BOYKOT USA?

PROFIL

Asger Albjerg                     

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Henry Kissinger, legendarisk amerikansk politiker og USA’s nationale sikkerhedsrådgiver og udenrigsminister i 1970’erne, citeres ofte for at have spurgt, hvem i Europa man kunne ringe til i en krisesituation.  

Som den velkendte boomerang rammer spørgsmålet dagens USA . Hvem er ansvarlig? Hvem kan man betro sig til? Hvem ved, hvad der egentlig sker for eksempel

– ang. Nato?

– ang. EU?

– ang. Kina?

– ang. Ukraine?

– ang. Israel og Palæstina?

– ang. Mexico?

Var det ikke farligt for sikkerhed og fred i verden og i USA selv, ville det være meget, meget morsomt at følge med i, hvordan clean up crew’et, som man måske tør kalde Du-Ved-Hvems kabinet, forsøger at tage brodden af bajadsens udmeldinger fra Det Hvide Hus.

Således ved vi nu med sikkerhed, at udsmidningen af immigranter fra USA skal/skal ikke være ”a military operation”. Konflikten Israel-Palæstina skal/skal ikke resultere i en en-statsløsning. Nato skal/skal ikke støttes et hundrede procent af USA. EU skal/skal ikke gå i opløsning. Osv.

Så meget om Du-Ved-Hvems politik.

Om Du-Ved-Hvem himself ved vi efterhånden to ting med sikkerhed:

1: Han er uberegnelig. Det behøver næppe nærmere forklaring.

2: Han er merkantilist. Det betyder, at han repræsenterer en handelspolitisk og nationaløkonomisk retning, der opstod sammen med nationalstaterne i Europa for to-tre hundrede år siden. Merkantilismens mål var at skabe stærke, økonomisk uafhængige stater, hvor eksporten blev fremmet, men importen begrænset.

Om det har vittige hoveder sagt en del, men vid og vittigheder er tilsyneladende ikke noget, der bider på manden i Det Hvide Hus. Han er selv en meget større komiker, der vil, at vi tager det alvorligt, som andre fremfører som spøg.

Hvad kan vi så gøre, vi som ønsker, at han skal have så kort et præsidentskab som muligt?

Ikke meget.

Især ikke, hvad angår punkt 1.

Angående punkt 2 har nogle vist en vej ved forskellige former for boykot: Det har modtageren af årets Oscar for bedste udenlandske film, den iranske filminstruktør Asghar Farhadi, netop gjort ved ikke at møde op til årets Oscaruddeling. Nogle dage inden sagde Bob Harward nej tak til at overtage stillingen som sikkerhedsrådgiver efter Michael Flynn. Philip Bilden boykotter også, idet han ikke vil ikke være marineminister i Du-Ved-Hvems regering. For et par dage siden blev blandt andre The New York Times, CNN og LA Times nægtet adgang til en pressebriefing i Det Hvide Hus, hvorefter nyhedsbureauet AP og Time Magazine valgte at boykotte samme briefing. Danske Bank dropper investeringer i den planlagte oljeledning ved reservatet Standing Rock. I Mexico er der indledt en konsumentboykot af amerikanske produkter. De administrerende direktører for tekstilfirmaet Finlayson og for kæledyrskæden Musti ja Mirri har bestemt sig til, at de ikke rejser til USA under det nuværende regime.

Hvorved de alle – og mange flere kunne nævnes – følger en af dagens trends, som er, at virksomheder og privatpersoner tager moralsk stilling i økonomiske spørgsmål for dermed at påvirke den politiske udvikling.

Boykot kan tage sig mange former. Etymologisk henviser ordet til den engelske godsejer Charles Boycott, som irerne i 1880 nægtede at arbejde for. Når vi netop i dag hører ordet, tænker en del måske umiddelbart på EU’s boykot af Rusland, som har sit udspring i Ukrainekonflikten. En del husker måske boykotten af det sydafrikanske apartheidregime, og den gang kystbanesocialisterne og andet godtfolk i whiskybæltet boykottede franske oste og vine, fordi franskmændene havde udført prøvesprængninger med atomvåben ved Mururoa Atollerne.

Men boykotte USA???

Da jeg fik tanken, kom jeg umiddelbart kun på ét eneste produkt: Sun Maid rosiner fra Californien. I en skuffe i køkkenet fandt jeg en pakke med den smukke pige, som frister med de forbudne frugter. Den vil jeg naturligvis tømme, før jeg finder en ny, men uden fristerinden. Det beklager jeg, også fordi hun er fra den delstat i USA, der så vidt jeg ved fører den fornuftigste økologiske politik.

Men der findes andre produkter. For eksempel Fordbiler! Sådan en skal jeg vel vogte mig for at købe, når familiens Toyota kræver en afløser. Og når jeg passerer en MacDonalds, vil jeg vende hovedet væk. Sikkert kommer jeg hen ad vejen i tanke om andet, venner her og der vil hjælpe mig.

Hjælp til selvhjælp!

Men at det bliver svært, er sikkert, for de fleste produkter er internationale, tag for eksempel min cykel, der er sat sammen af komponenter fra tyve lande.

Effekten af min egen indsats bliver, nolens volens, til at overse, selv om den, som mental renselse, kommer til at give mig lidt bedre samvittighed.

Men også en flue, der sætter sig på Queen Mary, en af de sidste Amerikalinere, får skroget til at synke en anelse. Det påstod i hvert fald min matematiklærer, der selv havde udført nogle beregninger med et næsten uendeligt antal nuller efter kommaet.

Hvis bare min indsats, sammen med ligesindedes, kan udgøre en nok så lille splint til Du-Ved-Hvems præsidentielle ligkiste, er det umagen værd.

  Og det bedste er, at mange amerikanere, faktisk langt de fleste! og amerikaelskere med! efter nærmere eftertanke vil takke mig/os for indsatsen.

ANNONCE: