EFTERÅRSDIGT


Sidste tur i oktober


 
PROFIL
Asger Albjerg                     
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



Her midt i efteråret har jeg forsøgt at finde et oktoberdigt, der ikke virker som et nødråb på terapilamper og D-vitamininjektioner.
Men uden held.
Hvad jeg finder er masser af sentimentalitet, negativitet og længselssuk. Opgivenhed og koncentration om ensomhed og det, der engang var, synes at være foretrukne sindsstemninger hos efterårspoeter.
Et par linjer fra H.C. Andersens oktoberdigt, ”Storken er reist til fremmed Land”, slår tonen an:

Draaben falder saa kold og tung ned fra Træernes Grene;
Minderne leve, uden dem følte sig Hjertet ene.

I det hele taget er der meget faldende vand i oktober:

nu er Regnen kold,
alting grimt og sølvvaadt,
Dagen graa og gold,

skriver Viggo Stuckenberg i ”Først i Oktober”. Og det er bare forløjet optimisme, at stedmorsblomsten i sidste linje bliver forsynet med

Guldgraad paa sin Kind. [min fremhævning]

Oktober er og bliver en kjedsom måned, man uhjælpeligt skal kæmpe sig igennem for at komme til noget bedre. For eksempel vrimlende sneflokke, lettende lærker, blundende nætter med lysende løv i lunde eller blå septemberhimle for at referere til et halvt dusin folkekære, danske sange.
Endelig faldt jeg over ”Dagene synker igennem mig” af Uffe Harder.

Dagene synker igennem mig
som om jeg var en slags stort filter
først opdager jeg dem
gennem øjnene gennem ørerne
og måske gennem munden
så synker de
videre gennem mig
og standser et sted langt nede
hvor de lægger sig til hvile
oven på de foregående dage
de er ganske tynde nu
som papirservietter

Når de har aflejret
deres farvespil i mig
deres lys og skygger
og deres last af tydelige
eller utydelige billeder
nedbrydes de og forsvinder

Her synker mennesket og naturen ind i hinanden i en gensidig bevægelse. Det kan man så tænke over – og som en Andersen, en Stuckenberg og en del andre, der ikke fortjener at blive nævnt, straks at havne i følelsesfuldhedens frie fald og udsende en masse værdidomme.
Eller man kan lade eftertanken være og bare holde alle sanser åbne for det, der sker, og på den måde gøre oktober til en oplevelse.
 Og måske give den en slags oprejsning, hvis jeg må være så fri.

ANNONCE:




Ingen kommentarer:

Send en kommentar