulturalitet og globalisering bor i min lomme. Det er bare at hengive sig uden sentimentale følelser for Jens Post og hans hullede træsko.

Eller vente fem (5) dage på et brev og konstatere, at vi er ved at få indført afrikanske tilstande.

ANNONCE: