EN BOMBE I VÆRDIDEBATTEN






PROFIL
Asger Albjerg                     
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



Danmarks dronning, Margrethe II, optræder for tiden som et orakel på indvandring i diverse danske medier. Anledningen er en netop udkommet bog, som er forfattet i samtale med Berlingskes Thomas Larsen. Titlen er De dybeste rødder.
Bogen har, før sin udgivelse den 27. oktober, været genstand for megen omtale. Især fokuseres der, forstår jeg, på majestætens tanker om indvandring og indvandrere.
Skal der sammenfattes med to ord, må ordene mod og klogskab være passende.
En tilbagevendende iagttagelse er, at dronningen både trækker på sine egne livserfaringer og med tiden er blevet klogere. Og at det er godt.
Heri er jeg helt enig. Og heri ligner hun de fleste af de mennesker, jeg personligt kender og holder af. Men det er svært at undlade den kommentar, at forforståelsen af dronningens habitus må have været på et ganske lavt niveau, hvis denne evne til at lære af livet skal fremstilles som på noget bemærkelsesværdig.
Jeg synes, at dette afslører mere om pressen end om Margrethe II.
Hvad har hun så lært, Danmarks dronning?
Jeg plukker et citat fra Berlingske den 22.10.16:

Vi troede nok, at den slags ting [islamiske gruppers udfordring af dansk demokratis spilleregler] ville gå i sig selv. Hvis man gik på gaderne i København og drak det kommunale vand og tog den kommunale bus, blev man nok dansker i løbet af kort tid. Det var så indlysende for os, og derfor troede vi, at det måtte det også blive for dem, der slog sig ned og boede her. Sådan var det ikke. Det har vi lært. Det er ikke en naturlov, at man bliver dansker af at bo i Danmark. Det gør man ikke nødvendigvis. Der skal skiftes lidt af jorden i potten, tror jeg. Man må gerne beholde sine rødder, men man skal sørge for, at jorden er frisk, siger Dronningen i bogen.

Selv den største kærlighed udmøntes i lavpraktiske detaljer, som milliarder og atter milliarder har gentaget, før man selv første gang prøver dem. På samme måde er dagligdagen en mosaik af småtterier - buskørsel og vanddrikning, for eksempel. Men før, de har fundet deres plads i en større sammenhæng, vil næppe nogen anse dem for signifikante for for eksempel et autentisk, nationalt tilhørsforhold. Hvis det ikke var sådan, ville jeg selv og mennesker, der har drukket vand i flere fremmede lande og kørt med flere af deres busser end jeg, være multinationale i jeg ved ikke hvilken potens.

Så ja, man bliver ikke dansker af at drikke dansk vand i Danmark, ligesom jeg selv, bosiddende i Finland, ikke er blevet finlænder af at køre med finsk bus i Finland.
Der skal mere til, heri har dronningen så evigt ret. Men så kommer hun ind på noget, som virkelig slår: Jord og rødder.
Rødder kan intet voksende undvære. Men enhver med andet end danske rødder, der vil kalde sig dansk, må så også lade dem suge næring af den danske muld, for nu at blive i billedet. Det er den danske muld, der er den friske, men der står ikke noget om, at den gamle, oprindelige skal kastes bort.
Så vidt jeg forstår, taler dronningen af Danmark for multikultur.
Fantastisk! Sensationelt! Spektakulært. Intet mindre end en bombe i den danske såkaldte værdidebat.
Kan jeg tage fejl? Jeg har som sagt ikke andet end aviscitater at holde mig til.
Men er man konstitutionelt ond i sulet på indvandrere og de kulturer, herunder religiøse tilhørsforhold, de medbringer, og det er der mange, der er, kunne jord og rødder måske fejllæses som blod og jord.
På denne måde sætter man sig i selskab med en person, hvis navn jeg ikke vil nævne i en blog om dronningen. I Dagbladet Information den 15.10.16 genanmelder Åsa Linderborg, det svenske Aftonbladets kulturchef, denne ikke-nævnte persons eneste bog og bringer blandt andet følgende citat fra den:

En japaner, neger eller same, som flytter til Tyskland, bliver ikke dermed tysker – og heller ikke et kultiveret menneske – blot fordi han lærer sig sproget, for racen sidder i blodet.

Når De dybeste rødder snart udkommer, vil jeg bestille den og læse den. Jeg glæder mig.


ANNONCE:




EFTERÅRSDIGT


Sidste tur i oktober


 
PROFIL
Asger Albjerg                     
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



Her midt i efteråret har jeg forsøgt at finde et oktoberdigt, der ikke virker som et nødråb på terapilamper og D-vitamininjektioner.
Men uden held.
Hvad jeg finder er masser af sentimentalitet, negativitet og længselssuk. Opgivenhed og koncentration om ensomhed og det, der engang var, synes at være foretrukne sindsstemninger hos efterårspoeter.
Et par linjer fra H.C. Andersens oktoberdigt, ”Storken er reist til fremmed Land”, slår tonen an:

Draaben falder saa kold og tung ned fra Træernes Grene;
Minderne leve, uden dem følte sig Hjertet ene.

I det hele taget er der meget faldende vand i oktober:

nu er Regnen kold,
alting grimt og sølvvaadt,
Dagen graa og gold,

skriver Viggo Stuckenberg i ”Først i Oktober”. Og det er bare forløjet optimisme, at stedmorsblomsten i sidste linje bliver forsynet med

Guldgraad paa sin Kind. [min fremhævning]

Oktober er og bliver en kjedsom måned, man uhjælpeligt skal kæmpe sig igennem for at komme til noget bedre. For eksempel vrimlende sneflokke, lettende lærker, blundende nætter med lysende løv i lunde eller blå septemberhimle for at referere til et halvt dusin folkekære, danske sange.
Endelig faldt jeg over ”Dagene synker igennem mig” af Uffe Harder.

Dagene synker igennem mig
som om jeg var en slags stort filter
først opdager jeg dem
gennem øjnene gennem ørerne
og måske gennem munden
så synker de
videre gennem mig
og standser et sted langt nede
hvor de lægger sig til hvile
oven på de foregående dage
de er ganske tynde nu
som papirservietter

Når de har aflejret
deres farvespil i mig
deres lys og skygger
og deres last af tydelige
eller utydelige billeder
nedbrydes de og forsvinder

Her synker mennesket og naturen ind i hinanden i en gensidig bevægelse. Det kan man så tænke over – og som en Andersen, en Stuckenberg og en del andre, der ikke fortjener at blive nævnt, straks at havne i følelsesfuldhedens frie fald og udsende en masse værdidomme.
Eller man kan lade eftertanken være og bare holde alle sanser åbne for det, der sker, og på den måde gøre oktober til en oplevelse.
 Og måske give den en slags oprejsning, hvis jeg må være så fri.

ANNONCE: