PROFIL
Asger
Albjerg
forfatter,
fil.dr
Jeg
har været højskolelærer i Sverige,
leder
af Nordens Institut på Åland
og
i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet
I 1942 var der 456.000 heltidsbeskæftigede
i landbruget. I 1975 var tallet faldet til 161.000. I samme tidsrum
formindskedes antallet af arbejdsheste fra 583.000 til 13.000, og antallet af
traktorer forøgedes med 183.000.
Altså:
183.000 traktorer gjorde – sammen med anden mekanik, driftsomlægninger m.v. –
295.000 mand og 570.000 heste overflødige.
Forholdet
mellem mænd og heste er naturligt. 1 mand til 2 heste. Et hestespand.
Forestiller
man sig nu disse 295.000 overflødige mænd med deres overflødige heste på vej ud
af dansk landbrug, f.eks. udover den dansk-tyske grænse ved Kruså, må man forestille
sig en næsten uendelig række af mænd og heste, ned igennem Holsten, forbi
Hamburg, videre ad motorvejene forbi Frankfurt, forbi Basel, over Sct.
Gotthard, de når Milano, fortsætter, fortsætter, og i det øjeblik første mand
drejer ind på Peterspladsen i Rom, forlader sidste mand grænsestationen ved
Kruså.
Sådan en
folkevandring svarer afvandringen fra landbruget til.
Ordene er forfatteren og landmåleren
Knud Sørensens. De står i Bondeslutspil,
og siden den udkom i 1980 har disse overflødige mænd og overflødige heste i én
lang række fra Kruså til Rom
stået i min bevidsthed som billedet på Danmarkshistoriens største
strukturelle forandring: afvandringen fra land til by.
Men i
begyndelsen af 1970’erne, da denne udvikling accelererede mere end nogen sinde,
levede jeg endnu i vrangforestillingen, at Danmark var et landbrugsland. Og det
var ikke en del af min bevidsthed, at jeg, opvokset på grænsen til bondelandet,
skulle være bare i nærheden af at være et bybarn. For i virkeligheden kom jeg
da fra landet! Ligesom mine bedsteforældre og onkler og tanter, som stadig
boede derude og dyrkede jorden næsten på forfædres vis.
I dag skriver
vi 2016, og mere end nogensinde er det sandt, at landmænd forgår, men
landbrugsproduktionen består. Den dyrkede jord udgør stadig to tredjedele af
Danmarks samlede areal på 43.000 kvadratkilometer. Men størstedelen af den
dyrkes på fundamentalt andre vilkår end førhen.
For at være
endnu mere konkurrencedygtig, billigere og effektivere i den internationale
kamp om kunderne, optager heltidslandmanden i effektivitetens navn lån i en
sådan grad, at han i gennemsnit skylder kreditorer og banker godt 20 millioner
kroner. Godt går det ikke for alle, for konkursbegæringerne er samtidig mange,
et stykke under et tusind pr. år. Efter konkursen kan landmanden så bevilges
ret til at dyrke den jord, der før var hans, men på bankens vilkår.
Omkring 1950
var der ca. 200.000 heltidsbedrifter med større eller mindre folkehold og en
bred animalsk og vegetabilsk produktion. I dag er der godt 10.000
heltidsbedrifter, råd til karle og piger er der ikke, og monokultur, altså
specialisering på et enkelt produkt, slår stadig mere igennem til trods for, at
den er langt mere sårbar end en flerstrenget produktion. Fremskrives den
nuværende udvikling, er der i Danmark om fire år 8.000 heltidslandmænd tilbage.
Men længslen
efter at røre ved jorden er der stadig. Den lever i mikrobedrifter med
økologiske målsætninger, som i de seneste år er vokset ind i stadig større
landbrugsbedrifter. På den måde finder der en kontinuerlig udvikling sted fra
hobbyprægede virksomheder med afsætningsmuligheder i konsumentforeninger og
fødevareselskaber, som bygger på en levende kontakt mellem land og by, til
noget mere landsdækkende.
Og også her
findes hukommelsen om en kultur, der engang var.
Vil længslen
sprede sig og rive landbruget ud af det, nogle kalder teknologiske
febervildelser?
Da vi
forleden i vort lille havebrug tog kartofler op, hvis mængde svarer til et
moderat forbrug resten af året - derefter køber vi løs af den masseproducerede
vare - forsøgte vi at komme i tanke om bekendte, der faktisk selv løfter spaden
og bøjer ryggen. Vi indså snart, at vi var ved at være de sidste.
Men vi vil
gerne tro, at det i virkeligheden er sådan nogle som os, der har fremtidens mad
i vore hænder.
PS I forhold til Danmark har
Finland, hvor min køkkenhave ligger, meget at indhente hvad angår dyrkning og
distribution af økologisk mad.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar