TOSSERIER

 

PROFIL

Asger Albjerg                     

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Jeg har søgt efter et digt til mit æbletræ, som det ser ud nu, midt i foråret, når naturen viser sig i al sin... Ja, sin hvad, egentlig? Pragt, glans eller uskyld?

Der er masser af ord at vælge imellem, når man googler rundt for at finde et digt om æbletræer i forårets skrud med rim på både vinterens sammenbrud og havens stjerneskud. Til hvilket et profant Herregud! måske er den mest passende kommentar.

For digtere og alskens rimsmede svømmer over med ord og følelser, som hverken passer til forår eller æbletræer.

Og især ikke til uskyld!

For de står jo der, æbletræerne – i hvert fald mit! og stritter hæmningsløst med støvdragere, som i folkeskolens blomstersprog stod for den mandlige kærlighed, og støvfang, der var lige som mors mave, hvor frugten voksede og blev til et æble.

Uhuuh-ha!

Og værre blev det, når man kom til bibelhistorietimen og hørte om Eva & Adam, som efter at have spist det kundskabsbefængte æble fik blik for nøgenhed og synd.

Da jeg noget frustreret var kommet så langt i mine overvejelser, fandt jeg en halvt støvet bog frem. Titlen er Tosserier, men som enhver ved, kan det tossede være forbundet med visdom – lige så vel som spøg og alvor kan være to sider af samme sag.

Et af tosserierne greb mig, for her er stærke følelser på spil i skyggen af vårens flamboyante blomstring. Hvis jeg, med fare for at blive dømt ud som sexist og komme på hold med fx Donald Trump & co. af hvide, frustrerede middelklassemænd, som kvindebevægelsen har frataget deres centrale ordforråd angående kvinder og det, man gør eller ikke gør med dem – – – hvis jeg altså med et i dag uhørt og nærmest strafværdigt ordvalg skulle karakterisere nedenstående jomfru Olsen og hendes situation, må det blive med ordene,

at hun er så dum og så uhyggeligt grim, at ingen har gidet at kravle op til hendes usle hummer på femte for at gi’ hende en ordentlig omgang med støvdrageren.

Og at der er derfor, hun springer. Men det kunne jeg naturligvis aldrig drømme om!!!

Hvad der derefter sker i Halfdan Rasmussens digt og efter det gribende møde med gårdsangeren og den fhv. jomfru overlader jeg gladeligt til læserens egen fantasi.

NOGET OM AT FØLE SIG GREBET

I går sprang alting ud

som Gud bestemte.

I dag sprang jomfru Olsen

ud fra femte.

Men da en sanger stod

og kvad om våren,

fortrød hun springet

før hun ramte gården.

Og da hun syntes godt

om hans tenor,

lod hun sig gribe af

hans skønne ord!

Dog, måske skulle jeg for en ordens skyld og for at vise en sammenhæng til anden i denne forbindelse relevant litteratur lige minde om, at elskerrollen i den vist nok samlede operalitteratur (og hvor udtrykkes følelser stærkere?) besættes af netop en tenor. Det kan man da kalde et avancement for tosseriets kvindelige hovedperson.

Nå-ja, én markant undtagelse findes der jo: Mozarts Don Juan. Han er baryton, men han er jo også et helt usandsynligt svin. Det er mit æbletræ ikke.

Tilsyneladende.

ANNONCE: