PROFIL
Asger Albjerg
forfatter,
fil.dr
Jeg har været
højskolelærer i Sverige,
leder af
Nordens Institut på Åland
og i det
meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk
ved Helsingfors Universitet.
Børge
Outze, grundlæggeren af Dagbladet
Information og dets chefredaktør i mangfoldige år, desuden fynbo, siges at
have sagt til en journalistelev, der skulle ud og interviewe en rigtig slyngel:
Du skatte slå ham i hooet mæ en køll – du ska bare smii ham op i
luften, så falder han nee å slår sig sææl.
I forhold til klovnen i Det Hvide Hus behøves der efterhånden ikke
engang en journalistelev. Han er blevet ekspert i at slå sig selv, sidst med
den velkendte beskyldning, at Obama skulle have beordret ham aflyttet. Da han
havde fyret sine tweets af fra hoften en tidlig morgen kl. 05.30, blev følgende
klart for ham:
Hvis han har ret i sine beskyldninger, skal Obamas ordre om
aflytning først have været godkende af en dommer, som kun kan have givet sin
godkendelse med tilhold i en af efterretningstjenesten bekræftet mistanke om
kriminalitet – for eksempel kontakt med den russiske regering. Hvis tweeteren i
Det Hvide Hus derfor har ret i påstanden om telefonaflytning, har han hermed
udstillet sig selv som en med føje mistænkt person.
Av for følgerne af dét badutspring. Det må have gjort virkelig
ondt, da han faldt ned.
Mit lille spørgsmål denne tirsdag, da jeg ellers havde tænkt mig
at skrive om Nya Cyklon, et sandt vidunder for elskere af kakao med flødeskum, er
enkelt: Hvor mange blå mærker kan den forkælede milliardær og realitystjerne
tåle, før han i desperation griber til de groveste midler i præsidentembedets
arsenal for at bevare embede og opbakning blandt sine vælgere?
Den 4. marts, i Outzes gamle avis Information, skriver Peter Englund, svensk historiker og forfatter
og tidligere sekretær for Det Svenske Akademi, en provokerende artikel om fire
katastrofer, som USA’s farligste leder
nogensinde, som han kalder ham, kan sende verden ud i:
Peter Englund tager sit udgangspunkt i nogle mulige paralleller
eller analogier fra historien, men med det forbehold, at tilfældige eller
uforudsigelige hændelser kan vælte selv velunderbyggede fremskrivninger af
historien over ende.
Nogen Hitler mener Englund ikke, at The Donald vil udvikle sig til, for han
besidder
ikke Der Führers destruktive intelligens. Til gengæld er der andre lighedstræk. Trump har
Hitlers aggressivitet og mangel på interesse for politikkens praktiske sider.
Hans selvkontrol er på niveau med Mussolinis, hans sandhedskærlighed som
Stalins, hans selvfølelse som Gaddafis, hans ligegyldighed over for penge er
som Mugabes, hans levende interesse for fakta som Mao Zedongs og hans
koncentrationsevne som Homer Simpsons.
Så lad os med Peter Englund derfor ikke håne og latterliggøre
USA’s femogfyrretyvende, lovligt valgte præsident. Lad os tage ham alvorligt.
Englunds første af fire katastrofescenarier er:
1.
Rigsdagsbrandssenariet
Den
demokratisk valgte Hitler benyttede i 1933 Rigsdagsbranden til at indskrænke de
demokratiske grundrettigheder.
Terrorangrebet den 11. september 2001 mod Twin Towers udløste et
hysteri, der under påberåbelse af sikkerhed resulterede i en lovgivning, der trængte
dybt ind i menneskers privatsfære.
Det lever vi stadig med.
Det er ikke svært at forestille sig lignende og endnu mere
gennemgribende reaktioner i tilfælde af et terrorangreb af samme eller endnu
værre karakter. Her er det ultimative argument en stærk leder, der kan skære igennem
det forhadte elitebavl fra Washington ved, for folkets skyld, at tilsidesætte
indgroede, demokratiske spilleregler.
2. International storkrig
Også
en international storkonflikt kan løfte USA’s femogfyrretyvende præsident til national
frelser. Sådan en konflikt kan skabes på flere måder, for eksempel ved, at USA
isolerer sig og lægger sit engagement i Europæisk sikkerhed på is, hvilket
skete i trediverne. Eller ved indgåelse af en ny afart af en
Molotov-Ribbentroppagt, som giver Putin mulighed for at bringe løsrevne dele af det tidligere Sovjetunionen heim ins Reich.
3. Apokalyptiker
En
militær konflikt med Kina om ressourcer og råstoffer kan udløses af kinesernes
aggressive fremfærd i Det Sydkinesiske Hav, hvor kineserne ikke blot gør krav
på størstedelen af farvandet, men ligefrem er begyndt at bygge og befæste
kunstigt anlagte øer. Overskriften Apokalyptiker
refererer til Steve Bannon, præsidentens chefstrateg og medlem af Det Nationale
Sikkerhedsråd, som tror på krigens rensende kraft. – Tro på krigens stålbad (et ord, som Peter Englund ikke
bruger), var udbredt blandt andet i 1914.
4. Handelskrig
Virkeliggør
præsidenten sin trussel om at belægge kinesiske varer med en straftold på 45
pct., er en handelskrig mod Kina i fuld gang. Igen ser Peter Englund en
parallel til mellemkrigstiden, da protektionisme udløste en nedadgående spiral
for verdenshandelen med en verdensdepression til følge.
Peter
Englund, som med eksempler og argumentation er mere nuanceret end jeg har
kunnet vise i dette korte referat, udtrykker afslutningsvis sin forhåbning om,
at USA’s femogfyrretyvende præsident vil blive afsat før tid. Hvilket kunne
give anledning til højrepopulistiske tilbageslag i andre lande.
Om det sker inden præsidentvalget i Frankrig dette forår, er der
ingen, der ved. Alligevel rejser jeg gerne til Paris for at stå sammen med en
halv eller halvanden millioner franskmænd på Place de la Concorde og råbe
hurra, eller hourra, som det skrives
på fransk, men udtalt uden h.
For hvilken præsident? Emmanuel Macron, naturellement. For han
repræsenterer modsætningen til Du-Ved-Hvems administrations unikke
kombination af inkompetence, impulsivitet, aggressivitet og
ideologisk forblændelse. At den 39-årige kandidat samtidig ikke er fedtet
ind i den parisiske magtelites selvforblændelse (læs: Hillary og Washington),
gør ham til en sikker vinder. Mit eneste problem er, om han sejrer allerede i
første runde.
For jeg vil jo nødig
komme for sent til at råbe hourra!
Ikke for en præsident, jeg nødvendigvis vil elske, men for en præsident, der
vil stå som garant for fred, fornuft og fremskridt.
Hvem mon kunne drømme
om at bruge sådanne ord om Du-Ved-Hvem i
Det Hvide Hus?
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar