PROFIL
Asger Albjerg
forfatter,
fil.dr
Jeg har været
højskolelærer i Sverige,
leder af
Nordens Institut på Åland
og i det
meste af mit arbejdsliv
lektor i
dansk ved Helsingfors Universitet.
Den
kom i Dagbladet Information, artiklen
om Trumps stemme, og gik ikke alene rent ind. Den ligger der hele tiden og
lurer i min bevidsthed, for den er noget af det mest præcise, der er skrevet om
den mand. Og mest forfærdende.
Læs klummens sidste linje og døm selv.
I løbet af nogle måneder har han gjort sig til en
verdensomspændende industri for journalister, fotografer, nyhedsreportere. Hans
gummifjæs er overalt på forsiderne. Altid en ny mine med udtryk for en ny
sindsstemning. Det gør ham set og husket ligesom det overlange, brede, røde
slips i den åbentstående jakke. Ikke noget tilknappet her, forførerens potens
er synlig. Hele tiden. I ansigtet. I stemmen.
Er du sikker på, at du ikke ville stemme på ham? Du ved det først
med sikkerhed, når du ikke har gjort det.
Han er en del af din hverdag, som medierne hver dag viser – de
fleste i håb om at han skal fade ud. Men han bliver stadig mere synlig. For de
viser ham jo!
Paradoksalt.
Her er klummen af Maria Marcus fra den 14. november 2016. Den
skulle blive en af hendes sidste.
Trumps stemme – forførerens stemme
Trumps stemme forfører. Giver mig lyst til at lade mig føre. Hvor
var det nu, jeg sidst hørte sådan en stemme … det var vist, da den tonede ud af
min farmors krystalapparat
Hvis
jeg var amerikaner, kunne jeg så have fundet på at stemme på Donald Trump?
Jamen ærlig talt – jeg er jo en kvinde med en højere uddannelse,
ligesom så mange af de kvinder, der har stemt på Hillary. Klart, at jeg ikke
kunne stemme på en mandschauvinist af værste skuffe.
Klart, at det måtte blive Hillary – som jeg i øvrigt i sin tid
beundrede for den solidaritet, hun udviste i forhold til sin mand, dengang med that woman,
Monica Lewinsky. Ellers har jeg ikke specielle følelser omkring
Hillary.
Og Trump? Det er en helt anden historie. På sin vis er det jo ikke
til at stå for, den måde han står og puster sig op på: Den stærke mand, altid
parat med et uforskammet svar, altid klar til at lægge modstanderen ned med et
frækt modargument grebet ud af luften. Retorikken er i orden, han har den på
rygraden. Det er svært at stå for den grad af stålsat selvsikkerhed.
Men især er det noget med hans stemmeføring. Den mand kan noget
med at modulere sin stemme, så den snart udtrykker begejstring for alt det
store, han vil (gen)skabe, snart isnende foragt for alle dem, han ser som
samfundets farlige bundfald.
Demagogen Donald Trump, den dominerende han, forføreren, der
puster sig op for kvinder såvel som for mænd, vi vil jo alle så gerne forføres.
Forføreren, folkeforføreren, føreren …
Ja, den stemmeføring vakte noget i mig, noget fra engang for meget
længe siden – hvor kender jeg den stemmemelodi fra?
Jeg må helt tilbage til min farmors krystalapparat. Jeg var syv år
gammel, året var 1933. Vi boede i et rækkehus i Hamborg – min far og mor, min
lillebror og mig. Og så min ældgamle farmor.
Hun boede på anden sal. Dér havde hun sin lille lejlighed, dér
stod hendes skrivebord, dér sad hun en time om dagen og snakkede med os og
læste højt for os. Bøgerne stod på en hylde til venstre over hendes skrivebord,
og dér stod også en epokegørende ny opfindelse: et krystalapparat.
Sådan et var der ikke mange mennesker, der havde, vi havde i hvert
fald ikke. Men på det krystalapparat, den moderne radios forgænger, kunne man
høre både musik og tale. Og jeg glemmer ikke de lyde, der en dag lød oppe fra
anden sal, en dag hvor min far og mor var oppe hos min farmor.
Min lillebror og jeg havde fået besked på ikke at gå med op, så vi
måtte nøjes med at høre lydene nede fra trappen. Men jeg vil altid huske lyden
af stemmen, en mystisk, rasende stemme, en stemme, der byggede op fra sagte og
steg højere og højere, en bølge, der steg og steg, indtil den eksploderede i
klimaks.
Og derpå en jubel af andre stemmer, en ny bølge, der steg og steg
og ikke var til at stoppe. Det lød fantastisk, fristende, forførende, jeg var
lige ved at juble med.
Men så kom mine forældre ned ad trappen med bekymringen malet i
ansigterne. Og de tog konsekvensen: Et halvt år efter sad vi i toget på
Hovedbanegården i Hamborg, på vej til København.
Jeg forstår godt, at det lykkedes Hitler at forføre både mænd og
kvinder med den stemme – og de løfter. Nu skulle alt blive godt, bedre, ideelt.
Tyskland skulle blive stort igen efter nederlaget i 1918, nu skulle den enkelte
mand, den enkelte kvinde generobre sit selvværd som rigtige mænd og rigtige
kvinder.
Nu skulle man bygge mure, eller i det mindste deportere alle de
uønskede personer, som forgiftede atmosfæren og ødelagde den enkelte indfødte
borgers livsmuligheder. Syndebukke er gode at kanalisere et samfunds vrede over
i.
Trump kommer ikke nedefra som Hitler, han kommer oppefra. Men han
kan det samme, han har det på rygraden, og retorikken forstærkes af hans
stemmeføring. Han har demagogens sans for forførerkunsten, og jeg kan sagtens
mærke en nerve, der sitrer – lysten, fristelsen til at lade mig forføre.
Men heldigvis hører jeg, hvad det er, han står og siger –
praleriet, løgnene, klicheerne.
Og truslerne: Hvad skal vi med atomvåben, hvis ikke vi må bruge
dem?
Og så er fortryllelsen brudt.
Stemme på Trump? Det håber jeg ikke.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar