PÅ STREGEN

Find selv på en billedtekst!

PROFIL

Asger Albjerg                     

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet

Hvem ved sine fulde fem har påstået, at Robert Storm Petersen, vores allesammens Storm P., kronjuvelen i dansk humor, var nazist? Eller havde nazisympatier? Beundrede strækmarch, elskede krig og faldt på halen for overmennesker?

Det rigtige svar er: Absolut ingen!

Hans kunstneriske produktion af vagabonder og andre skæve eksistenser er bevis nok på, at han ikke var for nazismens fastholdere. Han var søgende og eksperimenterende, en kunstnerisk altmuligmand med ambitionen om ikke at skabe kløfter, men

at kunne mildne, mildne, det er et herligt ord, og trøste mig selv ved at se alt, kun på min egen måde,

som han udtrykker det i et interview til B.T. den 9. december 1938.

Men tro ikke, at han altid havde det let,

dette store barn, med de skrækkelige fantasier.

Karakteristikken er komponisten Knudåge Riisagers, og den rammer præcist. For humorens alvor forudsætter indsigt i det gruopvækkende, hvis det hele ikke skal ende i det rene pjat. Cirkusklovnen, som Storm P. langt hen identificerede sig med, er et eksempel.

Men jeg må tilstå, at jeg ville nødigt have folk til at opleve det, jeg oplever, for det tror jeg slet ikke, at de såkaldte normale menneskehjerner kunne holde til,

siger han til Riisager under deres samarbejde om balletten Benzin.

Det er præcis sådanne indre oplevelser, årets Storm P.-forestilling på Furesøen dramatiserer. Den hedder Je suis Storm P. og spilles af Det Flydende Teater om bord på en turbåd med plads til femogfyrre tilskuere.  

Grundspørgsmålet er alment og enkelt: Hvad kan jeg som menneske med lige præcis mine talenter gøre for at imødegå verdens forfærdeligheder og ondskab (i Storm P.’s tilfælde nazismens), så vi alle kan få et bedre sted at være?

For en tegner af Storm P.’s format var svaret alt andet end let, for han kunne så meget og var så kendt, at han, hvis han spidsede sin pen mod nazismen i den gode sags tjeneste, kunne regne med at få en kugle i kroppen.

Titlen på Det Flydende Teaters Storm P.-forestilling, Je suis Storm P., refererer til ugerningen for godt halvandet år siden, da maskerede mænd trængte ind på satirebladet Charlie Hebdo og myrdede den tilstedeværende redaktion. I solidaritet med ofrene udnævnte enhver fra statsministre til avisbude derefter sig selv til Charlie. Hvilket skulle forstås sådan, at de stod på ytringsfrihedens side.

Noget letkøbt, kan man sige, for hvem af dem udsatte sig derved for morderiske repressalier?

Heller ikke Robert Storm Petersen udsatte sig for den slags. Han var ikke som Stéphane Charbonnier, en af Charlie Hebdos kendteste satiretegnere, der så sit livs mening i at gå over stregen og foretrak

at dø stående frem for at leve på knæ.

Hvorfor han blev myrdet den 7. januar 2015.

Je suis Storm P. betyder således noget andet end Je suis Charlie. Men skal man derfor dømme den danske satirikers indsats som ringere end den franskes?

Hans afkald på martyriet gav ham mulighed for at vise, at han stod på den almindelige danskers side og hjalp til med at modstå presset fra nazisterne ved at holde humøret oppe i det besatte Danmark. Det vidner hans Dagbogsblade fra Besættelsen og hans ridderkors om.

I sin ligprædiken over afdøde, der ikke blev mere end seksogtres år gammel, fortæller kongelig hofkonfessionarius Michael Neiiendam om en mand, som under besættelsestiden bemærkede:

Hvis jeg ikke havde Vorherre, og hvis jeg ikke havde min Bibel – og hvis jeg ikke havde Storm Petersen, jeg siger Dem, jeg ved ikke, hvordan jeg hver dag kom igennem.

Om dette  var en mindre indsats end et martyrium for ytringsfriheden kan vi lade akademikere skændes om.

Med Je suis Storm P. giver Det Flydende Teater i kunstnerisk form et portræt af den danske satiriker og hans indre kampe en aldrig før set dybde. Samtidig stiller det, meget konkret, spørgsmålet om forholdet til nazismen til hver og en af tilskuerne, nemlig ved at lade tre uniformerede nazister bevæbnede med kagedåser gå rundt blandt publikum. De fleste tog, så vidt jeg kunne observere, en kage og spiste den. Nogle afstod. Kun en enkelt tog en kage og kastede den i vandet.

Havde vi været i besættelsestidens virkelighed og ikke i et skuespil opført på Furesøen en smuk aften i begyndelsen af august 2016, havde kagekastet rimeligvis medført kasterens pludselige død. For han gik, til forskel fra Storm P., over stregen.

Livet er ikke let som grisen sagde, da slagteren vejede den.

Men alligevel, alligevel kan jeg ikke lade være med at pege på et enkelt værk af Storm P., som står på stregen. Det drejer sig om en tegning til digtet Jægeren af Harald H. Lund. Vi finder det i børnebogen Den omvendte Verden fra 1941 og viser en lidt tyroleragtigt udseende, uniformeret jægersmand med let strittende overskæg og foden i en rævesaks. Lidt fra ham står den røde ræv med løftet bøsse, mens træer med temmelig lange, noget krumme næser ser skeptisk interesserede eller grinende til.

Mangler billedteksten

Hände hoch, Herr Hitler?

eller ser vi den uden bogstaver? Og hvem mon de langnæsede og den røde ræv skal forestille?

Stalin og jøder!

Vi ved ikke, hvor mange der så dét i 1941, men vi ved, at det hverken gav anledning til, at satirikeren blev forfulgt eller skudt.

Er der endnu billetter at få, så køb, køb! For Je suis Storm P. er en forrygende forestilling om en stor kunstners eksistentielle valg tilsat et væld af Storm P.’ske snurrepiberier, og følelsen af, at vi alle er i samme båd, er uafrystelig.

ANNONCE: