PÅ DÆKKET AF AMSTERDAM














PROFIL
Asger Albjerg                     
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet


For første gang står jeg på dækket på en ostindienfarer, fuldriggeren Amsterdam. Næsten halvtreds meter måler den fra for til agter, mastetoppen hævede sig knap tres meter over dækket, og i lastrummet kan der stuves lidt over et tusind tons.
Skibet ligger fortøjet i Amsterdams havn lige ud for Søfartsmuseet som et symbol på sømandskunst og driftighed og på de uendelige rigdomme, der fra 1600-tallet bragte velstand til hollandske borgere og gjorde landet til en verdensmagt på de syv have. Her skabtes grundlaget for det smukke Amsterdam, som vi stadig i dag beundrer mellem kanalerne.
Ostindienfarernes kostbare last af porcelæn, silke, kaffe, sukker og kydderier skulle forsvares mod at blive plyndret af talløse piratskibe. Derfor var disse handelsskibe, oceanernes herre som de kaldtes, bestykket med kanoner. Amsterdam, som stævnede ud på sin jumfrurejse i begyndelsen af 1749, bar ikke færre end toogfyrre.
Efter kun atten dages sejlads forliste det stolte skib i en storm i Den engelske Kanal. Der ligger det stadig, dybt begravet i mudder. Men replikaen, bygget med datidens værktøj fra 1985 og fem år frem af fire hundrede frivillige, giver mig en stærk fornemmelse af en svunden tid, hvor naturens kræfter på et andet niveau end i dag var en grum modstander. Eller en allieret medspiller. Og af de anstrengelser, der var forbundet med at fragte en last, som i dag rummes i nogle få containere på nutidens enorme fragtskibe.
Ufatteligt, at så lidt kunne betyde så meget.
Tre hundrede og femogtredive mand plus kaptajnen var der om bord på jomfrurejsen. En helt usandsynlig myretue af mennesker sammenlignet med de fyrre turister, jeg tæller, mens jeg står på det øverste agterdæk, og som jeg synes fylder godt.
Storhedstiden for Holland startede i 1602 med oprettelsen af Det Hollandsk Ostindiske Kompagni, som snart udviklede sig til et verdensomspændende handelskompagni. Det blev en stat i staten, førte krige, koloniserede landområder overalt på kloden og oprettede handelsstationer. Det var hollændere, der grundlagde Ny Amsterdam, det senere New York, og opdagede Australien. Men hvad er der tilbage af denne storhedstid nu godt to hundrede år efter dens afslutning?
Relikter som ostindienfareren Amsterdam, jeg har fødderne solidt plantet på, naturligvis.
Rijksmuseets samlinger af 1600-talsmalere, hvor Rembrandt står som den uovertrufne mester.
Husene, der smalle som ærtebælge rejser sig i fire-fem etager og vækker lige dele beundring og forundring.
Kanalerne med opfindsomme husbåde så mange, at jeg efter de første to hundrede og halvtreds næsten forpustet opgiver at tælle videre.
Når man vandrer rundt i Amsterdams overfyldte gader eller tager en rask tur i den herlige Vondelpark, er sporene af storhedstidens globale samvirke og århundreders tradition for indvandring så påfaldende synlige, at det kan være svært at få øje på dem. Det er som en ny version af den gamle sandhed om ikke at kunne se skoven for bare træer.
Men efterhånden stråler et flerkulturelt billede frem. Det er et billede, som jeg ikke ser i de nordiske udkantsområder, i hvis hovedstæder jeg ofte færdes. Generelt set fremviser disse en effektiv segregering af folk af forskellig etnisk herkomst, mens såkaldt progressive, selverklærede kosmopolitter samtidig gerne lukker øjnene for forskellene med påstanden om, at de er uden væsentlig betydning.
Men så, efter endnu et døgn i Amsterdam, opdager jeg til min forbløffelse, at jeg igen ikke lægger mærke til, om de mange forbipasserende er mælkehvide, flødechokoladebrune eller kaffesorte, har skæve øjne, mandelformede som den skønne Helene fra det gamle Grækenland, bærer krøller eller har strithår. Der er en sådan mangfoldighed, at disse i grunden minimale forskelle mellem mennesker bliver udvisket. Og årsagen er ikke mindst den, at menneskene fra de forskelligste folkeslag blander sig med hinanden. I parken omkring madkurven. Når de løber i flok, og det gør de gerne. Når de går og småforelsket holder hinanden i hånden.
Og da jeg så først har opdaget, at jeg ikke ser forskellene, begynder jeg rigtig at lægge mærke til dem, hvorfor jeg er i stand til at rapportere om dem. Jeg finder dem smukke og fredfyldte i deres mangfoldighed, og jeg ved fra mig selv, dansker i Finland som jeg er, at andres respekt for min anderledeshed giver identitet og er vigtig for et godt liv. Men her i Amsterdam iagttager og værdsætter jeg også ligheden mennesker imellem, og her er smilet sammen med imødekommenhed og venlighed det mest fremtrædende træk.
Smil også rettet mod mig, en totalt fremmed. Og jeg får lidt en fornemmelse som i gamle dage i Kongeriget, da, på den måde husker jeg det, alle hilste på alle med et smil, og imødekommenhed var udgangspunktet i mødet med en fremmed.
Sådan er min oplevelse af Amsterdam, og jeg tilstår villigt, at oplevelsen af storheden i byens fortsat brogede historie griber mig med fryd og fortrøstning, mens jeg står på dækket af den stolte ostindienfarer. 


ANNONCE:



Ingen kommentarer:

Send en kommentar