PROFIL
Asger Albjerg
forfatter,
fil.dr
Jeg har været
højskolelærer i Sverige,
leder af
Nordens Institut på Åland
og i det
meste af mit arbejdsliv
lektor i
dansk ved Helsingfors Universitet.
Det
må være gået med den som med en håndfuld andre letlæste, indholdsrige og
spændende bøger, som jeg har lånt ud til en entusiast eller nær ven.
– Jamen ta’ den, ta’ den,
siger jeg og fyrer lånetilladelsen af nærmest som en befaling. For bøger vil læses, og det er de færreste af
mine, som oplever det mere end én gang.
Af mig.
Vinterbørn af Dea Trier
Mørch er utvivlsomt min mest læste bog. Det var i 1976, jeg købte den, jeg var
lige flyttet til Åbo i Finland, hvor den sikkert var det eneste eksemplar, og
den blev revet væk, men kom tilbage. I Vinterbørn
fik man fødsler i realistisk romanform på et tidspunkt, da den slags var
forbeholdt et lukket kvindeunivers eller det lægevidenskabelige studies
fagbøger. Og romanen satte problemer under debat, fødsler var meget mere end
sådan et vellykket eller mislykket svup.
Nu er det en novellesamling af Roald Dahl, der er uden for min
rækkevidde, så jeg bliver nødt til at stole på hukommelsen, som i detaljen kan
være lumsk. Det kan resultere i halve sandheder, og det er ikke rart at tænke
på i en verden af store og små løgne og så mange i antal, at en af verdens
store og mest pålidelige aviser, The New
York Times, dag efter dag hamrer sit
Truth.
It’s grounded in facts
i
hovedet på mig, når jeg åbner den på min iPad.
Men til sagen: En af Roald Dahls noveller foregår i slutningen af
1800-tallet i en lille by i Østrig og handler om en kvinde, som har set flere
af sine børn dø som spæde og ydermere været igennem nogle aborter. I vore dage
har vi stort set elimineret sådanne ulykker, anderledes var det den gang, og vi
forstår, at den unge kvinde er mere end almindeligt hårdt ramt.
Nu er hun gravid igen, alt er forløbet normalt, og vi er, sammen
med jordemoderen, med ved fødslen. Da den, uden at forfatteren går i detaljer,
er overstået, løfter jordemoderen et sundt og velskabt drengebarn frem med et
hjerteligt:
Vielen
Glück, Frau Hitler.
Det er muligt, at ordene i novellen er på engelsk, det sprog,
Roald Dahl skrev på, men i min erindring siges de på tysk, og jeg husker stadig
en abnorm frustration over, at de blev udtalt. Han burde have været dødfødt,
burde han.
Men nej – absolut nej! Hvem vil gøre sig til et monster og ønske
død over beautiful babies? Helt uanset, om de er født i Østrig
eller i USA.
Alligevel – alligevel er det svært at slippe tanken om, hvor megen
lidelse verden ville være suppet for, hvis den lille Adolf var blevet en abort.
Men samtidig klynger tanken sig ubrydeligt til uafviselige
kundskaber om opvækstens betydning for karakterdannelsen.
Og den er ikke sådan at styre. Man kender først resultatet, når
det er for sent.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar