PROFIL
Asger
Albjerg
forfatter,
fil.dr
Jeg
har været højskolelærer i Sverige,
leder
af Nordens Institut på Åland
og
i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet
For første gang står jeg på
dækket på en ostindienfarer, fuldriggeren Amsterdam. Næsten halvtreds meter måler
den fra for til agter, mastetoppen hævede sig knap tres meter over dækket, og i
lastrummet kan der stuves lidt over et tusind tons.
Skibet ligger
fortøjet i Amsterdams havn lige ud for Søfartsmuseet som et symbol på sømandskunst
og driftighed og på de uendelige rigdomme, der fra 1600-tallet bragte velstand
til hollandske borgere og gjorde landet til en verdensmagt på de syv have. Her
skabtes grundlaget for det smukke Amsterdam, som vi stadig i dag beundrer
mellem kanalerne.
Ostindienfarernes
kostbare last af porcelæn, silke, kaffe, sukker og kydderier skulle forsvares
mod at blive plyndret af talløse piratskibe. Derfor var disse handelsskibe,
oceanernes herre som de kaldtes, bestykket med kanoner. Amsterdam, som stævnede
ud på sin jumfrurejse i begyndelsen af 1749, bar ikke færre end toogfyrre.
Efter kun
atten dages sejlads forliste det stolte skib i en storm i Den engelske Kanal.
Der ligger det stadig, dybt begravet i mudder. Men replikaen, bygget med
datidens værktøj fra 1985 og fem år frem af fire hundrede frivillige, giver mig
en stærk fornemmelse af en svunden tid, hvor naturens kræfter på et andet
niveau end i dag var en grum modstander. Eller en allieret medspiller. Og af de
anstrengelser, der var forbundet med at fragte en last, som i dag rummes i
nogle få containere på nutidens enorme fragtskibe.
Ufatteligt,
at så lidt kunne betyde så meget.
Tre hundrede
og femogtredive mand plus kaptajnen var der om bord på jomfrurejsen. En helt
usandsynlig myretue af mennesker sammenlignet med de fyrre turister, jeg
tæller, mens jeg står på det øverste agterdæk, og som jeg synes fylder godt.
Storhedstiden
for Holland startede i 1602 med oprettelsen af Det Hollandsk Ostindiske
Kompagni, som snart udviklede sig til et verdensomspændende handelskompagni.
Det blev en stat i staten, førte krige, koloniserede landområder overalt på
kloden og oprettede handelsstationer. Det var hollændere, der grundlagde Ny
Amsterdam, det senere New York, og opdagede Australien. Men hvad er der tilbage
af denne storhedstid nu godt to hundrede år efter dens afslutning?
Relikter som
ostindienfareren Amsterdam, jeg har fødderne solidt plantet på, naturligvis.
Rijksmuseets
samlinger af 1600-talsmalere, hvor Rembrandt står som den uovertrufne mester.
Husene, der
smalle som ærtebælge rejser sig i fire-fem etager og vækker lige dele beundring
og forundring.
Kanalerne
med opfindsomme husbåde så mange, at jeg efter de første to hundrede og
halvtreds næsten forpustet opgiver at tælle videre.
Når man
vandrer rundt i Amsterdams overfyldte gader eller tager en rask tur i den
herlige Vondelpark, er sporene af storhedstidens globale samvirke og
århundreders tradition for indvandring så påfaldende synlige, at det kan være
svært at få øje på dem. Det er som en ny version af den gamle sandhed om ikke
at kunne se skoven for bare træer.
Men
efterhånden stråler et flerkulturelt billede frem. Det er et billede, som jeg
ikke ser i de nordiske udkantsområder, i hvis hovedstæder jeg ofte færdes.
Generelt set fremviser disse en effektiv segregering af folk af forskellig
etnisk herkomst, mens såkaldt progressive, selverklærede kosmopolitter samtidig
gerne lukker øjnene for forskellene med påstanden om, at de er uden væsentlig betydning.
Men så,
efter endnu et døgn i Amsterdam, opdager jeg til min forbløffelse, at jeg igen
ikke lægger mærke til, om de mange forbipasserende er mælkehvide,
flødechokoladebrune eller kaffesorte, har skæve øjne, mandelformede som den
skønne Helene fra det gamle Grækenland, bærer krøller eller har strithår. Der
er en sådan mangfoldighed, at disse i grunden minimale forskelle mellem
mennesker bliver udvisket. Og årsagen er ikke mindst den, at menneskene fra de
forskelligste folkeslag blander sig med hinanden. I parken omkring madkurven.
Når de løber i flok, og det gør de gerne. Når de går og småforelsket holder
hinanden i hånden.
Og da jeg så
først har opdaget, at jeg ikke ser forskellene, begynder jeg rigtig at lægge
mærke til dem, hvorfor jeg er i stand til at rapportere om dem. Jeg finder dem
smukke og fredfyldte i deres mangfoldighed, og jeg ved fra mig selv, dansker i
Finland som jeg er, at andres respekt for min anderledeshed giver identitet og er
vigtig for et godt liv. Men her i Amsterdam iagttager og værdsætter jeg også
ligheden mennesker imellem, og her er smilet sammen med imødekommenhed og
venlighed det mest fremtrædende træk.
Smil også rettet
mod mig, en totalt fremmed. Og jeg får lidt en fornemmelse som i gamle dage i
Kongeriget, da, på den måde husker jeg det, alle hilste på alle med et smil, og
imødekommenhed var udgangspunktet i mødet med en fremmed.
Sådan er min
oplevelse af Amsterdam, og jeg tilstår villigt, at oplevelsen af storheden i
byens fortsat brogede historie griber mig med fryd og fortrøstning, mens jeg
står på dækket af den stolte ostindienfarer.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar