PROFIL
Asger
Albjerg
forfatter,
fil.dr
Jeg
har været højskolelærer i Sverige,
leder
af Nordens Institut på Åland
og
i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet
Trods den lette fralandsvind
mærkede jeg røgen allerede nogle meter fra ham. Han stod med blikket mod
Sverige og vendte sig halvt, da han hørte mig komme. Et par dybe host, så først
tog han piben ud af munden, spyttede og bankede den forsigtigt ud mod en
pullert. I bænken, han stod ved siden af, var der skruet et skilt af messing.
TOBAKSRYGNING FORBUDT, stod der med store bogstaver.
– Fin lugt,
sagde jeg.
Han grinede
og stoppede piben i bukselommen.
Smugryger,
tænkte jeg og så ham jokke ind mod kajen.
Jeg ville
lyve groft, hvis jeg kaldte ovenstående årets sommeroplevelse. Alligevel er det
den, jeg først ser for mig, nu jeg sidder med hagen i håndfladen for at
genopleve det, der i juni måned har gjort indtryk på mig.
Måske er det
lugtens skyld. Den lugt, jeg selv har været så afhængig af. Og hans fine pibe.
En reel straight grain, let svunget i
skaftet og med buldoghoved.
For hvordan
begyndte det egentlig, det der med tobaksrøgen? Jo, med smugrygning! Ikke bare
for mit vedkommende, det gjaldt de fleste, jeg kendte. En 5-styks York var
overkommelig i pris. Og hvis ikke, kunne man jo altid dele. Siden blev det
10-stykspakker. En majspibe som supplement. Fra købmandens sortiment af
fejlfarver kunne man vælge cigarer stykvis.
Nogle
snakkede om kræft. De var bare lige så store idioter som dem, der lavede
forkromede regnestykker over, hvor meget man tabte, når man røg. For
fornøjelser kostede sgu. For fanden! Og alle kendte en morfar, der var
syvogfirs og røg som en skorsten og havde eget hus. Hvad snakkede de om?
Idioter!
Muligvis
fandtes der en aldersgrænse, men ingen, absolut ingen, kendte den. Efter nogen
tids eksperimenteren i det skjulte kunne man så springe ud som ryger med opkast
og svidende tunge bag sig og tjek på skidepindens krav om presserende
lokumsbesøg.
Ikke mindst
var rygning mandigt som bare helvede. Bajere smagte bedre med en smøg inden for
rækkevidde, og et lille lejrbål i hånden og røg dybt i lungerne inspirerede til
jagt.
Og rygning
var ikke mindre feminint. Tobaksreklamerne demonstrerede, hvordan kvinder holdt
cigaretten mellem fingre med lange, rødlakerede negle. Og satte den mod svulmende
læber med hovedet helt på skrå.
Og wauw, der
blev pulset! Rygning var en menneskeret. For rygning forfrisker og
tilfredsstiller. Ikke bare i sengen. Før og efter søvnen, for eksempel. Også efter
måltidet og under det, hvis man havde lyst. Et strejf af lykke med Lucky
Strike, glamourøst og sundhedsfremmende. Ud af skolernes lærerværelser stod der
en kompakt røg. Blaffede man, og det gjorde virkelig mange den gang, var det
selvfølgeligt at tænde en smøg som det første – naturligvis efter at man
behørigt havde budt chaufføren. Man var jo høflig! Måske var det en ikke-ryger,
men forekommende trak han så på sin side høflig askebægeret ud til fri
afbenyttelse. Skulle man på besøg eller træffe en myndighedsperson i dennes
kontor, var det godt at kunne støtte sig til en smøg. Værtinden var altid klar
med et askebæger.
Den første
gang, jeg indså, at netop dette måske ikke var helt comme il fault, var i midten af halvfjerdserne i Åbo, Finlands
gamle hovedstad. Med ordentlig fyr i piben støvlede jeg ind til professor
Linnér, som havde stillet mig nogle timer ved Akademiet i udsigt. Han var
svensker fra Sverige og en dannet mand. Med små skridt gik han hen til
kontorets vindue og åbnede det på klem. Her stod han under hele samtalen, som
endte med, at han udtalte sin glæde over at nu endelig få ”en riktig dansk” som
lærer udi den danske litteraturhistorie.
Det var
stiligt sagt, men perspektivet i af hans karakteristik af det danske som
hensynsløst egocentrisk gik først langt senere op for mig.
Han kan have ret eller uret, men
når alt kommer til alt, var Finland det første nordiske land, der satte en
grænse for tobaksrygning i offentlige lokaler. Og den fandtes allerede, da jeg
satte mine ben i Åbo.
TUPAKOINTI
KIELLETTY stod der med store bogstaver i offentlige lokaler, og det var et
budskab, der i lighed med HUNDEN BIDER-skilte hurtigt blev tilegnet af selv
analfabeter. Analfabeter i finsk, mener jeg. Med tanke på mig selv.
Efter en del
års tilvænning til røgfrihed kunne ingen finne så meget som drømme om at tænde
en cigaret på et postkontor. Næste skridt var, at rygning blev flyttet fra
private boliger ud på balkoner og trappesten. Uanset kulden. Og frivilligt! Men
ikke nok med det. En ny lov giver nu ejer- og lejerforeninger ret til at
forbyde rygning også der.
Og her stod
jeg så, i Danmark, midt i juni måned 2016 på en mole på Sjællands østkyst og så
en smugrygende senior. Danmark har overhalet Finland med syvmileskridt, tænkte
jeg. Selv på vej ud i havet skal rygning være et minde blot.
Men inderst
inde gnavede der en orm. Måske var skiltet med rygning forbudt blot et udtryk
for dansk, klassisk, østvendt ironi. For selv om en hær af læger og tobaksfjendske
organisationer med orden i papirerne vil forbyde folk at ryge sig ihjel og
varsler tobaksrygningens snarlige død, er der altid smutveje. Som på molen i
Humlebæk.
Et øjeblik
ser jeg den oppe fra. Den minder om en blindtarm.
Min egen
pibe? Jo, den ligger stadig i lommen, hvor den har ligget i mange år.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar