 |
| Måneskinsdans (1937). I trit med nazistisk æstetik? |
PROFIL
Asger
Albjerg
forfatter,
fil.dr
Jeg
har været højskolelærer i Sverige,
leder
af Nordens Institut på Åland
og
i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet
Rygtet
vil vide, at Storm P. var nazist. Det
blev plantet i de danske medier i 2008, og otte år efter, med Det
Flydende Teaters opførelse af Je suis
Storm P., har samme medier igen pustet til det. Ikke med påstanden om, at
han var det, nazist, iiih-nej! Men
selve tanken, at den hæderkronede satiriker og humorist havde en forbindelse
til de grimme hagekorsbærere kilder åbenbart så behageligt i Jantelovens
fædreland, at den ikke kan få lov til at dø. Så jeg tager den ved vingebenet med
et citat fra bogen Hvorfor? Storm P., Spørge Jørgen og kampen om retten til at stille spørgsmål.
[...]
I
eftersommeren 2008 var Robert Storm Petersen centrum i en hed debat i de danske
medier. Den var fremkaldt af et universitetsspeciale af Lasse Olufson, der
satte den folkekære kunstner i forbindelse med nazismen. Kernepunktet var hans
medlemskab fra 1937-1944 i Nordische Gesellschaft, stiftet i 1921 og gradvis
overtaget af nazisterne efter 1933. Motivet kan have været økonomisk, idet
Robert Storm Petersen ligesom mange andre danske kunstnere og musikere hermed
sikrede sig en platform i Tyskland, hvor han var blevet publiceret fra 1912.
Men var motivet også ideologisk? Jeg besøgte Storm P. Museet på
Frederiksberg i dagene efter ”afsløringen” og havde naturligvis spørgsmålet med
i tankerne under min rundvandring. Stemningen på museet var let nervøs. Blandt
andet diskuterede jeg med mig selv og med museumsvagten, om Adolf Hitler, der
hyldede ensretning og blev båret frem af en massebevægelse, kunne tænkes at
have haft nogen af de udstillede billeder hængende bag sit skrivebord. Vi fandt
ikke ét; derimod var museet fyldt af afbildninger af skæve eksistenser, som jeg
uden videre ville placere i den nazistiske kunstkategori ”entartet”. Vi ved
desuden, at Robert Storm Petersen i 1933 afsluttede samarbejdet med det tyske,
internationalt berømte blad Simplissimus, da man efterlyste hans
”arieattest”. Og hvad hans almene politiske interesse angår, kan det noteres,
at hans scrapbøger fra 1937-46 ifølge en artikel af Poul Pilegaard Johnsen i
Weekendavisen samme efterår ikke bærer vidnesbyrd om en sådan.
I et senere nummer af samme avis, den 17. oktober 2008, bringer Jens Bing,
mangeårig direktør for Storm P.-Museet, en fuldstændig tilbagevisning af
ethvert nazistisk islæt hos Robert Storm Petersen, idet han rent ud nægter at
tage stilling til spørgsmålet som vedkommende. I artiklen analyserer han blandt
andet et billede, ”Juleaften”, som blev bragt i Berlingske Tidende juleaftensdag 1944. Her ser vi, hvordan en
vagabond modtager julestjernens ”varsel om den fred, der nærmede sig”.
Vagabonder og et varsel om fred var næppe det, en nazist prioriterede på dét
tidspunkt!
Uden tøven må der meldes hus forbi, hvad angår en ideologisk tilknytning
til nazismen. Robert Storm Petersen er uden den aggressivitet i udtrykket, der
kendetegner den yderste højrefløj. Han kunne være bidende, men uden had, hård,
men uden ondskab. Hans erklærede mål var, som vi har set, ”at mildne”. Hvad vi
har at gøre med er en antiautoritær og sprælsk ånd, der viser medfølelse for de
svage og netop derfor satiriserer mod de magtfulde.
[...]
PS. For god ordens skyld kan jeg
bemærke, at Det Flydende Teaters opførelse Je
suis Storm P. ikke bidrager til at holde liv i ovenstående rygte. Stykket
handler om ytringsfrihedens dilemma. Skal man ofre sig og tale magthaverne midt
imod – om nødvendigt dø, eller findes der andre muligheder for at fremme det,
man tror på? Samtidig skaber stykket med alvor og masser af skæg og ballade et mangefacetteret
portræt af kunstneren, fuld af indre anfægtelser, som bryder med det traditionsrige,
der viser ham som Hele Danmarks Hyggeonkel.
Efter
forestillingen indser man, at enhver tanke om, at Robert Storm Petersen var
nazist, går over stregen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar