KNÆKBRØD DE LUXE




PROFIL
Asger Albjerg                     
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



 –  Havde det ikke været for det finske knækbrød, så havde vi tabt Vinterkrigen!
 Ordene er Paavos, og jeg lader dem stå for hans regning. Men uigendriveligt er det, at knækbrød i Finland har en langt mere fremtrædende stilling i kostvanerne end i fx Danmark. Og der er gods i det finske knækbrød. Det er tykt og proteinrigt med en rig og kraftig smag. At det giver meget lyd fra sig, når det knuses i mundhulen, kunne rimeligvis have udgjort en sikkerhedsrisiko for de finske vinterkrigere i skyttegravene. Så i hvert fald det, om ikke andet, taler imod Paavos krigsknækbrødsteori.
 Siden Vinterkrigen er sæderne og smagen blevet forfinet. Mit foretrukne knækbrød i dag hedder hverken Wasa sport eller Näkkileipä, og jeg leder det ikke frem på supermarkedets meterlange hylder, hvor omkring tyve forskellige knækbrødsmærker kæmper om pladsen.
Jeg bager det selv.
Knækbrødet hedder JENNYS KNÄCKEBRÖD, og jeg har opskriften til det fra Jenny herself. Det rummes på en halv gul post it.
 Man tager

3,5 dl havregryn
1 dl solsikkekerner
0,5 dl græskarkerner
1,5 dl hørfrø
1 dl sesamfrø
1 tsk salt
1 spsk olje
knap 6 dl vand

Bland alt.
Lad dejen hvile i køleskabet natten over.
Bred den ud på bagepladepapir i 2 bradepander, måske 3.
Bag ved 200 grader i 10-15 minutter.
Fjern papiret.
Del i passende stykker med en pizzaskærer.
Fortsæt bagningen ved 150 grader i 15-20 minutter.

Der er ikke meget lyd i Jennys Knäckebröd, når man knaser det, så på den måde er det ikke farligt for soldater i krigstid. Men jeg kan bevidne, at det ikke er helt ufarligt i fredstid, for når knækbrødsdåsen er næsten tom, plejer vi at slås om de sidste stykker.


ANNONCE:



DET MEST UTÆNKELIGE









PROFIL
Asger Albjerg                     
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



Som en følge af, at de feudale hierarkier med kongen og hans adel i spidsen blev styrtet i Frankrig og kastet ud af USA i slutningen af syttenhundredtallet, opstod den moderne konservatisme. Den gik ind for lighed, men dens mål var ikke ligestilling, dens mål var den u-lighed, der vokser frem af, at mennesker af naturen er forskelligt udrustet, og derfor gennem frihed tilkæmper sig forskellige positioner i et naturligt hierarki. – Dette til forskel fra feudalsystemet, hvis hierarki udfoldede sig på baggrund af fødsel.
På denne måde blev mennesket nu sin egen skaber i samfundsordenen, som hun eller han, det var oftest en han, frit kunne omforme efter bedste evne.
I konsekvens heraf stræber den konservative efter at genskabe og bevare naturlige hierarkier mellem mennesker, det være sig mænd og kvinder, sorte og hvide, rige og fattige, og at opretholde politiske systemer, der sikrer mod tøjlesløs ligemageri, kaos og anarki. Et stærkt militær, et politikorps med muskler og et stabilt og glamourøst kongehus, som i grunden er uden betydning, er traditionelle konservative værdier, som alle udtrykker en hierarkisk tanke.
Den moderne konservative tanke bygger i sin grund på en følelse af tab og en længsel mod anerkendelse og kontrol. Følelsen af, at ingenting længere fungerer, som det bør fungerer, er på ingen måde en følelse, som er forbeholdt samfundets mægtige i trængte positioner. Den kan lige så vel indfinde sig hos manden, der ikke længere kan daske sin kone i rumpen efter forgodtbefindende, strisseren, der bliver internationalt fordømt, hvis han nedskyder en sort, der trækker en mobiltelefon op af bukselommen, den arbejdsløse, der ser farvede vælte ind over grænserne for at underbyde ham, chefen, der ikke kan drive sin vilje igennem mod organiserede arbejdere, arbejderen, hvis produkt underbydes i pris og overbydes i kvalitet via det globale handelssystem, den religiøse, hvis magt forsvinder med indførelse af abort og seksuel frigørelse.
Sloganet ”Make America great again” udtrykker præcist, at følelsen af magt er truet og afløst af følelsen af afmagt, som ikke er permanent, men kan ændres til en følelse af magt. Og hvem er, i et samfund som USA, bedre til at varetage genoprettelsen af magtfølelsen end generaler og milliardærer i spidsen for staten? Synes i hvert fald Du-ved-hvem, der så sent som i går af 304 elektorer blev udset til USA’s næste præsident.
Den konservative tanke, som den udfoldes i dagens USA, er tydeligvis en reaktion mod den måde, verden gennem en lang historie er vokset frem på gennem talløse krige, diplomatisk aktivitet, international handel, menneskers frie færden over landegrænser og i bunden af det hele en enorm produktivitet, som kommer stadig flere til gode.
I dette perspektiv er reaktionen, som den udfoldes i USA, latterlig. Men det skræmmer mig, at reaktionen ledes af en vulgær karakterafviger med et labilt forhold til løgn og sandhed, som indtil nu hverken har vist vilje eller evne til at tøjle den vrede hos middel- og arbejderklassen, der bar ham frem. Selv det mest utænkelige virker her muligt.
Glædelig jul!


ANNONCE:



NOBELFESTENS MENNESKELIGE ANSIGT







 



PROFIL
Asger Albjerg                     
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.


Søndag morgen havde jeg stadig ondt i ryggen og i røven. Det var nobelfestens skyld. Som amen i kirken løber den af stablen hvert år den 10. december for at højtideligholde den gamle dynamitkonge Alfred Nobels død. Og jeg havde siddet og set det hele, lige fra prisuddelingen med fanfarer og kongens hånd i centrum til udmarchen fra festbanketten, hvor kongens fødder førte an.
Der er ingen ende på, hvor ståtlig den er, nobelfesten. Alt er instrueret til mindste detalje og forberedt minutiøst, meget siden forrige 10. december. Vi får indblik i blomsterdekorationerne, i år med indre lyssætning, i madens tilberedelse og sammensætning ned til mindste ingrediens. Vore festklædte ciceroner fortæller om middagens omfang med et tusind seks hundrede portioner og de hundredtallige tjenere. Der er tale på tale med lovprisninger af kunst og videnskab, og det uforklarlige bliver forklaret så pædagogisk, at man skulle vare et rent fæ, hvis man ikke fattede betydningen og anede sammenhængen til det største, menneskeheden nogen sinde har frembragt.
Det er som et rent eventyr, fastslog prismodtagere og deres børn, gang på gang, når de interviewedes om deres oplevelse.
Men det var ikke ganske frivilligt, at jeg selv sad i mange timer og så med, mens jeg vred mig i tv-stolen, der ikke er og ikke skal være behagelig at sidde i. Det var fruen, som havde lokket mig. Og om hun ikke er af anden etnisk herkomst, så har hun i hvert fald et andet modersmål end mit, og det mål smelter forunderligt sammen med nobelfesten og med de løbende svenske fester for barnedåb og bryllupper med svenske kongelige i hovedrollerne.
Dér har jeg dog sat grænsen.
For det er alt sammen, simpelthen! for æstetisk og for meget af det gode. Det får mig til at miste jordforbindelsen og berøver mig tænkeevnen samtidig med, at jeg føler et forbandet mindreværdskompleks af national karakter. Og det er dobbelt ubehageligt, for på den måde afslører jeg mig for mig selv som kryptonationalist, der ikke er et hår bedre end for eksempel fodboldfanatikere, der fortrænger det æstetiske i modstanderholdets spil for i stedet at fokusere på dets held og brutalitet.
Men selv om jeg kikker nøje efter, finder jeg intet held i nobelfesten, langt mindre brutalitet – i andet end i udgangspunktet: dynamitten, der har finansieret hele spektaklet. Alt er æstetiseret i en sådan grad, at selv kongen virker som selvskrevet til at indtage sin plads som festens suveræne hovedperson med ånd og håndelag over alle andres.
Her rabler det for mig, tankerne sortner, jeg vrider mig på stolen og hader at være i selskab med mig selv foran tv-skærmen. Som uperfekt menneske og del af en uperfekt nation begynder jeg at hade kunstige håropsætninger, diademer med diamanter eller uden, men i hvert fald med sekellang historie. Kilotunge kjoler og ordener i stribevis reduceres til viderværdige udtryk for umanerlig forfængelighed og manglende realitetssans uden sidestykke i nutiden. For hvem er det, der sidder med flest ordener? Idioterne! som P.A. Heiberg sang i slutningen af 1700-tallet under stærk indflydelse af Den franske Revolution.
Og netop i det øjeblik, da jeg presses mod mit hårde sæde af skønhedens ufattelige byrde, indser jeg, hvorfor den mest omdiskuterede prismodtager glimrer ved sit fravær. Hvorfor den amerikanske alvorsmand med de hjemmestrikkede melodier, enstonige  foredrag og hvæsende mundharpe ikke har kunnet formå sig selv til at flytte sine nedtrådte støvler til æstetikkens og de verbale dybsindigheders højborg, rådhuset i Stockholms, den 10. december dette år.
Så i stedet for prismodtageren selv, som ikke ville komme, har nobelkomiteen indforskrevet Patti Smith, hans jævnaldrende åndsfrænde. I al den omkringflimrende glamour bliver hun for mig et fixpunkt med sit grå hår, usminkede ansigt og blufærdige fremtræden. Og til alt held kan hun ikke huske ordene til sangen, hun skal synge for at ære nobelpristageren og underholde de forsamlede notabiliteter. Hun må simpelthen give op, undskylde og begynde forfra. I det øjeblik bliver jeg nærværende som aldrig før, i det øjeblik bliver kunsten virkelig og verden i dens ufuldkommenhed håndgribelig.
Vi vil så gerne skønheden over alle grænser. Men når den er der, bliver den hurtigt kedelig som Himlens harpeklang frembragt af engle på våde skyer.
Patti Smith førte os ned på jorden mineret med dynamit. Tak til hende og Bob Dylan.
Idet hun løfter hænderne, får nobelfesten et menneskeligt ansigt.


ANNONCE: