PROFIL
Asger Albjerg
forfatter,
fil.dr
Jeg har været
højskolelærer i Sverige,
leder af
Nordens Institut på Åland
og i det
meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk
ved Helsingfors Universitet.
Mailen
kom ikke fra Ursviken.
Meget få ved, hvor byen ligger, og endnu færre bliver klogere, når
jeg oplyser, at man finder den ved den 64. bredde- og 21. længdegrad.
Mailen kom fra en by 750 kilometer syd for Ursviken. Fra
Stockholm.
Men den handlede om Ursviken, eller helt præcist: Den handlede om
Ingeborg Olsson fra Ursviken.
Hela
Ursvikens Ingeborg,
som
der stod.
Mailen begyndte ikke med det normale svenske Hej. Lidt mere personligt stod der
Bäste
Asger!
–
oven i købet med udråbstegn.
Lyder det ikke alt sammen som skåret ud af virkeligheden? Jeg
synes det, men det, der kom efter mit navn, fik mig til at reagere, for det
virkede som en værre røverhistorie.
Den slags må man gerne fortælle, man kan oven i købet blive rig og
berømt af det, men så skal man kalde det fx for roman, fri fantasi, fiktion.
Men en røverhistorie, som man insisterer på er den skinbarlige
sandhed sat i ord eller vist med billeder, kan derimod få kedelige konsekvenser
for fortælleren. Og det er lige meget, om det sker i for eksempel en tweet, er
et vidnesbyrd i en retssag eller fremstår som en dokumentarfilm. Ligeledes er
det, i hvert fald i vores del af verden, uden betydning, om det bliver gjort af
en stodder eller en kejser.
Da jeg begyndte at læse mailen, fik jeg hurtigt en usikker fornemmelse.
Var dette sandhed, virkelig virkelighed,
som børn plejer at sige, når de skal adskille noget fra den virkelighed, som
voksne plejer at kalde fantasi. Eller nu for tiden: fake news.
Det var ikke et bestemt ord, jeg hæftede mig ved, ikke en forkert
stedsangivelse, ikke nogle hændelser, der virkede så usandsynlige, at de aldrig
ville have kunnet finde sted. Det var det alt sammen, som fik mig til både at
gyse og tvivle.
Det var mordvåbenet.
Den udpenslede beskrivelse af mordet – eller rettere mordene.
Måden ligene blev skaffet af vejen på.
Hvad der siden skete, da ulvene kom og fandt de halvtreds opsvulmede
kroppe, og Anton på seks opdagede, hvad der var på færde.
For ikke at tale om motivet, der, så usandsynligt det end var, dog
var mulig – måske ikke i Stockholm, en millionby, men nok i Ursviken, der
rummer lige godt fire tusind sjæle.
Da jeg efter mange sider med udpenslede beskrivelse af had mellem
søskende, mobning, almindelige grusomheder og ualmindelige grusomheder i et
minisamfund endelig kom til mailens slutning, følte jeg stærkt, at her mødte
jeg det argument, som mailskriveren mente ville knuse enhver tvivl i mit sind
om fortællingens holdbarhed.
Men tvært imod mailskriverens hensigt kom jeg endnu mere i tvivl. Jeg
vil dog ikke egenmægtigt afgøre, hvad der er sandt eller usandt, men lade
læserens sunde fornuft være prøvestenen for, om Ingeborg Ohlsons chokladmousse faktisk kan have spillet rollen som
den tavse dræber ved slægtens fejring af hendes ethundredeårsfødselsdag.
Med Ingeborg som både festgenstand, køkkenchef og koldblodig
morder.
Jeg gengiver, oversat til dansk, mailskriverens redegørelse for
mordvåbenet:
INGEBORGS
CHOKLADMOUSSE, FIRE HUNDREDE PORTIONER:
15
kg mørk Marabouchokolade
400
æggeblommer
400
æggehvider
30
l piskefløde
200
spsk. sukker
Sådan
gør du:
–
Smelt chokoladen i vandbad (fx i et badekar).
–
Pisk æggeblommer og sukker, så det bliver lyst og luftigt.
–
Pisk æggehviderne helt stive.
–
Pisk piskefløden til flødeskum, men ikke for længe.
–
Bland den smeltede chokolade i skålen med de piskede æggeblommer.
–
Bland de stivpiskede æggehvider i blandingen.
–
Vend forsigtigt flødeskummet i blandingen.
–
Fordel chokolademoussen i 100 portionsglas.
–
Pynt med flødeskum og let knuste pistagenødder.
–
Lad chokolademoussen henstå i køleskabet natten over.
Server
for dine slægtninge og vent!
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar