NATIONALSANGE

PROFIL

Asger Albjerg                     

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet

Hvad var det nu lige, der var Danmarks nationalsang? Jo, selvfølgelig: ”Der er et yndigt land”, digtet af Adam Öehlenschläger, formodentlig i 1819,  og sat i musik af H.E. Krøyer omkring 1835.

Spørg enhver fodboldentusiast. Han har i det mindste første vers parat på tungen. Og de nationalkonservative damer og herrer ved kysten nord for København kan muligvis endnu flere vers. Også by heart.

Dette uanset har der i de senere år været en debat, sporadisk ganske vist, om at finde en afløser til nationalsangen.

Det hyppigst nævnte forslag er nok H.C. Andersens ”I Danmark er jeg født” fra 1850 med melodi af Poul Schierbeck. Men også Johannes V. Jensens ”Hvor smiler fager den danske kyst” med melodi af Oluf Ring er blandt kandidaterne. Helge Rodes og Carl Nielsens ”Som en rejselysten flåde” er et tredje bud, jeg tror, det er Bertel Haarder, nuværende kulturminister, der har en forkærlighed for netop den, og som det ses af indledningslinjen starter også den i det maritime.

Meget passende, for der er så meget vand omkring Danmark.

Helge Rodes og Otto Mortens ”Du gav os de blomster” er en poetisk beskrivelse af Danmarks omskiftelige natur, men den ville formodentlig falde med et brag, hvis det kom til en folkeafstemning, for noget mindre slagkraftigt under og efter en fodbold- eller håndboldkamp findes næppe.

Men skulle katastrofen indtræffe og en majoritet af skønsangere og poesielskere valgte ”Du gav os de blomster”, vil der altid være ”Kongesangen” fra 1779 af Johannes Ewald at falde tilbage på. Den har musik, der brasker, og et højpotent ordvalg. Tænk bare på indledningens ”Kong Christian stod ved højen mast, i røg og damp”! Sangen i arrangement ved Friedrich Kuhlau indgår i Elverhøj, det danske nationalskuespil fra 1828.

Dronningen tager gerne prominente gæster med i Det kongelige Teater for at se stykket, så mere national kan en sang næppe blive.

Alt dette og meget mere faldt mig ind, da jeg her i weekenden hørte, at det liberal-konservative Samlingspartiets Ungdomsforbund pønser på en ny nationalsang til Finland.

For de finder ikke ”Vårt land” fra 1848 tilstrækkelig ”finsk”. Sangen, som såvel finsk- som svensksprogede op igennem historien har været forenede om, passer ikke med en finsk nynationalisme, som bæres frem og inspireres af Riksdagens næststørste parti, Sandfinlænderne. Den er nemlig skrevet af J.L. Runeberg, svensksproget finlænder, og musikken fra samme år er af Fredrik Pacius, som, bemærket parentetisk, ganske vist boede i Finland, men havde tysk stamtavle.

Det er ikke første gang, at der er forslag fremme om en udskiftning af Finlands nationalsang. Således mente et sandfinlandsk riksdagsmedlem i 2001, at ”Vårt land” ikke tjente sit formål. Samlingspartiets kulturminister gav følgende svar:

”Under vinterkriget befäste ”Vårt land” sin ställning som nationalsång då den tydligare än förr framstod som en symbol för självständighetsviljan som förenade hela folket. Varken språkliga eller politiska meningsskiljaktigheter delade längre inställningen till vår nationalsång. Sedan dess har ”Vårt land”s ställning som nationalsång varit obestridlig.”

I stedet for ”Vårt land”, eller på finsk ”Maamme”, foreslås den melankolske ”Finlandiahymnen”, komponeret i 1899, som V.A. Koskenniemi efterfølgende har sat ord til. Den ”är mer finsk”, som det hedder, og det påpeges, at en ny nationalsang ville passe glimrende til at festligholde Finlands 100-års selvstændighedsdag til næste år.

Det bærende argument er hverken æstetisk eller nationalt, men en ekskluderende finsk nationalisme, der retter sig mod landets svensksprogede mindretal. Ikke et forslag skabt til at samle nationen, men et projekt til at splitte og udstøde. Mange finlandssvenskere ville sikkert fortsætte med at synge ”Vårt land”.

En virkelig uskøn duet.

Måske kunne de unge, finske løver i Samlingspartiet gøre ”Finlandiahymnen” til deres sommersang. Når de nu elsker den så højt.

Samtidig vil jeg bemærke, at der jo er frit valg på hylderne til at istemme danske sange, der handler om fædrelandet. Når som helst. Men en udskiftning af ”Der er et yndigt land”, der ligesom ”Vårt land” har en grundfæstet sædvanestatus, bliver der næppe tale om.

ANNONCE:

MR. POSTMAN IN MEMORIAM

Snart på frimærke

PROFIL

Asger Albjerg                     

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet

Kan nogen mon huske:

På landevejen går Jens Post

i regn og sne og slud og frost,

han bringer bud fra syd og nord

til alle, som i byen bor.

Eller hvad med den prosaiske udgave af samme heroiske forehavende:

I slutningen af 1800-tallet var postbuddet mellem Frederikshavn og Sæby en mand i træsko. Og posten kom altid frem.

Ikke blot var posten pålidelig, han var også en omhyggelig mand, der altid ringede to gange. Ikke for at efterligne en halvdårlig bog fra trediverne, der blev til en elendig film i firserne, men fordi han levede op til sin embedspligt. Han var den betroede forbindelsen mellem mennesker og institutioner.

I begyndelsen af tresserne fik hans transport af sorger og glæder et stærkt udtryk i The Beatles’ indspilning af Please Mr. Postman.

Mr. Postman look and see
Is there a letter in your bag for me
I’ve been waiting a long long time
Since I heard from that girl of mine

There must be some word today
From my girlfriend so far away
[...]
For just a card or just a letter
Saying she's returning home to me

I dag, mere end et halvt århundrede senere, kan jeg få melodien som ringetone til min mobil. Vel at mærke i andre udgaver end The Beatles’. De har et anstrøg af noget syntetisk, hvilket dog passer fint med, at de breve og notifikationer, der løber ind i en jævn strøm, er lige så immaterielle i deres form som i deres indhold.

Den tid er forbi, da den elskedes brev duftede af parfume.

Tårerne, der fik blækket til at løbe ud i brevet om dødsfald og tragedier, må nu i deres konkrete form søges i den anden ende af cyperspace.

Og fedtpletten, et udtryk for et arbejdstempo så intenst, at spisning og skrivning er foregået ved samme bord og på samme tid, også den er en saga blot.

At det typiske postbud i dag hverken går med træsko, bærer rød jakke, betjener sig af en gul cykel eller kører i bil, men  er en internetforbindelse i min lomme, blev jeg, tro det eller ej, først rigtigt klar over, da jeg fra en bekendt i Danmark uden internet hørte, at nu måtte man regne med en udbæringstid på fem (5) dage for et almindeligt brev.

Og ser jeg mig omkring i min finske dagligdag, bliver postkontorene nedlagt på stribe. Skal jeg hente et anbefalet brev eller sende en pakke, sker det nu fra den lokale slikbutik. I den kan man også, har jeg læst, gøre en aftale med det lokale postbud om anden slags service end udbæring af breve. For eksempel plæneklipning. Eller hvorfor ikke vinduespudsning?

Med til postvæsenets bestræbelser for at få penge ind hører, at man kan få sit eget kontrafej på frimærke. Med andre ord kan enhver nu lade sig afbilde i paradisisk idyl med et par næsehorn, hvis de altså lige kan finde dem. Hvilken afstand til den tid, da det var kongelige portrætter, der prydede og garanterede for forsendelsen!

Men hvis dét kan få postbuddet og slikbutikkerne til at overleve til glæde for dem, der ikke har internet eller brænder efter at sende et parfumemættet brev i stedet for en selfie til den elskede, så er det ok for mig.

Bare jeg uforstyrret bevarer min internetforbindelse.

Den er hurtigere end Jens Post, indtil videre pålidelig og er, har jeg observeret, fuldtud duelig som budbringer fra hjerte til hjerte. Og så tager udbringningen samme tid uanset hvor på kloden, man befinder sig.

Det lokales og det nationale, som før var afgørende for postgangen og kunne aflæses af frimærket og poststemplet, er i dag uden perspektiv for andre end samlere og har ikke relevans, når det drejer sig om at forene mennesker og bringe kulturer nærmere hinanden.  

Multikulturalitet og globalisering bor i min lomme. Det er bare at hengive sig uden sentimentale følelser for Jens Post og hans hullede træsko.

Eller vente fem (5) dage på et brev og konstatere, at vi er ved at få indført afrikanske tilstande.

ANNONCE: