NATIONALSANGE














PROFIL
Asger Albjerg                     
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet



Hvad var det nu lige, der var Danmarks nationalsang? Jo, selvfølgelig: ”Der er et yndigt land”, digtet af Adam Öehlenschläger, formodentlig i 1819,  og sat i musik af H.E. Krøyer omkring 1835.
Spørg enhver fodboldentusiast. Han har i det mindste første vers parat på tungen. Og de nationalkonservative damer og herrer ved kysten nord for København kan muligvis endnu flere vers. Også by heart.
Dette uanset har der i de senere år været en debat, sporadisk ganske vist, om at finde en afløser til nationalsangen.
Det hyppigst nævnte forslag er nok H.C. Andersens ”I Danmark er jeg født” fra 1850 med melodi af Poul Schierbeck. Men også Johannes V. Jensens ”Hvor smiler fager den danske kyst” med melodi af Oluf Ring er blandt kandidaterne. Helge Rodes og Carl Nielsens ”Som en rejselysten flåde” er et tredje bud, jeg tror, det er Bertel Haarder, nuværende kulturminister, der har en forkærlighed for netop den, og som det ses af indledningslinjen starter også den i det maritime.
Meget passende, for der er meget vand omkring Danmark.
Helge Rodes og Otto Mortens ”Du gav os de blomster” er en poetisk beskrivelse af Danmarks omskiftelige natur, men den ville formodentlig falde med et brag, hvis det kom til en folkeafstemning, for noget mindre slagkraftigt under og efter en fodbold- eller håndboldkamp findes næppe.
Men skulle katastrofen indtræffe og en majoritet af skønsangere og poesielskere valgte ”Du gav os de blomster”, vil der altid være ”Kongesangen” fra 1779 af Johannes Ewald at falde tilbage på. Den har musik, der brasker, og et højpotent ordvalg. Tænk bare på indledningens ”Kong Christian stod ved højen mast, i røg og damp”! Sangen i arrangement ved Friedrich Kuhlau indgår i Elverhøj, det danske nationalskuespil fra 1828.
Dronningen tager gerne prominente gæster med i Det kongelige Teater for at se stykket, så mere national kan en sang næppe blive.
Alt dette og meget mere faldt mig ind, da jeg her i weekenden hørte, at det liberal-konservative Samlingspartiets Ungdomsforbund pønser på en ny nationalsang til Finland.
For de finder ikke ”Vårt land” fra 1848 tilstrækkelig ”finsk”. Sangen, som såvel finsk- som svensksprogede op igennem historien har været forenede om, passer ikke med en finsk nynationalisme, som bæres frem og inspireres af Riksdagens næststørste parti, Sandfinlænderne. Den er nemlig skrevet af J.L. Runeberg, svensksproget finlænder, og musikken fra samme år er af Fredrik Pacius, som, bemærket parentetisk, ganske vist boede i Finland, men havde tysk stamtavle.
Det er ikke første gang, at der er forslag fremme om en udskiftning af Finlands nationalsang. Således mente et sandfinlandsk riksdagsmedlem i 2001, at ”Vårt land” ikke tjente sit formål. Samlingspartiets kulturminister gav følgende svar:

”Under vinterkriget befäste ”Vårt land” sin ställning som nationalsång då den tydligare än förr framstod som en symbol för självständighetsviljan som förenade hela folket. Varken språkliga eller politiska meningsskiljaktigheter delade längre inställningen till vår nationalsång. Sedan dess har ”Vårt land”s ställning som nationalsång varit obestridlig.”

I stedet for ”Vårt land”, eller på finsk ”Maamme”, foreslås den melankolske ”Finlandiahymnen”, komponeret i 1899, som V.A. Koskenniemi efterfølgende har sat ord til. Den ”är mer finsk”, som det hedder, og det påpeges, at en ny nationalsang ville passe glimrende til at festligholde Finlands 100-års selvstændighedsdag til næste år.
Det bærende argument er hverken æstetisk eller nationalt, men en ekskluderende finsk nationalisme, der retter sig mod landets svensksprogede mindretal. Ikke et forslag skabt til at samle nationen, men et projekt til at splitte og udstøde. Mange finlandssvenskere ville sikkert fortsætte med at synge ”Vårt land”.
En virkelig uskøn duet.
Måske kunne de unge, finske løver i Samlingspartiet gøre ”Finlandiahymnen” til deres sommersang. Når de nu elsker den så højt.
Samtidig vil jeg bemærke, at der jo er frit valg på hylderne til at istemme danske sange, der handler om fædrelandet. Når som helst. Men en udskiftning af ”Der er et yndigt land”, der ligesom ”Vårt land” har en grundfæstet sædvanestatus, bliver der næppe tale om.



ANNONCE:






Ingen kommentarer:

Send en kommentar